FIND RUNDT PÅ DENNE BLOG

mandag den 17. december 2018

FAGRE NYE VERDEN af Aldous Huxley



ANMELDELSE

Jeg læste Fagre Nye Verden lige efter, jeg havde læst 1984. Det var lidt sjovt for mig i 1984, at det som var hyperfremtid i en fremtidsroman fra 1948, her i 2018 nogle gange var komisk gammeldags og ikke særlig fremtidsagtigt. Mens jeg læste Fagre Nye Verden, blev jeg mere og mere irriteret over, alt det, som skulle have været hyperfremtid, da Aldous Huxley skrev Fagre Nye Verden i 1932, men som ikke er det her i 2018.


 
Aldous Huxleys fremtidsvision er meget anderledes end George Orwells. Det er en meget hedonistisk verden. Der er vist nok kun et land, og dette lands stat har taget kontrollen med menneskets reproduktion, som nu foregår i store fabrikker, hvor menneskefostre gror i flasker, som står på gigantiske samlebånd, hvor menneskeracen nøje inddeles i samfundets fem eller seks klasser ved hjælp af kemiske stoffer, som bliver sprøjtet ind i de små fostre. I Fagre Nye Verden fødes mennesker ikke. De dekanteres.
 
Menneskets reproduktion er blevet skilt ad fra menneskets seksualliv. På den måde er sex kun sjov og nydelse, når beboerne af den fagre nye verden vel og mærke husker at dyrke sex med den prævention, som det er styret meget magtpålæggende, at samfundets kvinder bruger. Når mennesker bliver til ved en anonymiseret rugeproces, er der heller ingen fædre, mødre eller familier. Man bliver voksen i store opdragelsesfabrikker, hvor børn og unge lærer det, de skal lære for at passe ind i deres plads i samfundet, som nøje har bestemt, hvor hver enkelt menneske skal høre til, og hvad dette menneske skal arbejde med.
 
I den fagre nye verden tilbeder man Ford, og sproget er renset for Gud på den måde, at alle gloser, der mindede mennesker om Gud, nu minder mennesker om Ford. Ford ske lov for eksempel. Det er som om, at den Fagre Nye Verden, i Huxleys hjerne i 1930'erne, er en blanding af det kapitalistiske samfund med dets samlebånd og det kommunistiske med dets industrielle planlægning. Ford er som sagt Gud, og i bogen hedder en af personerne Lenina til fornavn, mens en anden hedder Bernhard Marx.
 
Imidlertid bliver den Fagre Nye Verden forstyrret af en barbar fra et reservat. Han er født på den gammeldags måde af en kvinde, der for vild på en udflugt og endte i et indianersamfund, før hun kunne nå at tage sin lovpligtige prævention og således blev gravid med Johannes, som barbaren hedder. Johannes er vist nok en slags Johannes Døber. Hele sit liv har han hørt sin mors fantastiske fortællinger om den Fagre Nye Verden, men da han kommer derud, forekommer denne verden at være et mareridt for Johannes. Johannes tror på Gud og har læst Shakespeare. Det er foreteelser, der er forbudte i den fagre nye verden, hvor folk kun skal tage soma eller nyde triviel underholdning, når de føler ubehag eller smerte. Bibelen og Shakespeare er forbudte, og Johannes forstyrrer den fagre nye verden med sin belæsthed.
 
Det ender skidt; vist nok både for Johannes og Den Fagre Nye Verden.
 
Jeg kedede mig en smule, mens jeg læste denne klassiker. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg kom dog til at tænke på en ting. Efter endt læsning af de to fremtidsdystopier, 1984 og Fagre Nye Verden, står det mig klart, at både George Orwell og Aldous Huxley har forestillet sig en fremtidstotalitarisme, hvor så forskellige fænomener som sex og historisk bevidsthed er under styrets kontrol. Hvis de to forfattere har ret, gælder det om, at samfundet har en så kritisk og fri historieforskning som overhovedet mulig, hvis vi altså skal bevare et frit samfund. Man kan også sige, at de forfattere er enige om, at et totalitært samfund kendetegnes ved, at regimet gerne vil styre den menneskelige reproduktion. Der kan vi så sige, at samfundet skal lade være med at blande sig i, hvem der får børn med hvem.
 
Nu har jeg læst to fremtidsdystopier. 1984 og Fagre Nye Verden. Nu gider jeg ikke læse flere fremtidsdystopier, så nu slår jeg mig på litterær druk med Ole Jastrau i Tom Kristensens, Hærværk.


Aldous Huxley 1894 - 1963

Ingen kommentarer:

Send en kommentar