KATOLIKKERNES KIRKE I SILKEBORG

Katolikkernes kirke på Hostrupsgade er Silkeborgs smukkeste. Udefra virker den lidt uhyggelig, synes jeg. Men når man kommer ind i kirken, bliver man mødt af lys og af røgelsesduft og af en indretning, som gør, at man får lyst til at sætte sig.


Det gjorde jeg så en dag for nogle år siden, hvor mit sind var slået af bekymringer. Min kone og jeg ventede barn, og vi vidste, at der var noget i vejen med hans nyrer. Og lige pludselig befandt jeg mig som luthersk præst af absolut protestantisk indstilling i en smuk katolsk kirke. Den dag kom jeg til at gå op til Maria statuen. Jeg købte et lys og tændte det. Så stillede jeg det foran Maria og bad denne bøn: ”Kære Maria! Jeg er vist ikke helt med i din klub, men vil du ikke nok gå i forbøn for mit barn? Amen!”

Bagefter spurgte jeg mig selv, hvad der lige skete der? Det er stadig noget af en gåde for mig, men måske var det noget med, at jeg kom ind i en kirke med følelsen af, at rummet, med sin skønhed, mødte mig lige der, hvor jeg var. Kirken på Hostrupsgade var ikke et led i en missionsstrategi for at få mig videre ind i den katolske kirke. Kirkerummet fik mig til at føle mig modtaget som den bekymrede lutheraner, jeg var den dag.

I kirkelige kredse taler vi meget med hinanden om, hvad vi skal gøre for at få flere til at gå i kirke. Vi lægger strategier og planer for, hvad der skal til for, at folk flytter sig hen til os. Dermed gør vi mennesker til brikker i vore planer. Måske er den gode missionsstrategi omvendt. Måske oplevede jeg i den katolske kirke på Hostrupsgade et rum, hvor målet var at være hos mig med alt det, som kristendommen har at give. Det lykkedes. En arg lutheraner bad en næsten katolsk bøn.

Og for øvrigt! Tak til Maria! Min dreng har det godt i dag.

Amen!

Indefra i Den Katolske Kirke på
Hostrupsgade i Silkeborg

Den Katolske Kirke på Hostrupsgade
i Silkeborg set udefra.