DET EUROPÆISKE MENNESKES TRÆTHED essay fra 2012

Jeg bærer i mine tanker en trist stemning med mig, som man kunne kalde ”det europæiske menneskes træthed”. Denne træthed kommer af, at de to åndelige byggesten for min forståelse af virkeligheden, kristendommen og moderniteten, begge to har været arnested for meget undertrykkelse og mange forbrydelser.

Kristendommen er her forstået som de store kirkesamfund, der har defineret verdensdele og lande som kristne igennem de sidste 1500 år. Ordet modernitet dækker over mange filosofiske strømninger, der har det til fælles, at de formulerer ønsket om, at verden skal indrettes ud fra videnskabelige indsigter og rationelle beslutninger med sociale eller juridiske rettigheder til det enkelte individ.

Med hensyn til både kristendom og modernitet har der været en tendens til at frikende religionen eller tankesættet for de store krænkelser og forbrydelser, der er gået ud fra kristendommen og fra forskellige moderne bevægelser.

Når f.eks. talen er faldet på hekseprocesserne fra 1400 – 1600 tallet har man ofte sagt, at disse hekseprocesser var en fejl, som uheldigvis fandt sted i kristendommens navn, men som kun kan tilskrives mennesker, der ikke efterlevede kristendommens inderste kærne. Det samme har man sagt om det terrorregimente, som plagede menneskene i det daværende Sovjetunionen under Josef Stalins ledelse. Stalin, har man sagt, afveg fra Lenins sande lære, og derfor kunne dette undertrykkelsesmareridt tage form.

Jeg er uenig i disse frikendelser. Jeg tror, at kristendommen er en syndig religion, der i sig selv har sine tilhængeres forbrydelser på samvittigheden. På samme måde tror jeg også, at de bevægelser, der bruger modernitetens tankesæt i deres inderste kærne har ansvaret for den terror og undertrykkelse, som er født ud af den ene eller den anden ideologi eller bevægelse. Fordi jeg har det sådan bliver jeg træt, når jeg kigger på de to bevægelser, som for mig er kilden til fortolkning af livet. Jeg tror, at jeg deler denne træthed med mange i Vesten i disse år. Som følge af, at både kristendommen og moderniteten er syndige bevægelser, tænker jeg, at der er grund til skepsis og kritik. Både når det gælder modernitet, og når det gælder kristendom.

Dette kan man forvisse sig om ved at betragte historien om de moderne bevægelser og kristendommens historie.

Da kristendommen blev den eneste tilladte religion i Romerriget i slutningen af 300 tallet ødelagde man for eksempel de gamle romerske templer, eller man omdannede dem til kirker. (1) I Athen nedlagde Kejser Justinian den første det nyplatonske akademi i 529 (2)

I det hele taget har kristendommen op igennem historien ofte medført en stor modstand mod nye videnskabelige opdagelser. For eksempel blev Gallilei anklaget af den katolske kirkes inkvisition i 1600 tallet fordi han støttede den indsigt, at solen, og ikke jorden, er i centrum i universet. (3)

Ikke kun i Den Katolske Kirke er der foregået noget, som vækker min skepsis. Også i mit eget kirkesamfund, Den Lutherske Kirke i Danmark (I dag: Den Danske Folkekirke) er der sket ting, som kan beskrives som hæslige og undertrykkende.

Et eksempel herpå er hekseprocesserne, der varede indtil 1600 tallet. (4) Et andet er det, at man her i Danmark i samarbejde mellem politi og præster tvangsdøbte børn af baptister op til kort tid før indførelsen af grundloven i 1849. (5)

Når man betragter, hvad kristendommen har bragt til verden igennem mange århundreder, er det måske ikke så sært, at mennesker i tidens løb er blevet kritiske overfor kirkerne. Moderniteten er i dens forskellige afskygninger en række tankestrømninger, der nogle gange var udtrykkeligt imod kristendommen og andre gange gik ind for et samfund, hvor det skulle være muligt at leve udenfor kristendommens herredømme.

For egen regning tænker jeg nogle gange på, om man kan sige, at det moderne blev til som en drøm i det 18. og 19. århundrede. En drøm om, at mennesket skulle leve et frit liv uden autoriteternes sindelagstvang godt hjulpet i deres hverdag af videnskabens landvindinger og kun underlagt de pligter, som var rationelt begrundet, og som gav mening. Det var en dejlig drøm, som rationalisterne og de første modernister havde dengang i 1700 og 1800 tallet. Men drømmen blev til et mareridt.

Videnskaben, som skulle give mennesker et mere og mere problemløst liv, blev brugt til at opfinde våben, der slog mere end 9 millioner af europæiske soldater ihjel under første verdenskrig.(6) I anden verdenskrig fortsatte det videnskabeligt baserede barbari med udryddelseslejrenes systematiske henrettelse af millioner af mennesker, som for manges vedkommende blev slået ihjel i gaskamre, der var tegnet af videnskabeligt uddannede ingeniører.(7)

Maskinerne førte menneskene ud i hæslige situationer som krig og folkedrab. Maskinerne og teknologien bagved var dog ikke alene, men blev fulgt godt på vej af modernitetens ideer.

Allerede i 1800 tallet så man en hel utæmmet kapitalisme, der forarmede millioner af arbejdere verden over, hvor end industrialiseringen fik fodfæste.(8) Som reaktion på udbytningen af arbejderne i industrialiseringens barndom så socialismen dagens lys.

Efter første verdenskrig formede radikale socialister kommunistpartier i mange lande, og i Rusland var kommunisterne i stand til at gribe magten i 1917, hvorefter Rusland og dets imperium blev omdøbt til Sovjetunionen. Få år efter den russiske revolution, tog Josef Stalin magten i Sovjetunionen. Under Stalins benhårde styre omkom millioner af mennesker.(9)

Når jeg ser på Stalins forbrydelser, liberalismens kynisme i industrialismens barndom og nazismens folkemord ovenpå alle forbrydelserne i kirkens historie er det svært ikke at synke ned i det, jeg ovenfor kaldte ”det europæiske menneskes træthed”.

En træthed, der kommer af, at de tankestrømme, som udgør min verden, er kilde til ufattelige forbrydelser. En træthed, som også er født af det faktum, at jeg ikke kan leve uden kristendommen eller det moderne. Begge åndelige kræfter må være der.

Måske kan de to kræfter, hver især, ligefrem holde uvæsenet hos den anden i skak på den måde, at kristendommen bibringer det moderne nye erkendelser og omvendt. Moderniteten, tror jeg, kan give kristendommen to vigtige ting. For det første et krav om mening. For det andet en respekt for virkeligheden.

Hvis vi vender os mod begrebet ”mening” først, så tænker jeg, at alle kristne udsagn skal give mening i menneskers liv, som du og jeg lever det i dag. Et trosudsagn er ikke sandt, fordi det stammer fra Augustin eller Herren selv. Et trosudsagn er kun sandt, hvis det giver mening i det liv, du og jeg lever med hinanden her og nu. Med rette kunne man spørge, om det er mening i naturvidenskabelig forstand, jeg her taler om?

Nej udsagnet om, at noget giver mening, tænker jeg først og fremmest på i eksistentiel forstand. Det kristne udsagn om, at Jesus er opstået fra de døde er ikke falsk, fordi naturvidenskaben kan bevise, at en mand ikke kan vækkes til live igen, når han har været død i to dage. Jesu opstandelse er tværtimod sand for mig, fordi den er mig en vedvarende kilde til håb om, at livet har vundet over døden.

Der er også ting i kristendommen, som jeg ikke kan få til at give mening. Udsagnet om, at alle der ikke er i Kristus eller ikke er indenfor kirken vil pines i al evighed i helvede, eller hvordan forskellige kirkesamfund har udtrykt det igennem tiden, kan jeg ikke få til at give mening overhovedet. Jeg synes tværtimod, det er et chauvinistisk dogme vendt mod alle, der ikke følger den rette tro. Den rette tro, som altid vokser ud af et hierarki med dets alt for menneskelige hensyn.

De moderne tankestrømme kan give kristendom et krav om mening. Dernæst kan moderniteten give kristendommen en respekt for virkeligheden uanset om virkeligheden går på tværs af etablerede trossandheder.

En lille smule omstridt tror jeg, at det er, når jeg siger, at vi, her på vor side af Charles Darwins opdagelser, må læse bibelens skabelsesberetning som en poetisk eller en eksistentiel beretning i stedet for at bruge den som den historisk præcise beskrivelse af verdens tilblivelse. Og måske bliver det kilde til stor uenighed, når jeg siger, at vi ikke længere kan se homoseksualitet som Guds straf for falsk gudsdyrkelse bare fordi Paulus så sådan på det (10), men at vi i stedet må se det at være bøsse eller lesbisk som en seksualitet nogle mennesker bærer med som en naturlig og god del af deres personlighed.

Moderniteten kan give kristendommen det, at virkeligheden forpligter, uanset om det betyder, at de kristne må gøre op med vedtagne opfattelser af ret seksualitet eller af verdens naturhistorie..

Mening og virkelighed er mine bud på det modernes indlysende gaver til kristendommen. På sin side har kristendommen også ting at berige det moderne med.

Jeg tænker, at kristendommen kan give moderniteten en bevidsthed om, at det onde er en realitet i verden. En realitet man ikke kan organisere sig ud af. Herudover kan kristendommen give det moderne menneske en fornemmelse for de mest vederstyggelige menneskers værdighed.

Når jeg læser Det Nye Testamente standser jeg altid op ved beretningen om Jesu møde med overtolderen Zakæus i Lukasevangeliet. Beretningen rører mig dybt, fordi Jesus her giver værdighed til en mand, som ud fra alle standarder er en slyngel. Det at være tolder betød, at Zakæus var en mellemting mellem nutidens narkohandler og alle tiders landsforræder. Jesus går lige netop hen til ham, og ved Jesu besøg får Zakæus sin værdighed.(11) Jeg kunne også have nævnt andre beretninger, hvor pointen er, at Jesus altid giver værdighed til dem, som er onde, og de som er udenfor de ”godes” systemer. På den anden side er Jesus i Det Nye Testamente ofte er oppe at skændes med farisæerne. Farisæerne var en jødisk gruppe, der kendetegnedes ved, at de var gode mennesker. De gjorde alt for at være helt sikre på, at de altid gjorde det rette. Disse mennesker var ofte i konflikt med Jesus, og med afsæt i Jesu konflikt med farisæerne kan man sige, at Jesus i det nye testamente opsøger og frelser ”de onde”, mens han går hårdt i rette med ”de gode”.

Dette tror jeg egentlig, at kristendommen i mange afskygninger selv kunne lære mange ting af, men jeg tror også, at en fornemmelse for ”de mest vederstyggelige menneskers værdighed” er noget man kan tage med sig, når man regner moderniteten for en del af sin filosofiske arv.

De moderne tankestrømme har flere gange sat skel mellem mennesker, som har forstået sandheden eller er rigtige og dem, der ikke har forstået systemets sandhed eller simpelthen er forkerte. En opdeling som parret med videnskaben har haft frygtelige konsekvenser. De forkerte eller de uforstandige kunne man fratage al menneskelig værdighed og udrydde. Kristendommens grundfortælling om Jesus fortæller, at alle mennesker har værdighed. Det gælder også dem, som er ufornuftige, forkerte eller onde. På den måde er erkendelsen om alle menneskers værdighed en vigtig kundskab for det moderne menneske.

Kristendommen har også en anden vigtig viden at give til modernitetens arvtagere. Det er visheden om det ondes virkelighed, som står i modsætning til den moderne drøm om at kunne konstruere et samfund uden ondskab.

Det onde er en realitet i verden og inde i dig og mig. Vi kan ikke organisere os væk fra ondskaben. Faktisk er de mest grusomme samfund dem, som har konstrueret det onde bort. For alle, der ikke er enige i konstruktionen, har jo ikke set lyset og er potentielt farlige for det system, der har patent på sandheden.

I en moderne tidsalder, hvor vi mennesker, med teknologien i baghånden, har så store kræfter, kan en vished om det onde faktisk redde menneskeliv. Bevidstheden om det ondes realitet kan måske redde os fra fristelsen til at give en folkeforfører for meget magt, hvor from, god og uddannet han end synes at være. Kundskaben om det ondes eksistens kan give os en skepsis, og jeg tænker, at skepsis har noget at give os både som kristne og som abonnenter på det moderne livssyn.

Jeg mener, at rædselsfortællingerne fra kristendommens historie og det modernes tidsalder må have lært os en ting. Nemlig: Som et menneske bærer et lille stykke ondskab med sig og ikke kan tåle at bære et samfunds magt helt alene, så gælder noget lignende for en religion eller en politisk overbevisning. Det betyder, at undertrykkelse og tyranni er lige om hjørnet, når kirken eller en politisk overbevisning får alt magt i et land eller i en hel verden.

Hvis du og jeg ved, at magt ikke er noget, som skal samles et sted, er vi skeptiske overfor alle, der foregiver at eje sandheden. Denne skepsis er med til at give det enkelte menneske en selvstændighed i mødet med de store tanker, hvad enten disse tanker er kristne eller moderne. Jeg kan således være et selvstændigt menneske, som er træt af at se på kristendommens og det modernes udfoldelse af undertrykkelse op igennem historien. På samme tid har jeg brug for Kristus, og jeg kunne ikke leve uden modernitetens mange befriende tanker og opdagelser.

Jeg vover at tro, at når Gud er en væren i tre personer, så elsker han nok forskellighed i en verden, hvor der er plads til både kristne, muslimer, buddhister, jøder, hinduer, socialister, liberale, konservative, mænd, kvinder, hetero og homoseksuelle. Måske er der håb om, at det europæiske menneske kan blive frisk igen.

Kildehenvisninger:

1 Holmquist Nørregaard Bind I side 193.
2 Holquis Nørregaard Bind I side 268.
3 Wikipedia: Letter to the Grand Duchess Christina
4 Wikipedia: Heks
5 Den Store Danske: J.P. Mynster
6 Wikipedia: World War I
7 Wikipedia: The Holocaust
8 Wikipedia: Trade union
9 Wikipedia: Great purge
10 Romerbrevet kap. 1 vers 25 – 27
11 Lukasevangeliet kap. 19 vers 1 – 10.

Kilder:

Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie I, J.H. Schultz Forlag, København 1946.
Hjemmesiden Wikipedia: http://en.wikipedia.org.
Hjemmesiden Den Store Danske: http:// www.denstoredanske.dk.
Det Danske Bibelselskab: Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1993.

EVA, ADAM, SLANGEN, GUD, SKURKE OG HELTE (Essay fra 2011)

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« v2  Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, v3  men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« v4  Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! v5  Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.«[i]

 

Formålet med forbuddet mod at spise af frugten på træet er, at mennesket ikke må lære at kende, hvad der er godt og, hvad der er ondt. Når man ikke kan definere, hvad der er godt og ondt, kan man ikke se meningen. Måske kan man sige, at meningen er gemt hos en højerestående magt, når man ikke har adgang til meningen, fordi man ikke har ret til at kende godt og ondt.

Måske kan man dog sige, at det er sundt for mennesket ikke at kunne se meningen, når en mand eller en kvinde står overfor livsvilkår, som ikke lader sig ændre, eller som man kun vanskeligt kan gøre noget ved.

På den anden side forekommer det mig, at mange af de sidste 300 års kulturkampe i Vesten har haft det udfald, at love, regler og bestemmelser skal give mening. Det betyder, for mig at se, at normerne skal kunne stå i forbindelse med begreber som ”retfærdighed” og ”fornuft” i samfundets konkrete liv. Det er ikke nok, at en lov er givet af kongen, eller at ”Gud har sagt det”, sådan som vi hører Eva sige til slangen i syndefaldsberetningen i det gamle testamentes kapitel 3.

Når man læser syndefaldsberetningen, kan man spørge: ”Er slangen en skurk eller en helt?”

På samme vis som spørgsmålet om slangen er en skurk eller en helt, kan man atter spørge, om formålet med æblespiseforbuddet er godt eller ondt?

I Edens have taler slangen med Eva. På en måde kan man sige, at denne samtale viser, hvordan en enevældig tankegang kan støde sammen med en moderne.

Den enevældige styreform kan anskueliggøres med et citat, der tilskrives den franske konge Ludvig den 14.. Citatet lyder: ” L'État, c'est moi!” oversat ”staten er mig!”.[ii] Den enevældige konge er altså den, der giver alle statens love og regler. Al magt udgår fra ham, og hvis vi læser paragraf 2 i den dansk norske kongelov fra 1665, kan vi se, at kongen ikke er under samfundets love, regler og myndigheder i nogen som helst spørgsmål.[iii] Dette betyder, at love, regler og bestemmelser vel som oftest har givet mening på samme tid, som at den eneste nødvendige mening med lovene har været, at de stammede fra kongen.

I samtalen mellem Eva og slangen optræder forbuddet mod at spise træets frugt som et bud givet af en enevældig konge. Den eneste mening med forbuddet er, at Gud har sagt det. Der er ikke nogen umiddelbar mening, der grunder sig i et eller andet forhold omkring Adams og Evas liv med hinanden eller de andre skabninger i paradis.

På den ene side har vi altså forbuddet mod at spise af træets frugt. Den eneste grund til, at Eva og Adam ikke må det, er som sagt, at Gud har sagt det.

På den anden side er der slangens forklaring. Slangen fortæller, som bekendt, Eva, at formålet med at de ikke må spise af træet, er at de ikke skal lære godt og ondt at kende.

Hvis man lærer godt og ondt at kende, kan man spørge til meningen bag påbud og forbud. Med denne spørgen efter buddenes mening handler man på en på en måde, der fordrer, at der gøres noget ved placeringen af meningen med lovene og reglerne. Bestemmelserne ændrer sig fra, at det er godt nok, at meningen er gemt hos eneherskeren til, at de skal give mening i det liv mennesker lever med hinanden og resten af verdens levende væsener. Det er ikke nok, at Gud eller kongen byder.

Når slangen afslører formålet bagved forbuddet mod at spise af kundskabens træs frugter overfor Eva, så taler slangen måske med stemmer fra Oplysningstiden og moderniteten.  Oplysningstiden for eksempel havde i vid udstrækning det som programerklæring at befri mennesket fra traditionens formynderskab og give det myndighed over sit eget liv.[iv] En myndighed man måske kan få ved at kende godt og ondt og ved at kunne spørge til meningen bag love og regler. En myndighed, der vel også kræver, at man får ret til at kritisere herskerens bestemmelser.

Betragter man historien om slangen, Eva og Adam med det verdenssyn et menneske af i dag har fået fra oplysningstiden, så kan man godt svare lidt utraditionelt på spørgsmålet om, hvem der er skurk, og hvem der er helt i syndefalds beretningen.

Normalt læser man alle historier i bibelen med det fokus, at Gud er helt, og i syndefaldsberetningen er slangen sammen med de to mennesker som regel skurke.

Men måske kan det være omvendt: Måske er slangen en helt fordi den afslører, at formålet med, at Gud har forbudt mennesket at spise af frugten på kundskabens træ er, at Eva og Adam ikke må kende godt og ondt og ikke må spørge efter meningen med Guds forbud. På den måde kan man sige, at slangen forårsager en proces, hvor meningen med love og regler rykkes fra at hvile hos den enevoldige herskergud til at skulle kunne gå i forbindelse med begreber som retfærdighed og fornuft i Adams og Evas verden.

Slangen kan altså godt fylde helterollen ud, og Gud kan også være skurk. Skurk, fordi han holder mennesket tilbage fra kritik af deres samfunds indretning, og fordi Guds forbud ikke giver mening andre steder end i hans egen majestæt. Med til anklagen hører så det skærpende faktum, at Gud krydrer sit forbud med trussel om dødsstraf, skulle mennesket vælge at trodse den almægtiges bestemmelse.

I det foregående forudsættes det, at æbleædeforbuddet er et forsøg på at hindre mennesket i at granske meningen med de love og regler, der gælder for menneskets liv sammen med hinanden og det andet levende, der findes i verden.

Men måske er det anderledes.

Måske kan man læse kapitel 3 i første mosebog på den måde, at Adam og Eva ikke må spise af træet til kundskab om godt og ondt, fordi de skal beskyttes fra at ville finde meningen med de konkrete livsomstændigheder, som intet menneske kan ændre, eller som du og jeg kun yderst besværligt kan gøre noget ved.

Jeg tænker, at man måske kan hævde, at det at finde meningen med livsomstændigheder, der er uforanderlige eller kun er vanskeligt foranderlige, henviser en til sig selv eller en endnu større gåde.

Den jagt på meningen med livsomstændighederne, som ender med at henvise et menneske til sig selv, kan ofte beskrives med de ord, vi henter fra begrebet ”karma”. Ifølge karmalæren i hinduismen vil mennesket høste, hvad det sår, således at et menneske får dårlige tildragelser af onde handlinger og gode oplevelser af gerninger, der er gode.[v]

Når en mand eller en kvinde søger meningen med sine livsomstændigheder i karma læren eller lignende tankegange, tænker jeg, at han eller hun bliver uhjælpeligt henvist på sig selv. Mandens lidelse er uhjælpelig tilbagebetaling for hans egne onde handlinger. Indenfor samme tankegang men omvendt er kvindens held eller lykke belønning for hendes egen godhed.

Det er selvfølgelig også rigtigt, at nogle gange er mit held eller uheld et påviseligt resultat af mine egne handlinger i den ene eller den anden retning. Andre gange er denne angivelige sammenhæng et resultat af religiøse begreber som ”karma” og ”reinkarnation” [vi]. I det første tilfælde må jeg opføre mig som et myndigt menneske og tage det synlige ansvar på mig. I det andet tilfælde idømmer jeg mig selv en kosmisk vrede ved hjælp af nogle helt bestemte religiøse briller.

I min færd for at undersøge meningen med mit livs omstændigheder kan jeg blive henvist til mig selv ved hjælp af læren om karma eller lignende tankemønstre. Jeg kan også blive ført hen til en endnu større gåde på udkig efter meningen med mine omstændigheder.

Måske finder jeg svaret på meningen med mit livs omstændigheder i et af de såkaldte deterministiske tankemønstre. Tankemønstre, som fortæller mig, at alt er styret af årsagslove, der gør, at der kun findes en mulig tilstand for alle ting på et hvilket som helst tidspunkt.[vii] Denne nødvendige udvikling af altings tilstand kan jeg enten tilskrive universets indretning eller en guddommelig magt.[viii]

Uanset hvad er jeg henvist til en stor gåde angående mine omstændigheder. For hvorfor er livet indrettet således, at disse omstændigheder skulle blive mine? Eller hvorfor vil det guddommelige mage mine omstændigheder på denne måde?

Hvad enten jeg i undersøgelsen af mit livs omstændigheder er henvist til mig selv eller til en stor gåde, forekommer det mig, at jeg ikke kan bruge disse to svar til noget konstruktivt. Tingene ender enten i gold selvforherligelse eller i selvfordømmelse på den ene eller den anden måde:

Jeg, det heldige menneske skabt af mine egne gode handlinger. Jeg menneske, der lider ved de kosmiske frugter af, hvad jeg selv har gjort. Eller mig selv som menneskeresultatet af skæbnens eller guddommelige kræfters fordømmelse eller velsignelse.

Enten gør jeg mig selv for høj, eller også gør jeg mig selv for lav.

Hvis det at søge meningen med de uforanderlige omstændigheder i mit liv blot henviser mig til forherligelse eller fordømmelse som resultat af kosmisk afregning eller kosmisk kædereaktion, så er det fornuftigt at lade være med at søge meningen med de faste vilkår i mit liv.[ix] I stedet må jeg anse mit held eller min ulykke som resultat af en verden med masser af lykkelige tilfældigheder og visse smertelige risici.

Hvad så? Er slangen skurk eller helt?

Er det godt eller ondt, at gud bagved æblespiseforbuddet har et ønske om, at mennesket ikke skal lære godt eller ondt at kende?

Slangen er en helt, og Guds ønske om, at mennesket ikke skal lære godt og ondt at kende, er ondt, hvis det skal tjene til, at mennesket ikke skal kunne se meningen med de love og regler der gælder i menneskets egen verden.

Slangen er en skurk, og det at hindre mennesket i at kende godt og ondt er godt, hvis formålet bag æblespiseforbuddet er at hindre mennesket i at spørge bag om de grundlæggende omstædigheder i livet.

Dette fører til, at Gud har flere identiteter i den samme bibelske fortælling. I den såkaldte syndefaldsberetning er han på den ene side en tyrranisk enevældig hersker, hvis bud ikke behøver anden mening, end at de er givet af Gud. På den anden side er Gud en nådig Gud, der i livets uomgængelige vilkår fratager mennesket muligheden for at søge mening i kosmiske forklaringer, der kun virker til menneskets forherligelse eller fordømmelse.

Disse to gudsbilleder bærer jeg altså med mig. Jeg kæmper med dem. Og midt i den kamp lever jeg et liv, så godt som jeg kan, i ansvar og frihed. Jeg er fri fra kosmiske kræfters vrede imod mig. Tillige er jeg uden disse kræfters begunstigelse. I stedet er jeg under et ansvar for at gøre det bedste med de gode muligheder livet tilfældigt byder mig, og jeg har pligt til at få det bedste ud af det, når det grusomme, på blindt strejftog i verden, rammer mig. I det hele taget skal jeg søge, at leve så meningsfuldt, retfærdigt og fornuftigt som overhovedet muligt. Til gavn for mig og mine medskabninger i dialog med Første Mosebogs kapitel 3 og de andre besværlige fortællinger i bibelen.

---

[i] Bibelen: 1. mosebog kapitel 3 vers 1 - 5

[ii] http://en.wikipedia.org/wiki/Absolute_monarchy

[iii] http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/kongeloven-1665/

Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge skal være hereffter og aff alle undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høyeste hoffved her paa Jorden offver alle Menniskelige Lowe, og der ingen anden hoffved og dommere kiender offver sig enten i Geist­lige eller Verdslige Sager uden Gud alleene.

[iv] http://da.wikipedia.org/wiki/Oplysningstiden#Naturretten

[v] http://en.wikipedia.org/wiki/Karma#Hinduism

[vi] Samme som note 5

[vii] http://en.wikipedia.org/wiki/Determinism

[viii] http://en.wikipedia.org/wiki/Theological_determinism

[ix] Måske er det derfor, at både Job og hans venner i Det Gamle Testamentes ”Jobs Bog” bliver irettesat af Gud. De må ikke spørge efter meningen med Jobs lidelse hos Job selv eller hos skaberen.