ET BUD PÅ FREMTIDENS FOLKEKIRKE FOR OG AF FOLKET – HØSTERKØB EKSEMPLET af Høsterkøb Menighedsråd

ANMELDELSE

 

Da jeg fik bogen fra Høsterkøb Menighedsråd blev jeg først rigtig sur over og træt af en linie, der stod i bogen. Nemlig at præsten skulle skabe kirken. Jeg busede ud på Facebook og skrev, at jeg ikke ville give et stykke steviasødet slik til nogen præst eller noget menighedsrådsmedlem fra Høsterkøb. Så tog jeg mig sammen og besluttede at læse den lille bog. Det er let gjort. Man kan læse den på halvanden til to timer.

 

Bagefter har jeg faktisk rigtig gode indtryk af Høsterkøbs proces omkring deres gudstjeneste. Jeg har også et par kritiske refleksioner og tanker om det, der står i bogen, men jeg er faktisk overvejende positivt stemt over for det lille skrift fra Høsterkøb.

 

Lige før, jeg læste bogen fra Høsterkøb, var jeg blevet færdig med Jörg Lausters bog, Evig Protest. Her i identificerer Lauster kirkens babylonske fangenskab som kristendom i fangeskab hos den kirkelige institution, der har alle institutionens traditionelle synder. Reformation er på den baggrund en vedvarende kamp for at befri kristendommen fra dette fængsel. På mange måder har menighedsrådet i Høsterkøb kæmpet denne kamp. For mig at se har de gjort op med nogle af Folkekirkens tungeste institutionelle dogmer. De har gjort op med kl. 10.00 og rykket søndagens gudstjeneste til kl. 13.00 på nær den sidste søndag i måneden, hvor gudstjenesten i Høsterkøb begynder kl. 16.00. Et endnu tungere dogme og måske endda et monopol har de taget til kærlig behandling i Høsterkøb. Orgelet. Huha, orgelet. I Høsterkøb er orgelet ikke det eneste instrument, der lyder ved præ, post og salmesang. Kirken har vist nok ikke en organist, men i stedet en kirkemusiker, og de bruger mange ressourcer på om søndagen at have levende musik, der ikke er orgelmusik. De spiller også optaget musik, der lige som illustrerer søndagens tema. De er også kommet frem til en højmesseliturgi, der ikke har indgangsbøn og udgangsbøn. Alt dette er resultatet af en lang proces med dialog med sognebørn og institutioner i Høsterkøb. På en måde er det reformation. Et opgør med orgel og gudstjenesteliturgi er et opgør med en folkekirke, der har visse elementer af institution, som er så stærke, at man får et fragtskib af lort hældt ud over sig, hvis man vover at stille spørgsmål. Tak til Høsterkøb for den del!

 

Som rigtig mange andre læsere af høsterkøbpamfletten irriterer det mig, at deres billede af andre kirker, sogne og deres præster er så stereotypt. Høsterkøblignende processer er i gang mange steder, men nyheden om det er ikke nået til Høsterkøb. Det skuer også i min oplevelse af skriftet, at menighedsrådet i Høsterkøb finder det nødvendigt at tale ilde om Menighedsrådet i Birkerød. Det vidner ikke om storsind. I Høsterkøb elsker de deres præst, Annemette Norsker, og det er der vist god grund til. Fru Norsker har gjort et stort stykke arbejde med at lytte til den folkelige jordbund i sognet, og hun virker i bogen som en dygtig netværker og et elskeligt menneske og vel også som en god præst.

 

Der er nogle af menighedsrådets formuleringer, der virkeligt går mig på. Det er som, at menighedsrådet mener, at man kan gå i dialog om gudstjeneste og liturgi, mens teologien og kristendommens budskab er præstens område. Huha, tænker jeg. Vi skulle da gerne være fælles om både kristendommens indhold og kristendommens form i kirke og menighed. Indholdet er ikke præstens sag men menighedens sag. I afsnittet, hvor Fru Norsker kommer til orde, spørges Pastor Norsker: ”Hvordan skaber du en folkekirke for folket?” Huha! Præsten skaber da ikke nogen folkekirke. Menigheden skaber en folkekirke, som kalder en præst som deres teologiske sagkyndige. Det går mig også på, at ingen i Høsterkøb nævner den kristne forsoningsteologi. Jesus Kristus, der gav sig selv for at frelse verden, nævnes ikke, og næstekærlighed er forkyndelsen, når Høsterkøberne fortæller, hvad kristendom i grunden er.

 

Min bøn til menighedsrådet i Høsterkøb er, at de vil gøre Jesus Kristus som verdens frelser til en hjertesag for dem selv og resten af menigheden, når man skal tænke kirkelig fornyelse. Luther fornyede en masse ting i kirken, men han begyndte dog alt nyt med at fokusere på, at kristendom i grunden handler om, at Gud er blevet menneske i Jesus Kristus, der døde og opstod fra de døde for dem fra Høsterkøb og alle andre..

 

Endelig undrer jeg mig stilfærdigt over, at man i Høsterkøb i en sand fornyerkirke har nadverritual C. Det betyder, at menigheden under optakten til nadver synger ”Hosianna i det højeste”, og kan de virkeligt være i det, når de moderne Høsterkøbere går i kirke? Eller er der måske i Høsterkøb enkelte traditionalister, som i virkeligheden hører til i Birkerød?

 

Alt i alt var jeg glad for at læse bogen fra Høsterkøb. I den er der rigtig meget, jeg kan bruge, selv om jeg åndeligt set ville begynde en kirkelig fornyelsesproces et andet sted. Gud velsigne Høsterkøb Sogn! Hvis jeg træffer på dem en dag, må præst og menighedsråd ved Høsterkøb Kirke gerne få et stykke steviasødet slik af mig.

Høsterkøb Kirke

EVIG PROTEST af Jörg Lauster

Jeg var glad for at læse Jörg Lausters lille skrift om betydningen af reformationens principper. Lauster taler for, at reformationen ikke sluttede i 1500 tallet, men at reformationen tværtimod lever videre som en måde at være kristen på. Kristendommen er jo bundet til kirken. Denne binding til en institution kan være et problem. For nogle gange er kirken mere optaget af sine institutionelle behov end at være udtryk for kristendom. Denne kirkelige optagethed af sin egne institutionelle behov er det babylonske fangenskab, som reformationsprincippet skal søge at gøre kristendommen fri af.

Mod Lausters forståelse af reformationens princip taler fejringen af 500 året for Martin Luthers 95 teser i 1517. Jörg Lauster synes at mene, at fejringen blev for meget lutherbøvsetriumf, hvor man sang reformatorens salmer, sagde, hvad gamle Martin sagde og ellers spiste lutherbolcher og drak lutherøl. Men man udlod at tænke over reformationens principper, og hvordan de kan udleves i dag. Lauster taler for, at det at være en kristen, som er inspireret af reformationens principper, er at være opmærksom på to ting.

For det første er det at være en reformatorisk indstillet kristen at være opmærksom på, hvad kristendommen har at sige ind i verden. For det andet er det at være opmærksom på den udvikling, verden har været igennem de sidste par hundrede år. På den måde undgår vi som kristne bare at gentage Luther. At vedkende sig arven efter Luther er at leve efter reformationens godtord, om at kirken altid bør reformere sig selv. Det betyder, ifølge Lauster, netop at kirken med tidens sprog og indsigter skal tænke over, hvad kristendommen kan give verden.

I forlængelse heraf har Jörg Lauster en meget alvorlig og relevant kritik, som jeg tænker, også slår hårdt mod Den Danske Folkekirke. Han skriver for eksempel: ”Medlemstal er én ting. Kristendommens åndelige trøst en anden. Det er ikke de stabile medlemstal, der er vigtige, men kristendommens budskab.” Videre hedder det: ”Tit virker det faktisk, som om Den Evangeliske Kirke kun beskæftiger sig med sig selv og sine strukturer i en evindelig rundkredsdebat, der bare kører i ring.” Her citerer jeg fra Evig Protest side 62.

Et sted i bogen sparker min indre barthianer til indersiden af min hjerne i protest. Det er på side 86, hvor Jörg Lauster skriver: ”Vestens demokratiske stater realiserer idealerne om kristen næstekærlighed og solidaritet.” Øh! Gør de virkeligt det? Her i Danmark har den moderne demokratiske stat for eksempel indført en førtidspensionsreform, der har påført alvorligt syge mennesker masser af lidelser, der ikke just virker som noget, der rimer på legenden om den barmhjertige samaritaner eller Bjergprædikenen. Jeg kan ikke lade være med at synes, at den gode Lauster og alle os andre burde reservere den fulde realisation af den kristne næstekærlighed til Frelseren selv. Jeg kan ikke lade være med at have den opfattelse, at jeg personligt og via politisk engagement i samfundet kun kan nå et stykke vej hen imod det at realisere kristen næstekærlighed og solidaritet. Men derfor er det selvfølgeligt vigtigt, at man forsøger at gå det stykke vej.

Men denne indvending skal ikke stå i vejen for den opfattelse, at jeg synes Evig Protest er en god og vigtig bog. Den kan måske bruges i studiekredse om reformationens grundindsigter. Før øvrigt er bogen rigtigt fint oversat af Sanne Thøisen.

Jörg Lauster er født i 1966.

Han er professor i teologi ved

Ludwig-Maximilian Universität

i München.

DIN OG MIN VREDE Nytårsklumme

Engang til et politisk møde slog en vred mand i bordet og sagde: ”Vi skal folkekirken til livs med alle dens præster, der er så homofobiske og kvindefjendske”.

Jeg fik aldrig sagt noget til ham, der var vred eller rettere sagt: Jeg fik aldrig sagt noget til hans åbne ansigt. Jeg sank bare tilbage i min stol og tænkte mit.

For den folkekirke, der angiveligt er så kvindefjendsk og homofobisk, tæller i dag i dens præstestand omkring 60 procent kvinder. I øvrigt vil cirka 75 procent af folkekirkens præster gerne vie homoseksuelle.

Alt det har jeg sagt til den vrede mand i taler, jeg har holdt i min fantasi. Og i min fantasi har jeg fået ret hver eneste gang. Det har jeg også, når jeg har fortalt om mandens vredesudbrud til mine præstevenner.

Men hvad hjælper det? Jeg har aldrig konfronteret ham, der ønskede at komme af med folkekirken.

Hvis jeg havde gjort det, havde manden måske haft en kritik af folkekirkens måde at være kirke på.

Denne kritik kunne måske være meget sund for mig som præst at høre.

På mange måder er tiden vred. Der er nogle mennesker, som er meget vrede på muslimer. Der er nogle muslimer, som er meget vrede på Vesten. Der er præster, som er vrede på ateister, og der er ateister, som er vrede på Folkekirken.

Og vreden trives godt. For tiden er ikke bare vred. Den er også delt. Vreden findes som regel i lukkede rum. Her er jeg vred på nogen, som sjældent kommer ind i mit vrede rum og sjældent får lov til at kommentere min vrede.

Vi har demokrati, og et eller andet sted er demokratiet vel kendetegnet ved, at magten sættes i rammer ved hjælp af samtalen.

Mens hvis tidens vrede trives i de lukkede rum, hvornår kan vi så tale sammen?

Var den vrede mand og jeg dog bare kommet til at tale sammen. Da havde vi måske sammen begrænset lidt af tidens vrede.

Lad os tale sammen på trods af uenighed!

Lad det være et nytårsfortsæt for 2018!

Godt nytår!