FAGRE NYE VERDEN af Aldous Huxley

ANMELDELSE

Jeg læste Fagre Nye Verden lige efter, jeg havde læst 1984. Det var lidt sjovt for mig i 1984, at det som var hyperfremtid i en fremtidsroman fra 1948, her i 2018 nogle gange var komisk gammeldags og ikke særlig fremtidsagtigt. Mens jeg læste Fagre Nye Verden, blev jeg mere og mere irriteret over, alt det, som skulle have været hyperfremtid, da Aldous Huxley skrev Fagre Nye Verden i 1932, men som ikke er det her i 2018.

 

Aldous Huxleys fremtidsvision er meget anderledes end George Orwells. Det er en meget hedonistisk verden. Der er vist nok kun et land, og dette lands stat har taget kontrollen med menneskets reproduktion, som nu foregår i store fabrikker, hvor menneskefostre gror i flasker, som står på gigantiske samlebånd, hvor menneskeracen nøje inddeles i samfundets fem eller seks klasser ved hjælp af kemiske stoffer, som bliver sprøjtet ind i de små fostre. I Fagre Nye Verden fødes mennesker ikke. De dekanteres.

 

Menneskets reproduktion er blevet skilt ad fra menneskets seksualliv. På den måde er sex kun sjov og nydelse, når beboerne af den fagre nye verden vel og mærke husker at dyrke sex med den prævention, som det er styret meget magtpålæggende, at samfundets kvinder bruger. Når mennesker bliver til ved en anonymiseret rugeproces, er der heller ingen fædre, mødre eller familier. Man bliver voksen i store opdragelsesfabrikker, hvor børn og unge lærer det, de skal lære for at passe ind i deres plads i samfundet, som nøje har bestemt, hvor hver enkelt menneske skal høre til, og hvad dette menneske skal arbejde med.

 

I den fagre nye verden tilbeder man Ford, og sproget er renset for Gud på den måde, at alle gloser, der mindede mennesker om Gud, nu minder mennesker om Ford. Ford ske lov for eksempel. Det er som om, at den Fagre Nye Verden, i Huxleys hjerne i 1930'erne, er en blanding af det kapitalistiske samfund med dets samlebånd og det kommunistiske med dets industrielle planlægning. Ford er som sagt Gud, og i bogen hedder en af personerne Lenina til fornavn, mens en anden hedder Bernhard Marx.

 

Imidlertid bliver den Fagre Nye Verden forstyrret af en barbar fra et reservat. Han er født på den gammeldags måde af en kvinde, der for vild på en udflugt og endte i et indianersamfund, før hun kunne nå at tage sin lovpligtige prævention og således blev gravid med Johannes, som barbaren hedder. Johannes er vist nok en slags Johannes Døber. Hele sit liv har han hørt sin mors fantastiske fortællinger om den Fagre Nye Verden, men da han kommer derud, forekommer denne verden at være et mareridt for Johannes. Johannes tror på Gud og har læst Shakespeare. Det er foreteelser, der er forbudte i den fagre nye verden, hvor folk kun skal tage soma eller nyde triviel underholdning, når de føler ubehag eller smerte. Bibelen og Shakespeare er forbudte, og Johannes forstyrrer den fagre nye verden med sin belæsthed.

 

Det ender skidt; vist nok både for Johannes og Den Fagre Nye Verden.

 

Jeg kedede mig en smule, mens jeg læste denne klassiker. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg kom dog til at tænke på en ting. Efter endt læsning af de to fremtidsdystopier, 1984 og Fagre Nye Verden, står det mig klart, at både George Orwell og Aldous Huxley har forestillet sig en fremtidstotalitarisme, hvor så forskellige fænomener som sex og historisk bevidsthed er under styrets kontrol. Hvis de to forfattere har ret, gælder det om, at samfundet har en så kritisk og fri historieforskning som overhovedet mulig, hvis vi altså skal bevare et frit samfund. Man kan også sige, at de forfattere er enige om, at et totalitært samfund kendetegnes ved, at regimet gerne vil styre den menneskelige reproduktion. Der kan vi så sige, at samfundet skal lade være med at blande sig i, hvem der får børn med hvem.

 

Nu har jeg læst to fremtidsdystopier. 1984 og Fagre Nye Verden. Nu gider jeg ikke læse flere fremtidsdystopier, så nu slår jeg mig på litterær druk med Ole Jastrau i Tom Kristensens, Hærværk.

Aldous Huxley 1894 - 1963

1984 af George Orwell

ANMELDELSE

Det er lidt sjovt at læse en fremtidsvision om 1984, der er skrevet i 1948, når man selv står i 2018.

I George Orwells dystopi om fremtiden, viser han, hvordan det totalitære styre er teknologisk hyperavanceret ved at lade det bruge hydraulisk rørpost og tv-skærme, der både kan sende og modtage. Her i 2018 er det svært at lade være med at trække på smilebåndet. I dag ved vi jo til forskel fra George Orwell, at den hydrauliske rørpost led sit endeligt i et kaos af bøvl og sammenbrud for et halvt århundrede siden. Her i Danmark kan man passende lade sig underholde af historien om de første år af Herlev Hospitals eksistens.

Ellers er der ikke meget at grine ad i 1984. Winston Smith henslæber sit liv i et trøstesløst totalitært samfund. Han er funktionær og partimedlem og som sådan bliver han konstant overvåget. Som en oase, det er uendeligt svært at nå til, indleder Winston Smith en affære med Julia. Det er som sagt virkeligt vanskeligt, men de to oplever sammen den erotik, der ellers er forbudt. Og så konspirerer de imod det styre, som de inderst inde i al hemmelighed begge to hader.

Selvfølgeligt bliver Julia og Winston afsløret. Og her følger, efter min mening, bogens mest spændende afsnit. Efterhånden som partiets torturbødler bryder Winston Smith ned, når man ind til partiets formål. Dets eksistensberettigelse.

Partiet har, skønt socialistisk af navn, ingen ideologi. Partiets formål er magt. Magten for magtens egen skyld. Historien skal passe ind i partiets nuværende doktriner. Fornuften må ikke tilsige mennesket en opfattelse, som er i modstrid med partiets opfattelser. Partiet er Gud, og ”Gud er magt”, som Orwell lader Winston Smiths torturbøddel sige.

Først er fremmest er 1984 George Orwells advarsel til nutiden om faren ved totalitarisme. I 1948 var stalinismen nutid, og nazismen var nær fortid. George Orwells budskab synes at være, at bag ved en ”skøn ideologi” lurer et frygteligt totalitært samfund. Derfor må alle kampe for den underklasse, som Orwell som labourmand har stor sympati for, foregå inden for ytringsfrihedens og pluralismens rammer.

I 1984 er partiet ledet af Store Broder. I slutningen af bogen såes der tvivl om, hvorvidt Store Broder virkeligt findes. Der gives ikke noget svar på dette spørgsmål. Måske er Store Broder bare partiets samlingspunkt. Måske er Store Broder en slags Gud. I hvert fald er det en synd at påstå, at Store Broder ikke vil leve evigt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om George Orwell har skrevet 1984 som en slags kritik af totalitær politik, javel. Men måske er 1984 også en kritik af alle slags monistiske tanker også monoteistisk religion. Måske mener Orwell måske ikke, at alle tankesystemer, ideologier eller religioner, der vil stå alene med en virkelighedsbeskrivelse er totalitære. Måske; Måske ikke ville George Orwell være enig med Reinhold Niebuhr i det synspunkt, at grupper af mennesker i nationer, partier eller klasser kun kan tænke egennyttigt og ondt, mens godhed og altruisme her på vor jord kun forefindes hos individer.

Alt i alt er 1984 en god bog, jeg var glad for at læse. Ind i mellem er den tung, og den er fra først til sidst grundtrist. Men den vækker ens tanker. Derfor er 1984 en bog, du helt klart bør læse.

George Orwell levede fra 1903 til 1950