OM KARL BARTH MELLEM BIBELKRITIK OG PRÆDIKEN

Karl Barth var en schweizisk teolog, der levede fra 1886 til

1968. Han var en af de største teologer indenfor den såkaldte

dialektiske teologi, der voksede frem efter første verdenskrig.

Karl Barth var ikke fundamentalist. Bibelen var for Karl Barth en bog skrevet af mennesker på menneskelivets vilkår. Derfor anerkendte Karl Barth kritisk bibellæsning.

Bibelen var på samme tid, for Barth, ord om Guds ord, Jesus Kristus. Karl Barth anerkendte, som sagt, kritisk bibellæsning; Men han gjorde det kun til en vis grænse. Barth gjorde brug af de historisk kritiske metoder i sin eksegese, men han afviste bibelkritikken som en metode til at fastslå, hvad det historiske Israel var eller, hvem den historiske Jesus var. Han mente, at man lagde en for nutidig forståelsesramme ned over bibelen, hvis man forsøgte at rekonstruere en eller anden faktuel historisk begivenhedsrække.

Kunne man ikke fastslå graden af bibelens historiske nøjagtighed, kunne man bruge i stedet bruge bibelkritikkens metoder til at tolke, hvordan de enkelte bibelske beretninger forkyndte det mere vigtige eller kerygmaet i det bibelske budskab. For eksempel er beretningen om opvækkelsen af Jairi datter, ifølge Karl Barth, nok ikke en historisk korrekt rapport, men i stedet er beretningen fortalt med henblik på at prædike om Jesu opstandelse fra de døde.

Jeg synes, at Karl Barths argumenter indeholder en række forskellige styrker.

For det første er det en styrke, at Karl Barth lader den akademiske bibellæsning tjene forkyndende mening. Dette er i modsætning til en ren historisk kritisk eksegese, der kun vil beskæftige sig med oprindelig betydning af teksterne og deres historiske korrekthed. På grund af begrænsningerne i den historisk kritiske eksegese, blev der vist nok skabt en afstand mellem den akademiske eksegese og teologiens systematiske discipliner. Således er det ikke med Barths eksegese, som, skønt angivelig sine steder mangelfuldhed, bruges til at lave systematisk teologi med og til at forkynde.

For det andet rummer Barths argumenter en styrke deri, at Karl Barth ikke vil vælge mellem sin kristendom på den ene side og de indsigter den historisk kritiske metode har bragt med sig på den anden side. Karl Barth bruger den historiske kritiske metode til at afklare forskellige lag og aspekter af en eller anden bibeltekst for derefter at lade bibelteksten forkynde kerygmaet eller det, som Karl Barth vurderer, er vigtigst i kristendommen.

For det tredje kan man vel sige, at Karl Barths metode tillader os, at sige der er noget i bibelen, som kristne ikke kan leve uden, samtidig med, at bibelen indeholder ting, som ikke kan forpligtige os i dag.

For det fjerde kan man sige, at Karl Barth er klar over, at hans brug af bibelkritikken skal tjene et højere formål. Dette kan man så se som styrke deri, at Karl Barths teologi vel kommer til at være ret fri for modsigelser.

På den anden side er det vel også en videnskabelig svaghed, at Karl Barth på forhånd definerer, hvad bibelkritikken kan og må sige, og hvad den ikke kan sige. Det er vel et eller andet sted dårlig videnskab at gøre sådan.

Derud over indeholder Karl Barths argumenter vel andre svagheder.

Hvis der er noget i den kristne tro, som er vigtigere end andet, så er dette noget udvalgt af nogen, og skaber dette ikke inden for kristendommen et magthierarki, som vel fundamentalt set er protestantismen fremmed, kunne man spørge.

Den næste svaghed, jeg vil beskrive ved Karl Barths bibelsyn, indeholder to trin.

Første trin: Det forekommer mig, at Karl Barths kernepunkter inden for kristendommen er Jesu fødsel af en jomfru, Jesu opstandelse, skabelsesbegivenheden på en eller anden måde og måske, men her er jeg på lidt mere usikker grund, syndefaldsbegivenheden og nok også andre begivenheder eller nedslagspunkter i de bibelske fortællinger.

Andet trin: Ydermere forekommer det mig, at det narrative er meget vigtigt i bibelen. Gammel Testamente er på lange stræk fortællinger om Israel. Det Nye Testamente begynder med fire fortællinger om Jesus af Nazareth.

Hvis jeg har ret i, at det bibelske i stor udstrækning trækker på det narrative, hvordan kan man så udvælge sig nogle nedslag, som så er de vigtigste? Bryder man ikke så med det narrative lange stræk?

Når jeg vejer de gode sider op imod de dårlige sider ved Barths bibelsyn eller ved hans syn på bibelkritikken, har jeg et overordnet positivt syn på Karl Barths måde at læse bibelen på.

Alle engagerede bibelbrugere vælger vel noget ud, som er vigtigere end andet i de bibelske beretninger og i kristendommen.

Måske kan man sige, at det handler om at lægge sin kerne åbent frem, så den kan kritiseres.

Dernæst er det vel vigtigt, at ingen institutioner vedtager grænser for, hvad bibelkritikken må beskæftige sig med, for således afskærer teologien sig fra potentiel ny viden.

Endelig er det vel vigtigt, at man går ind i en kirkelig tradition, som også har udvalgt noget i bibelen som ikke vigtig og andet som ikke så vigtig. Den kirkelige tradition giver, på trods af bibelens narrativitet, så at sige en kerne, som selvfølgelig hele tiden er til debat for, at det ikke bliver den menneskelige kirke, som definerer budskabet men omvendt sådan, at budskabet definerer den menneskelige kirke. Men altså; som forkynder og bibelfortolker går man ind i en kirkelig tradition, der definerer, hvad der vigtigt og ikke vigtigt i bibelen. Sådan er det vel også inden for protestantisk teologi og indenfor folkekirkelig teologi.

For mig personligt er det vigtigt, at Jesus er opstået fra de døde, sådan at den døde Jesus var et lig som blev forvandlet til et opstandelseslegeme, og at dette skete som en ægte historisk begivenhed, der ikke nødvendigvis er faktuelt korrekt beskrevet af de fire evangelier, men som alligevel skete i den virkelighed, jeg lever i.

For mig er fødselsberetningerne også vigtige, da de for mig forkynder, at Gud blev menneske midt i alt mulig lidelse og armod. Således, at Gud virkelig er kommet ned til sin verden, som også er min verden.

 Jeg tror, Jesus blev undfanget af Helligånden og født af Jomfru Maria, men i hvert fald nogle af de forskellige tidsmarkører, som findes i disse beretninger er tydeligvist forkerte.

Jeg tror, Gud har skabt verden eller virkeligheden et eller andet sted før alt det, den moderne videnskab kan se, men de bibelske beretninger har tydeligvist ikke noget af gøre med den overordnede kosmiske skabelsesbegivenhed.

Jeg tror, Gud skaber verden lige nu i min virkelighed og i din virkelighed.

Dette er noget af min kerne, min kerygma, som jeg prædiker og forkynder efter.

For mig som forkynder er Karl Barths bibelsyn grundlæggende rigtigt og dermed vigtigt.

Det er vigtigt for mig, at sige at bibelen er beretninger om Guds Ord i Jesus Kristus.

Men bibelen er ikke bare det.

Bibelen er på samme tid blevet til på sine egne tiders vilkår, så at de tekster, der hentyder til sex mellem mennesker af samme køn, er blevet til i en anden virkelighed end vores og således ikke forpligtiger os i vort syn på homoseksuelle. Bibelen er blevet til på sin egen tiders vilkår, og det gælder også med hensyn til vor afskårethed fra den virkelighed, der forårsagede de bibelsteder, der beskriver kvindens stilling i samfundet som lavere end mandens.

Men med hovedtrækkene fra Karl Barths bibelsyn kan vi skille det ud fra bibelen, som er vigtig for vores kristendom, samtidig med, at vi kan identificere det, som hænger uhjælpeligt fast i de døde virkeligheder, som gjaldt på forskellige bibelske tider.

Isenheimeralterets opstandelsesbillede

Dette blog indlæg er blevet til som et resultat af en læsning af:

George Hunsingers artikel: POST-CRITICAL SCRIPTURAL INTERPRETATION: RUDOLF SMEND ON KARL BARTH  i bogen af George Hunsinger: EVANGELICAL CATHOLIC AND REFORMED DOCTRINAL ESSAYS ON BARTH AND RELATED THEMES udgivet på Wm. B. Eerdmans Publishing  Co.



 

EVIG PROTEST af Jörg Lauster

Jeg var glad for at læse Jörg Lausters lille skrift om betydningen af reformationens principper. Lauster taler for, at reformationen ikke sluttede i 1500 tallet, men at reformationen tværtimod lever videre som en måde at være kristen på. Kristendommen er jo bundet til kirken. Denne binding til en institution kan være et problem. For nogle gange er kirken mere optaget af sine institutionelle behov end at være udtryk for kristendom. Denne kirkelige optagethed af sin egne institutionelle behov er det babylonske fangenskab, som reformationsprincippet skal søge at gøre kristendommen fri af.

Mod Lausters forståelse af reformationens princip taler fejringen af 500 året for Martin Luthers 95 teser i 1517. Jörg Lauster synes at mene, at fejringen blev for meget lutherbøvsetriumf, hvor man sang reformatorens salmer, sagde, hvad gamle Martin sagde og ellers spiste lutherbolcher og drak lutherøl. Men man udlod at tænke over reformationens principper, og hvordan de kan udleves i dag. Lauster taler for, at det at være en kristen, som er inspireret af reformationens principper, er at være opmærksom på to ting.

For det første er det at være en reformatorisk indstillet kristen at være opmærksom på, hvad kristendommen har at sige ind i verden. For det andet er det at være opmærksom på den udvikling, verden har været igennem de sidste par hundrede år. På den måde undgår vi som kristne bare at gentage Luther. At vedkende sig arven efter Luther er at leve efter reformationens godtord, om at kirken altid bør reformere sig selv. Det betyder, ifølge Lauster, netop at kirken med tidens sprog og indsigter skal tænke over, hvad kristendommen kan give verden.

I forlængelse heraf har Jörg Lauster en meget alvorlig og relevant kritik, som jeg tænker, også slår hårdt mod Den Danske Folkekirke. Han skriver for eksempel: ”Medlemstal er én ting. Kristendommens åndelige trøst en anden. Det er ikke de stabile medlemstal, der er vigtige, men kristendommens budskab.” Videre hedder det: ”Tit virker det faktisk, som om Den Evangeliske Kirke kun beskæftiger sig med sig selv og sine strukturer i en evindelig rundkredsdebat, der bare kører i ring.” Her citerer jeg fra Evig Protest side 62.

Et sted i bogen sparker min indre barthianer til indersiden af min hjerne i protest. Det er på side 86, hvor Jörg Lauster skriver: ”Vestens demokratiske stater realiserer idealerne om kristen næstekærlighed og solidaritet.” Øh! Gør de virkeligt det? Her i Danmark har den moderne demokratiske stat for eksempel indført en førtidspensionsreform, der har påført alvorligt syge mennesker masser af lidelser, der ikke just virker som noget, der rimer på legenden om den barmhjertige samaritaner eller Bjergprædikenen. Jeg kan ikke lade være med at synes, at den gode Lauster og alle os andre burde reservere den fulde realisation af den kristne næstekærlighed til Frelseren selv. Jeg kan ikke lade være med at have den opfattelse, at jeg personligt og via politisk engagement i samfundet kun kan nå et stykke vej hen imod det at realisere kristen næstekærlighed og solidaritet. Men derfor er det selvfølgeligt vigtigt, at man forsøger at gå det stykke vej.

Men denne indvending skal ikke stå i vejen for den opfattelse, at jeg synes Evig Protest er en god og vigtig bog. Den kan måske bruges i studiekredse om reformationens grundindsigter. Før øvrigt er bogen rigtigt fint oversat af Sanne Thøisen.

Jörg Lauster er født i 1966.

Han er professor i teologi ved

Ludwig-Maximilian Universität

i München.

KATOLIKKERNES KIRKE I SILKEBORG

Katolikkernes kirke på Hostrupsgade er Silkeborgs smukkeste. Udefra virker den lidt uhyggelig, synes jeg. Men når man kommer ind i kirken, bliver man mødt af lys og af røgelsesduft og af en indretning, som gør, at man får lyst til at sætte sig.


Det gjorde jeg så en dag for nogle år siden, hvor mit sind var slået af bekymringer. Min kone og jeg ventede barn, og vi vidste, at der var noget i vejen med hans nyrer. Og lige pludselig befandt jeg mig som luthersk præst af absolut protestantisk indstilling i en smuk katolsk kirke. Den dag kom jeg til at gå op til Maria statuen. Jeg købte et lys og tændte det. Så stillede jeg det foran Maria og bad denne bøn: ”Kære Maria! Jeg er vist ikke helt med i din klub, men vil du ikke nok gå i forbøn for mit barn? Amen!”

Bagefter spurgte jeg mig selv, hvad der lige skete der? Det er stadig noget af en gåde for mig, men måske var det noget med, at jeg kom ind i en kirke med følelsen af, at rummet, med sin skønhed, mødte mig lige der, hvor jeg var. Kirken på Hostrupsgade var ikke et led i en missionsstrategi for at få mig videre ind i den katolske kirke. Kirkerummet fik mig til at føle mig modtaget som den bekymrede lutheraner, jeg var den dag.

I kirkelige kredse taler vi meget med hinanden om, hvad vi skal gøre for at få flere til at gå i kirke. Vi lægger strategier og planer for, hvad der skal til for, at folk flytter sig hen til os. Dermed gør vi mennesker til brikker i vore planer. Måske er den gode missionsstrategi omvendt. Måske oplevede jeg i den katolske kirke på Hostrupsgade et rum, hvor målet var at være hos mig med alt det, som kristendommen har at give. Det lykkedes. En arg lutheraner bad en næsten katolsk bøn.

Og for øvrigt! Tak til Maria! Min dreng har det godt i dag.

Amen!

Indefra i Den Katolske Kirke på
Hostrupsgade i Silkeborg

Den Katolske Kirke på Hostrupsgade
i Silkeborg set udefra.



KIRKEN OG KRISTENDOMMENS HJERTE

Løven, Aslan, er kongen af alting. Han har aftalt med den hvide heks at mødes med hende sent om natten ved stenbordet. Her får Aslan håret klippet af sin manke. Dernæst lader han sig frivilligt føre op på stenbordet, hvor han bliver myrdet af heksen, som dræber ham med sin dolk.

I forfatterens pen er det her kristendommens hjerte. C. S. Lewis har digtet om Narnia for at fortælle om kristendom. Aslan er Gud, der i verden ofrer sig for at bryde den ældgamle forbandelse, som truer med at udslette mennesket.

 

Kristne er altid blevet ved med at vende tilbage til det her. Prøv at bare at slå op i salmebogen på ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. I digtets sprog funderer Grundtvig over det samme, som C. S. Lewis sætter Aslan ind i. Nemlig korsets gåde. Og Grundtvig er inspireret til at skrive sin salme af den belgiske middelaldermunk, Arnulf af Louvain.

 

En dag i 1980’erne læste min dansklærer så op af C. S. Lewis’ bog om Løven, Heksen og Garderobeskabet. Og da gik det op for mig, at jeg både var draget af den kærlighed, der viste sig sådan her, og at jeg samtidig ikke forstod den. Det samme oplevede jeg ti år senere, da jeg første gang lagde mærke til, hvad der blev sagt i ”Hil dig Frelser og Forsoner”. Langfredag er kristendommens vidunderlige og mystiske hjerte. Påskemorgen får vi at vide, at det hjerte banker for os.

 

For få dage siden blev jeg så præst ved Mariehøj Sogn og Sejs – Svejbæk Sogn. Som præst skal jeg sammen med alle omkring de to kirker fortælle om det her. Dernæst skal vi holde kæft, så vi kan lytte til hinanden og til dem, som kommer i kirke. Det bliver til arrangementer, der får os til at tænke. Det bliver til gudstjenester, som forkynder kristendom og sætter livet i ramme.

 

Endelig skal vi prøve, om vi kan gøre kirken til et sted for hjælp til alle, der er i nød.

 

Således er min opgave sammen med alle, som sammen med mig vil være kirke. Gud i vold!