DOBBELTGÆNGEREN af Fjodor M. Dostojevskij

ANMELDELSE

Af den smule, jeg husker af Ludwig Wittgensteins filosofi, er der et eller andet med, at sprog er offentligt. Hvis sprog bliver privat, er det tegn på, at et menneske er så psykisk syg, at dets tale ikke længere giver nogen mening for andre. Jeg tror nok, at Jakob Petrovitj Goljadkin er sådan et menneske.

Han er hovedperson i Dobbelgængeren, som foregår i embedsstanden i 1800 tallets Skt. Petersborg. Hr. Goljadkin bliver mere og mere udelukket af det sociale fællesskab i det departement, hvor han er en laverestående embedsmand. De unge nyansatte griner af ham, og han bliver smidt ud fra et fødselsdagsbal hos sin tidligere ven.

Det går ned ad bakke med Hr. Goljadkin, og pludseligt dukker der en sær klon af Jakob Goljadkin op. De to ligner hinanden på en prik, og de hedder det samme. Den ny Goljadkin bliver også embedsmand der, hvor den gamle har sit arbejde. Den ny Goljadkin bliver først den gamles bedste ven, men efterhånden deltager deltager den ny Goljadkin i fortrængningen af den gamle Goljadkin, der til sidst bliver kørt bort. Måske er han på vej på sindsygehospital. Hans læge er i hvert tilfælde med. Måske er han på vej i helvede, for lægen har røde gloende øjne.

Jeg er ikke på det rene med, hvordan jeg skal forstå denne bog. Har Jakob Petrovitj Goljadkin en personlighedsspaltning, eller hvad den slags nu hedder på psykologsprog? Er det Dostojevskijs kritik af, at embedsmandsverdenen i 1800 tallets Skt. Petersborg lever efter en slags junglelov, hvor den stærkeste vinder, mens de involverede i virkeligheden ligner hinanden som to Goljadkiner?

I hvert fald kommer vi i Dobbeltgængeren ind i en meget klassedelt verden, hvor man vogter nidkært over sin status. Her er venskaber i virkeligheden alliancer, som skal bringe én frem i hierarkiet, og udstødelsen af det sociale spil er lig med fortabelse. Jeg havde en vis fornemmelse af klaustrofobi, mens jeg læste denne bog. Man er i Jakob Petrovitj Goljadkins verden hele vejen igennem, og man kommer ikke ud, før han er sunket til bunds, og man er færdig med bogen. I min indre biograf er det mørkt og snevejr hele vejen igennem Dobbeltgængeren. Jeg lærte nok aldrig at holde af bogen. Men jeg fik da en lektie i, hvor kaotisk stormvejret kan være bag ved facaden i et samfund præget af de sociale formers orden.

Fjodor Dostojevskij levede fra 1821 til 1881.

ANMELDELSE af SORGENS GRUNDSTOF

Anne Lise Marstrand - Jørgensens roman, Sorgens Grundstof, er en virkelig flot fortælling om Europa i 200 år. Bogen handler også om menneskets onde tilbøjelighed til at se andre mennesker gennem stereotypernes og fordommenes briller.

Vi følger tre repræsentanter for nogle af de grupper og folkeslag, der har lidt mest overlast i de sidste 200 års europahistorie og verdenshistorie. En ung kvindelig efterkommer af caribiske slaver finder i 1815 i Wien sammen med en jødisk forretningsmand og en armensk antikvitetshandler. De tre bliver bundet sammen af luctugen, som er sorgens grundstof.

Sorgens grundstof gør, at de tre ikke bliver ældre i rigtigt mange år. En gang imellem eksploderer luctugenet, så den unge farvede kvinde, den jødiske forretningsmand og den armenske antikvitetshandler glemmer det meste og sendes i hver sin retning i Europa. Samtidig får sorgens grundstof de tre mennesker til langsomt at søge mod hinanden i deres livs vandringer, der leder dem igennem store dele af Europa i tiden mellem wienerkongressen og anden verdenskrig.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens bog er et studie i blodsudgydelser midt imellem 1800 tallets liberale forandringer af de europæiske samfund på den ene side og de forskellige folkeslags had med etnisk fortegn på den anden. Især er det hjertesskærende og gribende at følge den græske nations og den tyrkiske nations fødsel i blod og etnisk udrensning. Vi bliver også vidner til krig, vold og progromer i Tyskland, Frankrig og Rusland. Bogens drama kulminerer i det 20. århundredes to verdenskrige.

Man må sige, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen kender sin europahistorie rigtigt godt. Hun formår at knytte den store politiske historie sammen med personernes små. Jeg synes, fortællingen var lidt lang tid om at komme i gang, og måske bliver de tre hovedpersoners godhed og liberale overblik ved med at være lidt for uantastet af alt den ondskab, de rammes af og er vidner til.

Men alt i alt har Anne Lise Marstrand-Jørgensen med Sorgens Grundstof skrevet en rigtig god bog, som hermed anbefales på det varmeste.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

span>