OM KARL BARTH MELLEM BIBELKRITIK OG PRÆDIKEN

Karl Barth var en schweizisk teolog, der levede fra 1886 til

1968. Han var en af de største teologer indenfor den såkaldte

dialektiske teologi, der voksede frem efter første verdenskrig.

Karl Barth var ikke fundamentalist. Bibelen var for Karl Barth en bog skrevet af mennesker på menneskelivets vilkår. Derfor anerkendte Karl Barth kritisk bibellæsning.

Bibelen var på samme tid, for Barth, ord om Guds ord, Jesus Kristus. Karl Barth anerkendte, som sagt, kritisk bibellæsning; Men han gjorde det kun til en vis grænse. Barth gjorde brug af de historisk kritiske metoder i sin eksegese, men han afviste bibelkritikken som en metode til at fastslå, hvad det historiske Israel var eller, hvem den historiske Jesus var. Han mente, at man lagde en for nutidig forståelsesramme ned over bibelen, hvis man forsøgte at rekonstruere en eller anden faktuel historisk begivenhedsrække.

Kunne man ikke fastslå graden af bibelens historiske nøjagtighed, kunne man bruge i stedet bruge bibelkritikkens metoder til at tolke, hvordan de enkelte bibelske beretninger forkyndte det mere vigtige eller kerygmaet i det bibelske budskab. For eksempel er beretningen om opvækkelsen af Jairi datter, ifølge Karl Barth, nok ikke en historisk korrekt rapport, men i stedet er beretningen fortalt med henblik på at prædike om Jesu opstandelse fra de døde.

Jeg synes, at Karl Barths argumenter indeholder en række forskellige styrker.

For det første er det en styrke, at Karl Barth lader den akademiske bibellæsning tjene forkyndende mening. Dette er i modsætning til en ren historisk kritisk eksegese, der kun vil beskæftige sig med oprindelig betydning af teksterne og deres historiske korrekthed. På grund af begrænsningerne i den historisk kritiske eksegese, blev der vist nok skabt en afstand mellem den akademiske eksegese og teologiens systematiske discipliner. Således er det ikke med Barths eksegese, som, skønt angivelig sine steder mangelfuldhed, bruges til at lave systematisk teologi med og til at forkynde.

For det andet rummer Barths argumenter en styrke deri, at Karl Barth ikke vil vælge mellem sin kristendom på den ene side og de indsigter den historisk kritiske metode har bragt med sig på den anden side. Karl Barth bruger den historiske kritiske metode til at afklare forskellige lag og aspekter af en eller anden bibeltekst for derefter at lade bibelteksten forkynde kerygmaet eller det, som Karl Barth vurderer, er vigtigst i kristendommen.

For det tredje kan man vel sige, at Karl Barths metode tillader os, at sige der er noget i bibelen, som kristne ikke kan leve uden, samtidig med, at bibelen indeholder ting, som ikke kan forpligtige os i dag.

For det fjerde kan man sige, at Karl Barth er klar over, at hans brug af bibelkritikken skal tjene et højere formål. Dette kan man så se som styrke deri, at Karl Barths teologi vel kommer til at være ret fri for modsigelser.

På den anden side er det vel også en videnskabelig svaghed, at Karl Barth på forhånd definerer, hvad bibelkritikken kan og må sige, og hvad den ikke kan sige. Det er vel et eller andet sted dårlig videnskab at gøre sådan.

Derud over indeholder Karl Barths argumenter vel andre svagheder.

Hvis der er noget i den kristne tro, som er vigtigere end andet, så er dette noget udvalgt af nogen, og skaber dette ikke inden for kristendommen et magthierarki, som vel fundamentalt set er protestantismen fremmed, kunne man spørge.

Den næste svaghed, jeg vil beskrive ved Karl Barths bibelsyn, indeholder to trin.

Første trin: Det forekommer mig, at Karl Barths kernepunkter inden for kristendommen er Jesu fødsel af en jomfru, Jesu opstandelse, skabelsesbegivenheden på en eller anden måde og måske, men her er jeg på lidt mere usikker grund, syndefaldsbegivenheden og nok også andre begivenheder eller nedslagspunkter i de bibelske fortællinger.

Andet trin: Ydermere forekommer det mig, at det narrative er meget vigtigt i bibelen. Gammel Testamente er på lange stræk fortællinger om Israel. Det Nye Testamente begynder med fire fortællinger om Jesus af Nazareth.

Hvis jeg har ret i, at det bibelske i stor udstrækning trækker på det narrative, hvordan kan man så udvælge sig nogle nedslag, som så er de vigtigste? Bryder man ikke så med det narrative lange stræk?

Når jeg vejer de gode sider op imod de dårlige sider ved Barths bibelsyn eller ved hans syn på bibelkritikken, har jeg et overordnet positivt syn på Karl Barths måde at læse bibelen på.

Alle engagerede bibelbrugere vælger vel noget ud, som er vigtigere end andet i de bibelske beretninger og i kristendommen.

Måske kan man sige, at det handler om at lægge sin kerne åbent frem, så den kan kritiseres.

Dernæst er det vel vigtigt, at ingen institutioner vedtager grænser for, hvad bibelkritikken må beskæftige sig med, for således afskærer teologien sig fra potentiel ny viden.

Endelig er det vel vigtigt, at man går ind i en kirkelig tradition, som også har udvalgt noget i bibelen som ikke vigtig og andet som ikke så vigtig. Den kirkelige tradition giver, på trods af bibelens narrativitet, så at sige en kerne, som selvfølgelig hele tiden er til debat for, at det ikke bliver den menneskelige kirke, som definerer budskabet men omvendt sådan, at budskabet definerer den menneskelige kirke. Men altså; som forkynder og bibelfortolker går man ind i en kirkelig tradition, der definerer, hvad der vigtigt og ikke vigtigt i bibelen. Sådan er det vel også inden for protestantisk teologi og indenfor folkekirkelig teologi.

For mig personligt er det vigtigt, at Jesus er opstået fra de døde, sådan at den døde Jesus var et lig som blev forvandlet til et opstandelseslegeme, og at dette skete som en ægte historisk begivenhed, der ikke nødvendigvis er faktuelt korrekt beskrevet af de fire evangelier, men som alligevel skete i den virkelighed, jeg lever i.

For mig er fødselsberetningerne også vigtige, da de for mig forkynder, at Gud blev menneske midt i alt mulig lidelse og armod. Således, at Gud virkelig er kommet ned til sin verden, som også er min verden.

 Jeg tror, Jesus blev undfanget af Helligånden og født af Jomfru Maria, men i hvert fald nogle af de forskellige tidsmarkører, som findes i disse beretninger er tydeligvist forkerte.

Jeg tror, Gud har skabt verden eller virkeligheden et eller andet sted før alt det, den moderne videnskab kan se, men de bibelske beretninger har tydeligvist ikke noget af gøre med den overordnede kosmiske skabelsesbegivenhed.

Jeg tror, Gud skaber verden lige nu i min virkelighed og i din virkelighed.

Dette er noget af min kerne, min kerygma, som jeg prædiker og forkynder efter.

For mig som forkynder er Karl Barths bibelsyn grundlæggende rigtigt og dermed vigtigt.

Det er vigtigt for mig, at sige at bibelen er beretninger om Guds Ord i Jesus Kristus.

Men bibelen er ikke bare det.

Bibelen er på samme tid blevet til på sine egne tiders vilkår, så at de tekster, der hentyder til sex mellem mennesker af samme køn, er blevet til i en anden virkelighed end vores og således ikke forpligtiger os i vort syn på homoseksuelle. Bibelen er blevet til på sin egen tiders vilkår, og det gælder også med hensyn til vor afskårethed fra den virkelighed, der forårsagede de bibelsteder, der beskriver kvindens stilling i samfundet som lavere end mandens.

Men med hovedtrækkene fra Karl Barths bibelsyn kan vi skille det ud fra bibelen, som er vigtig for vores kristendom, samtidig med, at vi kan identificere det, som hænger uhjælpeligt fast i de døde virkeligheder, som gjaldt på forskellige bibelske tider.

Isenheimeralterets opstandelsesbillede

Dette blog indlæg er blevet til som et resultat af en læsning af:

George Hunsingers artikel: POST-CRITICAL SCRIPTURAL INTERPRETATION: RUDOLF SMEND ON KARL BARTH  i bogen af George Hunsinger: EVANGELICAL CATHOLIC AND REFORMED DOCTRINAL ESSAYS ON BARTH AND RELATED THEMES udgivet på Wm. B. Eerdmans Publishing  Co.



 

EVIG PROTEST af Jörg Lauster

Jeg var glad for at læse Jörg Lausters lille skrift om betydningen af reformationens principper. Lauster taler for, at reformationen ikke sluttede i 1500 tallet, men at reformationen tværtimod lever videre som en måde at være kristen på. Kristendommen er jo bundet til kirken. Denne binding til en institution kan være et problem. For nogle gange er kirken mere optaget af sine institutionelle behov end at være udtryk for kristendom. Denne kirkelige optagethed af sin egne institutionelle behov er det babylonske fangenskab, som reformationsprincippet skal søge at gøre kristendommen fri af.

Mod Lausters forståelse af reformationens princip taler fejringen af 500 året for Martin Luthers 95 teser i 1517. Jörg Lauster synes at mene, at fejringen blev for meget lutherbøvsetriumf, hvor man sang reformatorens salmer, sagde, hvad gamle Martin sagde og ellers spiste lutherbolcher og drak lutherøl. Men man udlod at tænke over reformationens principper, og hvordan de kan udleves i dag. Lauster taler for, at det at være en kristen, som er inspireret af reformationens principper, er at være opmærksom på to ting.

For det første er det at være en reformatorisk indstillet kristen at være opmærksom på, hvad kristendommen har at sige ind i verden. For det andet er det at være opmærksom på den udvikling, verden har været igennem de sidste par hundrede år. På den måde undgår vi som kristne bare at gentage Luther. At vedkende sig arven efter Luther er at leve efter reformationens godtord, om at kirken altid bør reformere sig selv. Det betyder, ifølge Lauster, netop at kirken med tidens sprog og indsigter skal tænke over, hvad kristendommen kan give verden.

I forlængelse heraf har Jörg Lauster en meget alvorlig og relevant kritik, som jeg tænker, også slår hårdt mod Den Danske Folkekirke. Han skriver for eksempel: ”Medlemstal er én ting. Kristendommens åndelige trøst en anden. Det er ikke de stabile medlemstal, der er vigtige, men kristendommens budskab.” Videre hedder det: ”Tit virker det faktisk, som om Den Evangeliske Kirke kun beskæftiger sig med sig selv og sine strukturer i en evindelig rundkredsdebat, der bare kører i ring.” Her citerer jeg fra Evig Protest side 62.

Et sted i bogen sparker min indre barthianer til indersiden af min hjerne i protest. Det er på side 86, hvor Jörg Lauster skriver: ”Vestens demokratiske stater realiserer idealerne om kristen næstekærlighed og solidaritet.” Øh! Gør de virkeligt det? Her i Danmark har den moderne demokratiske stat for eksempel indført en førtidspensionsreform, der har påført alvorligt syge mennesker masser af lidelser, der ikke just virker som noget, der rimer på legenden om den barmhjertige samaritaner eller Bjergprædikenen. Jeg kan ikke lade være med at synes, at den gode Lauster og alle os andre burde reservere den fulde realisation af den kristne næstekærlighed til Frelseren selv. Jeg kan ikke lade være med at have den opfattelse, at jeg personligt og via politisk engagement i samfundet kun kan nå et stykke vej hen imod det at realisere kristen næstekærlighed og solidaritet. Men derfor er det selvfølgeligt vigtigt, at man forsøger at gå det stykke vej.

Men denne indvending skal ikke stå i vejen for den opfattelse, at jeg synes Evig Protest er en god og vigtig bog. Den kan måske bruges i studiekredse om reformationens grundindsigter. Før øvrigt er bogen rigtigt fint oversat af Sanne Thøisen.

Jörg Lauster er født i 1966.

Han er professor i teologi ved

Ludwig-Maximilian Universität

i München.

JAN HUS af Peter Tudvad

ANMELDELSE

Enhver præst, menighedsrådsmedlem og kristendomsinteresseret, der ikke har læst Peter Tudvads bog, ’Jan Hus – kirke, korstog og kætteri’ inden den 1. marts 2019, bør skamme sig.

 

Hold kæft en god og rig bog!

 

Den 6. juli 1415 blev Jan Hus brændt på bålet i Konstanz. Her begynder Peter Tudvads bog om den tjekkiske teolog, reformator og nationalhelt, som tillige blev fordømt som kætter, men som også blev inspirationskilde for mange af de tankestrømme, der har påvirket protestantisk kristendom helt indtil vor tid.

 

Her på følger en grundig optakt til kætterbålet i Konstanz. Peter Tudvad redegør for, at Jan Hus blev inspireret af Oxfordteologen, John Wycliff til sin protest mod korruption og forskellige måder, den katolske kirke var kirke på, da middelalderen gik på held. Vi kommer ind i de komplicerede handlingsforløb op til den store niddingsdåd, der var det frie lejde, under hvilket Jan Hus blev lokket til den katolske kirkes koncil i Konstanz. Her blev han på trods af løftet om frit lejde arresteret, tortureret og brændt på bålet som kætter.

 

Efter mordet på Jan Hus blev Böhmen nærmest et husitisk rige, der modigt og dygtigt forsvarede sig mod en række pavelige korstog, som fortsatte indtil der blev sluttet en slags fred i 1430’erne. I de følgende årtier blev de første pacifistiske brødremenigheder dannet, og efterhånden bevæger bogen sig mod en af dens mest spændende afsnit. Nemlig afsnittet om Martin Luthers protester mod dagligdag og sædvane i den daværende pavelige kirke.  Martin Luthers protester er på lange stræk de samme som Jan Hus’ protester 110 år før. Hus og Luther har begge hævdet Sola Scriptura (Skriften Alene) princippet imod den katolske kirkes brug af traditionen. Hus og Luther er begge voldsomt indigneret over afladshandelen, og de kræver altergangen afviklet, så lægfolket både får brødet og vinen. Her kunne kirkegængere, der ikke var præster, i 1400 og 1500 tallet kun få nadver i brødets skikkelse. Den bøhmiske og den tyske reformator er i hvert sit århundrede også begge optaget af den fundamentale ligeværdighed overfor Gud mellem alle kristne, uanset om disse var præster eller ej.

 

Forskellene mellem Jan Hus og Martin Luther var, at Jan Hus mente, kravet om cølibat for præster var uomgængeligt i modsætning til Luther. En anden forskel var, at Luther på grund af sin bevidsthed om syndens store magt i mennesket fokuserede mest på den rette lære. Handlingerne og det levede liv ville alligevel altid blive korrumperet. I modsætning hertil mente Jan Hus, at man kunne kræve, at den kristne lære skulle afspejle sig i de kristnes måde at leve på.

 

I den lutherske reformations fortælling om sig selv blev Jan Hus og hans reformatoriske efterfølgere i Bøhmen nærmest et præludium til det egentlige. Nemlig Luther selv og hans brud med pavens kirke. Nogen husitter bevægede sig da også ind under den lutherske paraply, mens andre nærmede sig calvinisterne. Med trediveårskrigen og Den Westfalske Fred i 1648 blev Jan Hus’ efterfølgere nærmest trængt ud af Bøhmen. Nogle enkelte holdt fast i undergrundsgudstjenester, mens de menigheder, der kaldte sig brødremenigheder fandt asyl i nabolandende. Her gav de inspiration til den pietisme, som kom til at betyde så meget for dansk kristendom.

 

I det tyvende århundrede var Dietrich Bonhoeffer og Karl Barth inspireret af brødremenighedernes kristendom og deres hævdelse af sammenhængen mellem kristendommens teologi og de kristnes levede liv. I Danmark fik brødremenighederne en vis indflydelse på Søren Kierkegaard, der som barn har været med sin far til bønnemøder præget af brødremenighedernes kristendom. I 1700 inviterede Christian VI i øvrigt brødrene til Sønderjylland, hvor de grundlagde Christiansfeld.

 

Fra 1700 tallet og fremefter er fortællingen om Jan Hus’ åndelige efterfølgere i Bøhmen lidt trist. Den tjekkiske historie om Jan Hus kommer efterhånden til at spille en mindre religiøs rolle og mere og mere en national rolle for tjekkernes kamp for af blive uafhængige af Det Tysk Romerske Rige og senere af Østrig Ungarn. Det kommunistiske styre vinklede fortællingen om Jan Hus meget skarpt, så Jan Hus blev en socialrevolutionær helt. I dag er der få medlemmer af den husitiske kirke i Tjekkiet, mens de husitiske brødremenigheder fra deres eksil som sagt har haft stor indflydelse verden over.

 

Alt i alt er jeg meget glad for at have læst Peter Tudvads bog om Jan Hus. Peter Tudvad skriver smukt. Tudvad gør et stort arbejde for at transkribere de bøhmiske eller tjekkiske navne, så de findes i bogen på både tjekkisk og tysk. Det hæmmer nogen gange læsningen en lille smule.

 

Dog står det fast. ’Jan Hus – kirke, korstog og kristendom’ er en rigtig rigtig god bog, du bør læse. Den kan købes på Saxos netboghandel til 239 kroner og 95 øre. Man kan også gøre som jeg og låne den på det lokale folkebibliotek. Jeg måtte dog være i reservationskø til bogen, så det tog mig fem uger, før jeg kunne hente den på biblioteket.

GILEAD af Marilynne Robinson

ANMELDELSE

En præst i den lille by, Gilead i det amerikanske midtvesten er syg og skal snart dø. Vi befinder os i 1950’erne, og præsten er en mand sidst i halvfjerdserne. Sent i livet blev præsten, John Ames gift med en ung kvinde, og sammen fik de en søn. Pastor Ames skriver nu et brev til sin syvårige søn med henblik på, at brevet skal læses, når sønnen en dag er blevet voksen.

 

I brevet funderer han over alt det, han kommer af. Han er barnebarn af en præst, som var aktiv i kampen mod slaveriet i tiden omkring den amerikanske borgerkrig. Han er tillige præstesøn, og et af hans stærkeste barndomsminder var, da han og hans far drog ud for at finde farfaderens grav. Farfar Ames var en vild præst, der har set sig selv i forlængelse af profeternes vrede mod uretfærdighed. Han blev simpelthen træt af det søvnige sogneliv og drog afsted.

Den brevskrivende Pastor Ames er en lærd mand, der læser både Barth og Feuerbach. Han overvejer sit livs mirakler i sine venskaber og i den familie, han fik, da han var ved at forberede sig på at blive gammel. Pludselig dukker der en slange op i paradis, og i det stille rolige brev funderer John Ames over, om hans lille families fremtidige lykke er truet. Her er et ædelt sinds kampe for ikke at vise vrede og for at forstå, alt i mens pastoren og den gamle far er bekymret for de mennesker, han elsker allermest.

Gilead er en stille bog om en stille mand i en stille by. Samtidigt funkler bogen af perler af tanker, om det liv, der er skænket, og som skal slutte. Gilead får hermed mine bedste anbefalinger.

Marilynne Robinson, født 1943

JEG ER IKKE I KRIG

1. JEG ER IKKE I KRIG MED ISLAM:
Jeg er slet IKKE i krig med muslimer, og jeg er IKKE i krig med islam. Men jeg er med i et skænderi med islam, som er en religion med et universelt sigte, om visse reaktionære og fascistoide tendenser, som jeg mener at kunne spore hos visse muslimer og i visse afsnit af autoritative muslimske tekster.

2. OPLYSNINGSFILOSOFIERNER IKKE I KRIG MED MIG:
Oplysningsfilosofierne er IKKE i krig med mig og IKKE i krig med kristendommen, som er en religion med et universelt sigte, men oplysningsfilosofien har igennem 200 - 300 år haft et skænderi med visse reaktionære træk ved kristendommen, og det skænderi er jeg glad for, for det har givet min egen lille kirke et andet syn på kvinder og homoseksuelle, end vi havde for 200 år siden.

3. JEG ER IKKE I KRIG MED OPLYSNINGSFILOSOFIERNE:
Jeg er IKKE i krig med verdens oplysningsfilosofier, men jeg er med i et stændigt skænderi med disse filosofier, hvis kritik og analyse har givet verden en masse godt, men som også har ledt til totalitære ideologier, som har haft universelle verdensforståelser, og som vel i verdenshistorien er ansvarlige for flere drab på mennesker end islam og kristendommen tilsammen.

KATOLIKKERNES KIRKE I SILKEBORG

Katolikkernes kirke på Hostrupsgade er Silkeborgs smukkeste. Udefra virker den lidt uhyggelig, synes jeg. Men når man kommer ind i kirken, bliver man mødt af lys og af røgelsesduft og af en indretning, som gør, at man får lyst til at sætte sig.


Det gjorde jeg så en dag for nogle år siden, hvor mit sind var slået af bekymringer. Min kone og jeg ventede barn, og vi vidste, at der var noget i vejen med hans nyrer. Og lige pludselig befandt jeg mig som luthersk præst af absolut protestantisk indstilling i en smuk katolsk kirke. Den dag kom jeg til at gå op til Maria statuen. Jeg købte et lys og tændte det. Så stillede jeg det foran Maria og bad denne bøn: ”Kære Maria! Jeg er vist ikke helt med i din klub, men vil du ikke nok gå i forbøn for mit barn? Amen!”

Bagefter spurgte jeg mig selv, hvad der lige skete der? Det er stadig noget af en gåde for mig, men måske var det noget med, at jeg kom ind i en kirke med følelsen af, at rummet, med sin skønhed, mødte mig lige der, hvor jeg var. Kirken på Hostrupsgade var ikke et led i en missionsstrategi for at få mig videre ind i den katolske kirke. Kirkerummet fik mig til at føle mig modtaget som den bekymrede lutheraner, jeg var den dag.

I kirkelige kredse taler vi meget med hinanden om, hvad vi skal gøre for at få flere til at gå i kirke. Vi lægger strategier og planer for, hvad der skal til for, at folk flytter sig hen til os. Dermed gør vi mennesker til brikker i vore planer. Måske er den gode missionsstrategi omvendt. Måske oplevede jeg i den katolske kirke på Hostrupsgade et rum, hvor målet var at være hos mig med alt det, som kristendommen har at give. Det lykkedes. En arg lutheraner bad en næsten katolsk bøn.

Og for øvrigt! Tak til Maria! Min dreng har det godt i dag.

Amen!

Indefra i Den Katolske Kirke på
Hostrupsgade i Silkeborg

Den Katolske Kirke på Hostrupsgade
i Silkeborg set udefra.



DET EUROPÆISKE MENNESKES TRÆTHED essay fra 2012

Jeg bærer i mine tanker en trist stemning med mig, som man kunne kalde ”det europæiske menneskes træthed”. Denne træthed kommer af, at de to åndelige byggesten for min forståelse af virkeligheden, kristendommen og moderniteten, begge to har været arnested for meget undertrykkelse og mange forbrydelser.

Kristendommen er her forstået som de store kirkesamfund, der har defineret verdensdele og lande som kristne igennem de sidste 1500 år. Ordet modernitet dækker over mange filosofiske strømninger, der har det til fælles, at de formulerer ønsket om, at verden skal indrettes ud fra videnskabelige indsigter og rationelle beslutninger med sociale eller juridiske rettigheder til det enkelte individ.

Med hensyn til både kristendom og modernitet har der været en tendens til at frikende religionen eller tankesættet for de store krænkelser og forbrydelser, der er gået ud fra kristendommen og fra forskellige moderne bevægelser.

Når f.eks. talen er faldet på hekseprocesserne fra 1400 – 1600 tallet har man ofte sagt, at disse hekseprocesser var en fejl, som uheldigvis fandt sted i kristendommens navn, men som kun kan tilskrives mennesker, der ikke efterlevede kristendommens inderste kærne. Det samme har man sagt om det terrorregimente, som plagede menneskene i det daværende Sovjetunionen under Josef Stalins ledelse. Stalin, har man sagt, afveg fra Lenins sande lære, og derfor kunne dette undertrykkelsesmareridt tage form.

Jeg er uenig i disse frikendelser. Jeg tror, at kristendommen er en syndig religion, der i sig selv har sine tilhængeres forbrydelser på samvittigheden. På samme måde tror jeg også, at de bevægelser, der bruger modernitetens tankesæt i deres inderste kærne har ansvaret for den terror og undertrykkelse, som er født ud af den ene eller den anden ideologi eller bevægelse. Fordi jeg har det sådan bliver jeg træt, når jeg kigger på de to bevægelser, som for mig er kilden til fortolkning af livet. Jeg tror, at jeg deler denne træthed med mange i Vesten i disse år. Som følge af, at både kristendommen og moderniteten er syndige bevægelser, tænker jeg, at der er grund til skepsis og kritik. Både når det gælder modernitet, og når det gælder kristendom.

Dette kan man forvisse sig om ved at betragte historien om de moderne bevægelser og kristendommens historie.

Da kristendommen blev den eneste tilladte religion i Romerriget i slutningen af 300 tallet ødelagde man for eksempel de gamle romerske templer, eller man omdannede dem til kirker. (1) I Athen nedlagde Kejser Justinian den første det nyplatonske akademi i 529 (2)

I det hele taget har kristendommen op igennem historien ofte medført en stor modstand mod nye videnskabelige opdagelser. For eksempel blev Gallilei anklaget af den katolske kirkes inkvisition i 1600 tallet fordi han støttede den indsigt, at solen, og ikke jorden, er i centrum i universet. (3)

Ikke kun i Den Katolske Kirke er der foregået noget, som vækker min skepsis. Også i mit eget kirkesamfund, Den Lutherske Kirke i Danmark (I dag: Den Danske Folkekirke) er der sket ting, som kan beskrives som hæslige og undertrykkende.

Et eksempel herpå er hekseprocesserne, der varede indtil 1600 tallet. (4) Et andet er det, at man her i Danmark i samarbejde mellem politi og præster tvangsdøbte børn af baptister op til kort tid før indførelsen af grundloven i 1849. (5)

Når man betragter, hvad kristendommen har bragt til verden igennem mange århundreder, er det måske ikke så sært, at mennesker i tidens løb er blevet kritiske overfor kirkerne. Moderniteten er i dens forskellige afskygninger en række tankestrømninger, der nogle gange var udtrykkeligt imod kristendommen og andre gange gik ind for et samfund, hvor det skulle være muligt at leve udenfor kristendommens herredømme.

For egen regning tænker jeg nogle gange på, om man kan sige, at det moderne blev til som en drøm i det 18. og 19. århundrede. En drøm om, at mennesket skulle leve et frit liv uden autoriteternes sindelagstvang godt hjulpet i deres hverdag af videnskabens landvindinger og kun underlagt de pligter, som var rationelt begrundet, og som gav mening. Det var en dejlig drøm, som rationalisterne og de første modernister havde dengang i 1700 og 1800 tallet. Men drømmen blev til et mareridt.

Videnskaben, som skulle give mennesker et mere og mere problemløst liv, blev brugt til at opfinde våben, der slog mere end 9 millioner af europæiske soldater ihjel under første verdenskrig.(6) I anden verdenskrig fortsatte det videnskabeligt baserede barbari med udryddelseslejrenes systematiske henrettelse af millioner af mennesker, som for manges vedkommende blev slået ihjel i gaskamre, der var tegnet af videnskabeligt uddannede ingeniører.(7)

Maskinerne førte menneskene ud i hæslige situationer som krig og folkedrab. Maskinerne og teknologien bagved var dog ikke alene, men blev fulgt godt på vej af modernitetens ideer.

Allerede i 1800 tallet så man en hel utæmmet kapitalisme, der forarmede millioner af arbejdere verden over, hvor end industrialiseringen fik fodfæste.(8) Som reaktion på udbytningen af arbejderne i industrialiseringens barndom så socialismen dagens lys.

Efter første verdenskrig formede radikale socialister kommunistpartier i mange lande, og i Rusland var kommunisterne i stand til at gribe magten i 1917, hvorefter Rusland og dets imperium blev omdøbt til Sovjetunionen. Få år efter den russiske revolution, tog Josef Stalin magten i Sovjetunionen. Under Stalins benhårde styre omkom millioner af mennesker.(9)

Når jeg ser på Stalins forbrydelser, liberalismens kynisme i industrialismens barndom og nazismens folkemord ovenpå alle forbrydelserne i kirkens historie er det svært ikke at synke ned i det, jeg ovenfor kaldte ”det europæiske menneskes træthed”.

En træthed, der kommer af, at de tankestrømme, som udgør min verden, er kilde til ufattelige forbrydelser. En træthed, som også er født af det faktum, at jeg ikke kan leve uden kristendommen eller det moderne. Begge åndelige kræfter må være der.

Måske kan de to kræfter, hver især, ligefrem holde uvæsenet hos den anden i skak på den måde, at kristendommen bibringer det moderne nye erkendelser og omvendt. Moderniteten, tror jeg, kan give kristendommen to vigtige ting. For det første et krav om mening. For det andet en respekt for virkeligheden.

Hvis vi vender os mod begrebet ”mening” først, så tænker jeg, at alle kristne udsagn skal give mening i menneskers liv, som du og jeg lever det i dag. Et trosudsagn er ikke sandt, fordi det stammer fra Augustin eller Herren selv. Et trosudsagn er kun sandt, hvis det giver mening i det liv, du og jeg lever med hinanden her og nu. Med rette kunne man spørge, om det er mening i naturvidenskabelig forstand, jeg her taler om?

Nej udsagnet om, at noget giver mening, tænker jeg først og fremmest på i eksistentiel forstand. Det kristne udsagn om, at Jesus er opstået fra de døde er ikke falsk, fordi naturvidenskaben kan bevise, at en mand ikke kan vækkes til live igen, når han har været død i to dage. Jesu opstandelse er tværtimod sand for mig, fordi den er mig en vedvarende kilde til håb om, at livet har vundet over døden.

Der er også ting i kristendommen, som jeg ikke kan få til at give mening. Udsagnet om, at alle der ikke er i Kristus eller ikke er indenfor kirken vil pines i al evighed i helvede, eller hvordan forskellige kirkesamfund har udtrykt det igennem tiden, kan jeg ikke få til at give mening overhovedet. Jeg synes tværtimod, det er et chauvinistisk dogme vendt mod alle, der ikke følger den rette tro. Den rette tro, som altid vokser ud af et hierarki med dets alt for menneskelige hensyn.

De moderne tankestrømme kan give kristendom et krav om mening. Dernæst kan moderniteten give kristendommen en respekt for virkeligheden uanset om virkeligheden går på tværs af etablerede trossandheder.

En lille smule omstridt tror jeg, at det er, når jeg siger, at vi, her på vor side af Charles Darwins opdagelser, må læse bibelens skabelsesberetning som en poetisk eller en eksistentiel beretning i stedet for at bruge den som den historisk præcise beskrivelse af verdens tilblivelse. Og måske bliver det kilde til stor uenighed, når jeg siger, at vi ikke længere kan se homoseksualitet som Guds straf for falsk gudsdyrkelse bare fordi Paulus så sådan på det (10), men at vi i stedet må se det at være bøsse eller lesbisk som en seksualitet nogle mennesker bærer med som en naturlig og god del af deres personlighed.

Moderniteten kan give kristendommen det, at virkeligheden forpligter, uanset om det betyder, at de kristne må gøre op med vedtagne opfattelser af ret seksualitet eller af verdens naturhistorie..

Mening og virkelighed er mine bud på det modernes indlysende gaver til kristendommen. På sin side har kristendommen også ting at berige det moderne med.

Jeg tænker, at kristendommen kan give moderniteten en bevidsthed om, at det onde er en realitet i verden. En realitet man ikke kan organisere sig ud af. Herudover kan kristendommen give det moderne menneske en fornemmelse for de mest vederstyggelige menneskers værdighed.

Når jeg læser Det Nye Testamente standser jeg altid op ved beretningen om Jesu møde med overtolderen Zakæus i Lukasevangeliet. Beretningen rører mig dybt, fordi Jesus her giver værdighed til en mand, som ud fra alle standarder er en slyngel. Det at være tolder betød, at Zakæus var en mellemting mellem nutidens narkohandler og alle tiders landsforræder. Jesus går lige netop hen til ham, og ved Jesu besøg får Zakæus sin værdighed.(11) Jeg kunne også have nævnt andre beretninger, hvor pointen er, at Jesus altid giver værdighed til dem, som er onde, og de som er udenfor de ”godes” systemer. På den anden side er Jesus i Det Nye Testamente ofte er oppe at skændes med farisæerne. Farisæerne var en jødisk gruppe, der kendetegnedes ved, at de var gode mennesker. De gjorde alt for at være helt sikre på, at de altid gjorde det rette. Disse mennesker var ofte i konflikt med Jesus, og med afsæt i Jesu konflikt med farisæerne kan man sige, at Jesus i det nye testamente opsøger og frelser ”de onde”, mens han går hårdt i rette med ”de gode”.

Dette tror jeg egentlig, at kristendommen i mange afskygninger selv kunne lære mange ting af, men jeg tror også, at en fornemmelse for ”de mest vederstyggelige menneskers værdighed” er noget man kan tage med sig, når man regner moderniteten for en del af sin filosofiske arv.

De moderne tankestrømme har flere gange sat skel mellem mennesker, som har forstået sandheden eller er rigtige og dem, der ikke har forstået systemets sandhed eller simpelthen er forkerte. En opdeling som parret med videnskaben har haft frygtelige konsekvenser. De forkerte eller de uforstandige kunne man fratage al menneskelig værdighed og udrydde. Kristendommens grundfortælling om Jesus fortæller, at alle mennesker har værdighed. Det gælder også dem, som er ufornuftige, forkerte eller onde. På den måde er erkendelsen om alle menneskers værdighed en vigtig kundskab for det moderne menneske.

Kristendommen har også en anden vigtig viden at give til modernitetens arvtagere. Det er visheden om det ondes virkelighed, som står i modsætning til den moderne drøm om at kunne konstruere et samfund uden ondskab.

Det onde er en realitet i verden og inde i dig og mig. Vi kan ikke organisere os væk fra ondskaben. Faktisk er de mest grusomme samfund dem, som har konstrueret det onde bort. For alle, der ikke er enige i konstruktionen, har jo ikke set lyset og er potentielt farlige for det system, der har patent på sandheden.

I en moderne tidsalder, hvor vi mennesker, med teknologien i baghånden, har så store kræfter, kan en vished om det onde faktisk redde menneskeliv. Bevidstheden om det ondes realitet kan måske redde os fra fristelsen til at give en folkeforfører for meget magt, hvor from, god og uddannet han end synes at være. Kundskaben om det ondes eksistens kan give os en skepsis, og jeg tænker, at skepsis har noget at give os både som kristne og som abonnenter på det moderne livssyn.

Jeg mener, at rædselsfortællingerne fra kristendommens historie og det modernes tidsalder må have lært os en ting. Nemlig: Som et menneske bærer et lille stykke ondskab med sig og ikke kan tåle at bære et samfunds magt helt alene, så gælder noget lignende for en religion eller en politisk overbevisning. Det betyder, at undertrykkelse og tyranni er lige om hjørnet, når kirken eller en politisk overbevisning får alt magt i et land eller i en hel verden.

Hvis du og jeg ved, at magt ikke er noget, som skal samles et sted, er vi skeptiske overfor alle, der foregiver at eje sandheden. Denne skepsis er med til at give det enkelte menneske en selvstændighed i mødet med de store tanker, hvad enten disse tanker er kristne eller moderne. Jeg kan således være et selvstændigt menneske, som er træt af at se på kristendommens og det modernes udfoldelse af undertrykkelse op igennem historien. På samme tid har jeg brug for Kristus, og jeg kunne ikke leve uden modernitetens mange befriende tanker og opdagelser.

Jeg vover at tro, at når Gud er en væren i tre personer, så elsker han nok forskellighed i en verden, hvor der er plads til både kristne, muslimer, buddhister, jøder, hinduer, socialister, liberale, konservative, mænd, kvinder, hetero og homoseksuelle. Måske er der håb om, at det europæiske menneske kan blive frisk igen.

Kildehenvisninger:

1 Holmquist Nørregaard Bind I side 193.
2 Holquis Nørregaard Bind I side 268.
3 Wikipedia: Letter to the Grand Duchess Christina
4 Wikipedia: Heks
5 Den Store Danske: J.P. Mynster
6 Wikipedia: World War I
7 Wikipedia: The Holocaust
8 Wikipedia: Trade union
9 Wikipedia: Great purge
10 Romerbrevet kap. 1 vers 25 – 27
11 Lukasevangeliet kap. 19 vers 1 – 10.

Kilder:

Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie I, J.H. Schultz Forlag, København 1946.
Hjemmesiden Wikipedia: http://en.wikipedia.org.
Hjemmesiden Den Store Danske: http:// www.denstoredanske.dk.
Det Danske Bibelselskab: Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1993.

KIRKEN OG KRISTENDOMMENS HJERTE

Løven, Aslan, er kongen af alting. Han har aftalt med den hvide heks at mødes med hende sent om natten ved stenbordet. Her får Aslan håret klippet af sin manke. Dernæst lader han sig frivilligt føre op på stenbordet, hvor han bliver myrdet af heksen, som dræber ham med sin dolk.

I forfatterens pen er det her kristendommens hjerte. C. S. Lewis har digtet om Narnia for at fortælle om kristendom. Aslan er Gud, der i verden ofrer sig for at bryde den ældgamle forbandelse, som truer med at udslette mennesket.

 

Kristne er altid blevet ved med at vende tilbage til det her. Prøv at bare at slå op i salmebogen på ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. I digtets sprog funderer Grundtvig over det samme, som C. S. Lewis sætter Aslan ind i. Nemlig korsets gåde. Og Grundtvig er inspireret til at skrive sin salme af den belgiske middelaldermunk, Arnulf af Louvain.

 

En dag i 1980’erne læste min dansklærer så op af C. S. Lewis’ bog om Løven, Heksen og Garderobeskabet. Og da gik det op for mig, at jeg både var draget af den kærlighed, der viste sig sådan her, og at jeg samtidig ikke forstod den. Det samme oplevede jeg ti år senere, da jeg første gang lagde mærke til, hvad der blev sagt i ”Hil dig Frelser og Forsoner”. Langfredag er kristendommens vidunderlige og mystiske hjerte. Påskemorgen får vi at vide, at det hjerte banker for os.

 

For få dage siden blev jeg så præst ved Mariehøj Sogn og Sejs – Svejbæk Sogn. Som præst skal jeg sammen med alle omkring de to kirker fortælle om det her. Dernæst skal vi holde kæft, så vi kan lytte til hinanden og til dem, som kommer i kirke. Det bliver til arrangementer, der får os til at tænke. Det bliver til gudstjenester, som forkynder kristendom og sætter livet i ramme.

 

Endelig skal vi prøve, om vi kan gøre kirken til et sted for hjælp til alle, der er i nød.

 

Således er min opgave sammen med alle, som sammen med mig vil være kirke. Gud i vold!