VERNON SUBUTEX-trilogien af Virginie Despentes

På en måde er Vernon Subutex skrevet til mig. For et lille år siden knækkede jeg sammen af stress på mit arbejde. Derefter droppede jeg ud af mit hidtidige erhverv og har brugt nogle måneder på dagpenge, og nu er jeg så rengøringsassistent og endnu mere vigtigt. Jeg er en mand i slutningen af fyrrene ligesom Vernon, og ligesom Vernon Subutex ved jeg ikke helt, hvad jeg skal med mit liv. I hvert fald ikke med mit arbejdsliv. Når det er sagt, så vil jeg lige sige, at Vernons letfældige omgang med sprut og stoffer ikke er noget, der tiltaler mig. Dertil er jeg nok for meget en kærnefamilie-mand.

 

Vernon Subutex er fra Paris. Han lever i din og min tid. Han var i sin ungdom rockmusiker, og senere blev han en forhandler af vinylplader. For nogle år siden måtte han dreje nøglen om i sin lille biks.

 

Bind 1 begynder der, hvor Vernon bliver sat ud af sin lejlighed uden en rød reje på lommen. Det eneste, han ejer, er en række gammeldags videobånd fra hans ven, rockmusikeren, Alex Bleach, der før sin død indtalte sit testamente på VHS-båndene. Med båndene drager Vernon Subutex ud i Paris, hvor han bor hos venner og bekendte. Det bliver en tur fra en briks i en lejlighed til den næste, og nogle gange får Vernon en elskerinde, og nogle gange går det frygteligt galt. Under det hele ligger rockmusikken, der skylles ned med masser af sprut og stoffer. Vernon Subutex er en blid mand, der slet ikke ved, at videobåndene med Alex Bleach’ testamente er efterstræbt, fordi flere mennesker i Paris’ mediemiljø ser chancen for at score kassen på den kendte rockmusikers sidste ord. Båndene med Alex Bleach’ testamente er imidlertid blevet givet i pant til en af Vernon Subutex’ veninder, så hun kan være sikker på, at Vernon kommer igen med den PC’er, han har lånt af hende.

 

Og med PC’eren lever Vernon Subutex sit liv som hjemløs. Indimellem er han DJ, og det er han så godt, at det er helt magisk, men Vernon er uhjælpeligt på vej mod bunden, og vi tager afsked med ham i Bind 1, der hvor Vernon Subutex ligger udenfor på en bænk syg af feber, mens en skare af journalister, privatdetektiver og mediefolk leder efter ham. Hvor er Vernon Subutex?

 

Og her det fantastiske ved trilogien, at bedst som man tror, at Virginie Despentes har skrevet en socialrealistisk trilogi om social deroute i den globale og digitale tidsalder, så går det op for én, at vel er bogen socialrealistisk, men den er også noget andet.

 

I bind 2 bliver Vernon Subutex en fortælling om et fællesskab, der samles om Vernons playlister og hans evner som DJ. I det fællesskab er der plads til alle mennesker. Fundamentalisten, café-latte-akademikeren, mennesker af alle køn og alle politiske overbevisninger.

 

Samtidigt viser det sig, at Alex Bleach’ testamente indeholder en grusom fortælling om, at Bleach’ exkæreste er blevet myrdet af en kendt parisisk filmproducent. Den myrdede kvinde var mor til en af subutex- fællesskabets medlemmer, en ung kvinde, som beslutter at hævne drabet på sin mor. Hun allierer sig med én af de andre unge kvinder omkring Vernon Subutex og sammen begår de et spektakulært overgreb på filmproducenten.

 

Hele vejen igennem Vernon Subutex skildres voldsomme overgreb med en realisme, som nogle gange under læsningen tog pusten fra undertegnede. Hævnangrebet på den klamme filmproducent er dog langt fra så ulækkert og voldsrealistisk som filmmandens egen hævn tilbage.

 

Cirklen af hævn på hævn kommer til at løbe igennem den anden halvdel af trilogien, der i bind 3 beskriver et angst Frankrig i efterdønningerne fra angrebet på Charlie Hebdo og massakren på spillestedet, Bataclan.

 

Til slut viser det sig, at gruppen omkring Vernon Subutex ikke bare er et fællesskab omkring Vernon og hans playlister. Det bliver igennem voldsomme begivenheder til en ny religion i et Europa, der synker ned i en menneskefjendsk, totalitær tidsalder.

 

Vernon Subutex  og Alex Bleach står som profeterne i en myte, der bæres frem af tvivlsomme bagmænd.

 

Og således er Vernon Subutex ikke bare fortællingen om en mands sociale rejse mod samfundets bund og det fællesskab, der skabes omkring denne mand og hans evner som DJ. Det er også fortællingen om skabelsen af en religion. Måske er Vernon Subutex en slags Jesus Kristus, og ved læsning af trilogiens slutning kommer man uvægerligt til at tænke på historien om tilblivelsen af kristendommen.

 

 Virginie Despentes er dystop. Vesten med Vestens frihedsidelaer står for fald. I de tre bøger er der ingen løsninger. Alle slags idealistiske udveje er utroværdige. Højrefløjen har fejlet. Venstrefløjen har fejlet, og det har den pragmatiske midte også med dens blindhed overfor konsekvenserne af digitaliseringen og globaliseringen. Og de traditionelle religioner, tror jeg, er endnu mere fjerne fra Virginie Despentes end traditionel politik.

 

Oven på læsningen af trilogien om Vernon Subutex, tror jeg, at Virginie Despentes ville sige, at der er en slags frelse i, at alle marginaliserede grupper kommer til at se hinanden som konkrete mennesker. Det sker, når fundamentalisten møder den lesbiske, og når café-latte-akademikeren møder den hjemløse i dansen til Vernon Subutex’ playlister. I det møde opstår der en slags spiritualitet.

 

Vernon Subutex er fortællingen om et menneskes besværlige men også lykkelige rejse mod sin egen undergang. Og så er det fortællingen om en messias. Til sidst fortæller den nye religion, at Vernon Subutex er opstået fra de døde, og vi hører også, at Subutex-kulten har bredt sig til hele verden efter nogle hundrede år i et askegråt forurenet og ødelagt Europa.

 

Endelig vil jeg sige, at Virginie Despentes er fantastisk til at beskrive sine mennesker med en empati, så man næsten tror, hun har været dem alle sammen. Og så er det ikke til at regne ud, hvor fortællingen går hen. Virginie Despentes er en stor forfatter. Måske kan man sige, at hun har levet et vildt liv. I halvfemserne ernærede hun sig som sexarbejder i Lyon, og hendes efternavn har hun taget efter det kvarter i Lyon, hvor de prostituerede holder til. I dag er Virginie Despentes en feministisk forfatter, og hun har en forkærlighed for dem på samfundets bund, og så er hun i øvrigt fortaler for rettigheder til sexarbejdere.

 

Vernons efternavn, Subutex er for resten kopieret fra et navn på et lægemiddel, som bruges til at behandle abstinenser hos mennesker, der er afhængige af heroin.

 

Jeg er som sagt i sorg over, at jeg er færdig med Vernon Subutex. Det var fantastisk læsning med brændstof til mange tanker. Vernon Subutex, bind 1, 2 og 3 er tre bøger, du skal læse.

Virginie Despentes er født i 1969.

VESTEN MOD VESTEN af Rune Lykkeberg

Anmeldelse

Vesten Mod Vesten er på én gang en pessimistisk bog, og så er den også fuld af håb. Rune Lykkeberg kan ikke forstå, hvorfor det Vesten, som overvandt nazismen og kommunismen, nu er ved at tabe til sig selv? I kampen med det spørgsmål har Lykkeberg skrevet bogen, som er spækket med idéhistorie, kulturforståelse og politisk indsigt i en grad, så Vesten Mod Vesten bør blive pensum for enhver samfundsengageret borger i et land, der regner sig som en del af Vesten.

Rune Lykkeberg og jeg er fra samme generation. Vi er begge født i halvfjerdserne og er vokset op med Vestens guldalderfortælling. I bogen benævnes tiden fra Anden Verdenskrig og indtil 1975 som Vestens guldalder. I denne tid voksede de vestlige velfærdssamfund frem. Alle lande i Vesten var igennem 1960’ernes bølge af seksuel frigørelse. Demokrati og menneskerettigheder blev bredt anerkendt som vore samfunds grundsten, og vore samfund fremstod som det bedste sted at være menneske nogensinde. Den samfundsmæssige konsensus lå et sted mellem politisk liberalisme og økonomisk keynesianisme. Så kom halvfjerdsernes økonomiske krise, og denne krise bragte nyliberalismen på banen. Det blev især tydeligt med valgene af Margeret Thatcher som premierminister i Storbritannien og Ronald Reagan som præsident i USA. En ny konsensusideologi kom på banen. Der kom skattelettelser, og den nye politiske kultur så markedet som en nødvendig modvægt til en stat, der angiveligt havde vokset sig så stor, at den truede de vestlige borgeres frihed.

Man kan sige, at den politiske konsensus flyttede den økonomiske politik væk fra keynesiansk socialdemokratisme og over til bestræbelsen for at få mindre regulering, mere magt til markedet og mere global økonomi. Samtidig med var de vestlige lande stadig præget af menneskerettigheder og de idéhistoriske konsekvenser af tressernes bølge af seksuel frigørelse.

Trump, Brexit, højrefløjsmodstand og venstrefløjsmodstand mod pagten mellem økonomisk nyliberalisme og kulturel liberalisme er den store krise, som Vesten nu befinder sig i. Lykkeberg tager ingen nemme smutveje. Det ville vel være fristende for ham at sige, at Trump, Brexit, Corbyn og Sanders bare var en fase, vi skulle over, så den nødvendige liberalisme kunne fortsætte. Det gør han ikke. I stedet forklarer Rune Lykkeberg venstrefløjsoppositionen og højrefløjsoppositionen. De to politiske strømninger, som er bredt tilstede i de vestlige lande, er modstand imod den udvikling, at meget af samfundenes økonomiske regulering er blevet fjernet fra demokratisk valgte politiske fora og over i et netværk af centralbanker. Samtidigt har den politiske liberalisme med flygtningekonventioner og tilslutning til internationale sammenslutninger lande gjort meget af debatten om migration til delvis illegitim i og med, at disse spørgsmål jo allerede er afklaret i konventionstekster.

Den ny opposition mod den politiske konsensusliberalisme er i Rune Lykkebergs optik et udtryk for, at borgerne i de vestlige samfund er blevet demokrater helt ind i hjertekulen.

Og jeg lægger hermed til, at jeg er rørende enig, for mine egne synspunkter flugter nogenlunde med Jeremy Corbyns, Bernie Sanders’ og det, man kunne kalde venstrefløjsoppositionen, i kampen mod syntesen af politisk liberalisme og økonomisk deregulering.

Samtidig fornemmer man, at Rune Lykkeberg er urolig for, at det hele ender med opløsning af vesten som værdifællesskab og som et net af stærke institutioner. For der er et par problemfelter, som for Lykkeberg kræver Vestens opmærksomhed. For det første er der den økologiske krise eller klimakrisen. Der må ifølge Lykkeberg findes globale løsninger, hvis verden skal bestå. Og de løsninger kan vistnok kun findes i forpligtende demokratier. Samtidig er der de andre. Udenfor Vesten findes der masser af mennesker, der står uden for Vesten, og som kan se på vore samfund, som man kigger ind på en fest, man ikke er inviteret med til. Mange af disse mennesker udenfor hungrer efter et liv som det vestlige med tryghed, velstand og retsstatsmæssig stabilitet. Samtidig maner Lykkeberg til forsigtighed med en betragtning, der tiltaler et realistisk luthersk hjerte. Rune Lykkeberg skriver, at enhver kamp for større politisk lighed også medfører en eller anden grad af ulighed.

Vesten Mod Vesten er en pessimistisk bog. De vestlige værdier og den vestlige verdens institutioner er udfordrede, alt imens verden står over for en gigantisk økologisk krise. Vesten Mod Vesten er en bog fuld af håb. Borgerne i de vestlige lande er mere demokratisk sindede end nogensinde, og det er der brug for. I sidste ende, i Lykkebergs konklussion, er demokratier bedre til at træffe forpligtende beslutninger end diktaturstater. Diktatorer har i sidste ende kun deres legitimitet fra ydre fjender eller fra befolkningens velstandsfremgang. Rune Lykkeberg mener at vide, at diktatorer altid har været hunderædde for deres egne befolkninger. Vestlige samfund er vestlige, fordi det i sidste ende altid er til debat, hvordan samfundet skal indrettes.

I bogen er der rigtigt mange analyser af bøger, tv-serier og film. Nogen gange skal man lige trække vejret, inden Lykkeberg springer videre til den næste. Alt i alt er jeg dog virkeligt glad for at have læst Vesten Mod Vesten, og medgiver den mine bedste anbefalinger. Læs den! For at forstå din tid, dit samfund og din civilisation.

Og nu vil jeg videre. Jeg er gået i gang med bind 1 i Virginie Despentes romantrilogi om Vernon Subutex. Det er en af de mange bøger, Rune Lykkeberg har læst.

Rune Lykkeberg er født i 1974.

MINE DRØMMES EUROPA

Mine drømmes flag for
EUROPAS FORENEDE STATER

¨

Jeg drømmer et Europas Forenede Stater med et flag, der har tre vandrette felter. Øverst et blåt. I midten et hvidt, og det nederste felt er grønt.

 

Det øverste felt, der er blåt, står for havet omkring Europa og for de floder, som løber igennem Europa. Det hvide felt i midten står for de tanker, der altid har spillet en rolle i Europas historie. Yderst til venstre i det hvide felt skal der være et kors for kristendommen. Yderst i det hvide felts højre side skal der være en fakkel eller måske en sol som symbol på de europæiske oplysningstanker. I midten af det hvide felt skal den figur, man får, hvis man tegner en lige streg fra Athen til Jerusalem til Rom til Wittenberg til London og til Paris, være. Det nederste felt skal være grønt for den natur, som Europa er så rig på.

 

Mine drømmes Europa har et Senat med 10 repræsentanter for hver europæisk stat. Derudover er der et repræsentanthus, hvor alle stater har et antal af repræsentanter, der svarer til hver enkelt stats indbyggere. Hver lov skal vedtages af begge kamre. Mine drømmes Europa har et føderalt retssystem med underretter, appelretter og højesteret. Samme retssystem har alle medlemsstaterne, og der er både på statsniveau og føderalt niveau en stærk adskillelse og balance mellem regeringsførelsens tre magter. Mine drømmes Europa har i øvrigt en præsident og en føderal forfatning med alle de mest grundlæggende bestemmelser for et europæisk demokratisk retssamfund. Derudover er der en midlertidig føderal forfatning, som skal genforhandles hver tiende eller tyvende år. Denne midlertidige føderale forfatning fordeler magten mellem Europas føderale lag, Europas delstater, og så de lokale lag med amter, læn og kommuner. På ethvert niveau af den europæiske regeringsførelse skal det sikres, at borgerne har mulighed for at ændre de love og regler, borgerne er forpligtede på at overholde.

 

Jeg drømmer om et retsstatsligt demokratisk Europas Forenede Stater. You may call me a dreamer, and maybe I,m the only one.

Fred og alt godt!

KÆRLIGHED TIL AFTENLANDET

_{Jeg er vesterlænding, før jeg er dansker.}

<sub>Jeg er vesterlænding, før jeg er verdensborger.

Jeg elsker Danmark, men mine værdier er mere vesterlandske end danske, thi min religion er mig formidlet igennem Romerriget og Tyskland. Mine tankemønstre er en mosaik af kristne, græske, romerske, kontinentaleuropæiske og angelsaksiske ideer.

Alle mennesker i verden er lige meget værd, men min verdenstolkning stammer fra Aftenlandet, og jeg føler mig meget mere hjemme i Rom, Hannover eller USA, end jeg gør i Kina. Og jeg føler et lige så stort slægtskab med en mand i Hamburg som med en kvinde fra Assens.

Jeg er en vesterlænding, der ikke håber, at mine tankers fædreland nogensinde bliver samlet, for Aftenlandet trives bedst som et velordnet anarki. Eksistensen i Vesten er en eksistens i et samfundsmæssigt organisk rod, som tilbyder mennesket en væren til på en knivsæg midt imellem frihed og tryghed, individualitet og fællesskab, organisation og kaos, lydighed og kritik, sandhed og pragmatik.

Det mindste af Aftenlandet og Vesten er geografien. Det meste er tre årtusinders rodede samling og samlinger af vægtige ord og vigtige værker, der tilsammen gør, at en ægte vesterlænding ikke bare kan sige: herfra min verden går, men tillige må sige: derfra min verden går og der og der og der, mens der peges på jødiske profeter, græske filosoffer, tyske kirkestormere og tænkere fra Frankrig, Storbritanien, Königsberg og USA.</sub>