MENNESKETS VILKÅR af Hannah Arendt

 

Den dag Sofie Linde til TV2 Zulus Comedy Award stillede sig op og fortalte om den magtfulde medarbejder i DR, der for år tilbage ved en julefrokost havde forsøgt at presse Fru Linde til sex, tænkte Sofie Linde nok ikke på, at hun igangsatte noget, som den tysk jødiske amerikanske tænker, Hannah Arendt ville kalde en handling.

En handling foretager en person sig overfor offentligheden, og når handlingen er sat i gang, har dens subjekt ikke mere herredømme over handlingens videre liv i offentligheden.

Således er det ikke Sofie Linde, som har bestemt, at et af de politiske partier i Folketinget skulle skifte sin politiske leder ud, og at København skulle have en ny overborgmester, men det blev konsekvensen af den handling, Sofie Linde kastede ud i offentligheden i eftersommeren 2020.

Man kan læse om handlinger i Hannah Arendts bog, Menneskets Vilkår.

Menneskets Vilkår blev skrevet i 1958. I bogen giver Hannah Arendt sit bud på menneskets vilkår i en moderne tid. Bogen har en ret pessimistisk grundtone, og det mest håbefulde i bogen er Hannah Arendts bud på menneskets mulighed for at bryde naturens og menneskeverdenens processuelle sikre gang mod et bestemt mål.

Et menneske er et væsen, som er noget afgørende nyt i verden og ikke bare noget forudbestemt. Dette nye er menneskets fødthed med hvilken mennesket kan handle overfor offentligheden, som i den tale, hvor Sofie Linde fortalte om krænkende adfærd begået af mænd med magt overfor kvinder uden nær så meget magt.

Med sin fødthed kan mennesket handle ud fra anerkendelse af pluraliteten, der er bevidstheden om, at offentligheden rummer mennesker, der er forskellige fra det menneske, som handler eller sætter en handling i gang.

Et menneske har magt til at handle. Magt er altså for Hannah Arendt mulighed for at handle. Når man så har handlet. Når Sofie Linde har holdt sin tale om krænkende sexisme, så stopper Sofie Lindes magt. Sofie Linde har ikke længere kontrol over sin handling, som nu bevæger sig ud i offentligheden, hvor mennesker er forskellige fra Fru Linde, og hvor de dermed med deres egen fødthed har magt til at bestemme, hvordan de vil handle som respons på Sofie Lindes handling.

Magt er i modsætning til herredømme. Med sin magt har Sofie Linde kun mulighed for at bestemme, hvordan hun vil handle. Hvis hun vil bestemme handlingens videre liv ud i offentligheden, søger hun herredømmet, som er kontrol over en handling og dens konsekvenser fra start til slut. Herredømmet er det, som ledere i totalitære stater søger over deres handlinger.

Med sin fødthed har mennesket, som jeg ovenfor, har beskrevet mulighed for at handle. Mennesket har også mulighed for at love og for at tilgive. For Hannah Arendt er løftet små oaser af pålidelighed, som mennesket kan regne med i en eller uvis og kaotisk fremtid. Tilgivelsen er menneskets måde at bryde med en fortid, der ellers synes at love en dårlig fremtid på grund af dårlige handlinger, som har sat negative processer i gang.

Hannah Arendt ser virkeligheden som opdelt i det jordiske og verden og så måske offentligheden. Jorden eller det jordiske er naturen. Verden er samlingen af menneskers fremstillede ting og disse tings indbyrdes forhold til hinanden. Offentligheden er der, hvor mennesker så kan handle overfor andre mennesker, som i deres forskellighed kan forholde sig til handlinger.

Jorden er det som mennesket arbejder med for at overleve. Vi producerer mad. Vi vasker tøj, som vi tager på kroppen. Vi arbejder for at overleve, og arbejdets kendetegn er, at det forsvinder igen, som maden vi spiser, og som tøjet, der atter skal vaskes.

Verden består af menneskets produkter, som bliver stående, når mennesket ikke er der mere. Det er alle de ting, som håndværkerne fremstiller. Stole, borde og huse, og disse tings indbyrdes forhold til hinanden er menneskets verden.

Offentligheden er så der, hvor mennesket handler overfor andre mennesker med disse menneskers forskellighed og mangfoldighed som forudsætning.

Hannah Arendt udtrykker i Menneskets Vilkår et hjertesuk over, at menneskets verden bliver mere og mere natur. Mennesker fremstiller ting, som vi i højere og højere grad smider væk, ligesom det er et vilkår for menneskeartens omgang med naturen og jorden i arbejde. Hannah Arendt er tillige ked af, at menneskelige processer mere og mere bliver deterministiske, så der bliver mindre plads til at handle i menneskets verden. Hannah Arendt er pessimistisk på vegne af menneskehedens fremtid. Fru Arendt skriver meget vidende om den oldgræske polis eller det gamle Grækenlands bystater, og nogle gange får man næsten det indtryk, at hun ønsker at føre verden tilbage dertil.

Men når det er sagt, tænker jeg, at man kan bruge Hannah Arendt til en masse med hendes begreb om handling i en politisk virkelighed, hvor meget politik er spundet ind i traktater og aftaler, der fjerner demokratisk magt fra de offentligheder, hvor meget af magten over forskellige politikområder tidligere lå.

Du skal vide mere om Hannah Arendt. Det skal du for hendes begreber om handling i offentligheden. Og så kan du altid læse hende for den medfølgende grundige indføring i filosofihistorien, som hun giver dig med i købet.

Den 26. august 2020 vidste Sofie Linde ikke, at det hun gjorde, satte en masse ting i gang, som har fået adskillige brancher i Danmark til at revidere forholdet mellem chefer, medarbejdere, sex og magt. Hun vidste ikke, at flere landskendte politikere her fire måneder senere ikke længere beklæder de poster, de sad på i august.

Sofie Linde brød den forudsigelige proces, der kværner op ad tidens gang. Dermed kastede hun en handling ud i offentligheden, og denne handling er en konsekvens af Sofie Lindes evne til at tænke, handle og tale, som Hannah Arendt forstod det. Det satte noget nyt i gang, som er dybt menneskeligt, for menneskets kendetegn er, at det kan handle nyt i modsætning til naturen, hvor alle konsekvenser kan forudsiges ud fra deres årsager.

Hannah Arendt blev født 

i Tyskland i1906 og døde 

i USA i 1975.

 

KØR DIN PLOV OVER DE DØDES KNOGLER af Olga Totarczuk

 

Janina bor i et øde område, hvor hun ernærer sig ved at tilse sommerhuse for deres ejere, når det ikke er sommer. Mennesker begynder at dø, og Janina, som lægger horoskop, kan se, at stjernerne står sådan, så det passer med, at dyrene er begyndt tage hævn over menneskene.

Alt imens er Janinas ven ved at oversætte Blake, og et af temaerne i det, som bliver oversat til polsk er, at dyrene skal behandles med respekt.

Janina skriver masser af breve til Politiet om, at det sandsynligvis er dyrene, som nu tager hævn over de døde, der alle er jægere og krybskytter.

Ingen tror Janina. Hun er på en måde i udkanten af samfundet, og hun bor da også i udkanten af Polen tæt på den tjekkiske grænse. Denne del af Polen var før Anden Verdenskrig Tyskland. Det tyske er i bogen en del af det fortrængte. Noget andet fortrængt er Janinas mor og mormor. De kommer igen som genfærd.

Og så er der dyrene, som er fortrængt fra den sfære, der berettiger noget som helst til menneskers empati. Janina elsker naturen, planterne og dyrene, og hun hader jægere. Hun er mærkelig, og der er ikke rigtigt nogen, der forstår hende, men hun har dog fire hjertevenner, der har god kemi med hende.

Janina tænker meget, og mange sider i, Kør Din Plov Over De Dødes Knogler, foregår inde i Janinas hoved.

Naturen fylder meget i bogen, og hele vejen igennem har man fornemmelsen af, at den menneskelige civilisation står ved en eller anden grænse.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om bogen. Jo! Det er fedt med naturen, der trænger sig sådan på. Det er vel med klimakrisen og biodiversitetskrisen en fælles kollektiv frygt, vi har i vores tid. Og så er der billederne. Kør Din Plov Over De Dødes Knogler er rigt illustreret med smukke sort/hvide billeder, der sammen med Blakes storslåede poesi giver en masse æstetiske oplevelser.

Men!

Jeg er nok skræmt over Janinas holdning til naturen. Nemlig, at rådyr og biller og træer er lige så meget værd som mennesker. Jeg tænker, at denne holdning fører til foragt for mennesker, og det afsløres måske også i Kør Din Plov Over De Dødes Knogler.

Dog kan jeg godt lide Olga Totarczuks forkærlighed for det groteske. En død mand findes i sine underbukser, kvalt i en rådyrknogle. Telefonerne går hele tiden på det tjekkiske net, og lokalsamfundets alkoholiserede tandlæge river tænder ud under åben himmel.

Kør Din Plov Over De Dødes Knogler er på en gang et økologisk manifest, og så er det en beskrivelse af sindstilstanden i Polen efter murens fald. Og så er det en krimi. Hvem myrdede Store Fod og alle de andre?

Olga Totarczuk er født i 1962
og vandt for et par år siden nobelprisen i litteratur.

VERNON SUBUTEX-trilogien af Virginie Despentes

På en måde er Vernon Subutex skrevet til mig. For et lille år siden knækkede jeg sammen af stress på mit arbejde. Derefter droppede jeg ud af mit hidtidige erhverv og har brugt nogle måneder på dagpenge, og nu er jeg så rengøringsassistent og endnu mere vigtigt. Jeg er en mand i slutningen af fyrrene ligesom Vernon, og ligesom Vernon Subutex ved jeg ikke helt, hvad jeg skal med mit liv. I hvert fald ikke med mit arbejdsliv. Når det er sagt, så vil jeg lige sige, at Vernons letfældige omgang med sprut og stoffer ikke er noget, der tiltaler mig. Dertil er jeg nok for meget en kærnefamilie-mand.

 

Vernon Subutex er fra Paris. Han lever i din og min tid. Han var i sin ungdom rockmusiker, og senere blev han en forhandler af vinylplader. For nogle år siden måtte han dreje nøglen om i sin lille biks.

 

Bind 1 begynder der, hvor Vernon bliver sat ud af sin lejlighed uden en rød reje på lommen. Det eneste, han ejer, er en række gammeldags videobånd fra hans ven, rockmusikeren, Alex Bleach, der før sin død indtalte sit testamente på VHS-båndene. Med båndene drager Vernon Subutex ud i Paris, hvor han bor hos venner og bekendte. Det bliver en tur fra en briks i en lejlighed til den næste, og nogle gange får Vernon en elskerinde, og nogle gange går det frygteligt galt. Under det hele ligger rockmusikken, der skylles ned med masser af sprut og stoffer. Vernon Subutex er en blid mand, der slet ikke ved, at videobåndene med Alex Bleach’ testamente er efterstræbt, fordi flere mennesker i Paris’ mediemiljø ser chancen for at score kassen på den kendte rockmusikers sidste ord. Båndene med Alex Bleach’ testamente er imidlertid blevet givet i pant til en af Vernon Subutex’ veninder, så hun kan være sikker på, at Vernon kommer igen med den PC’er, han har lånt af hende.

 

Og med PC’eren lever Vernon Subutex sit liv som hjemløs. Indimellem er han DJ, og det er han så godt, at det er helt magisk, men Vernon er uhjælpeligt på vej mod bunden, og vi tager afsked med ham i Bind 1, der hvor Vernon Subutex ligger udenfor på en bænk syg af feber, mens en skare af journalister, privatdetektiver og mediefolk leder efter ham. Hvor er Vernon Subutex?

 

Og her det fantastiske ved trilogien, at bedst som man tror, at Virginie Despentes har skrevet en socialrealistisk trilogi om social deroute i den globale og digitale tidsalder, så går det op for én, at vel er bogen socialrealistisk, men den er også noget andet.

 

I bind 2 bliver Vernon Subutex en fortælling om et fællesskab, der samles om Vernons playlister og hans evner som DJ. I det fællesskab er der plads til alle mennesker. Fundamentalisten, café-latte-akademikeren, mennesker af alle køn og alle politiske overbevisninger.

 

Samtidigt viser det sig, at Alex Bleach’ testamente indeholder en grusom fortælling om, at Bleach’ exkæreste er blevet myrdet af en kendt parisisk filmproducent. Den myrdede kvinde var mor til en af subutex- fællesskabets medlemmer, en ung kvinde, som beslutter at hævne drabet på sin mor. Hun allierer sig med én af de andre unge kvinder omkring Vernon Subutex og sammen begår de et spektakulært overgreb på filmproducenten.

 

Hele vejen igennem Vernon Subutex skildres voldsomme overgreb med en realisme, som nogle gange under læsningen tog pusten fra undertegnede. Hævnangrebet på den klamme filmproducent er dog langt fra så ulækkert og voldsrealistisk som filmmandens egen hævn tilbage.

 

Cirklen af hævn på hævn kommer til at løbe igennem den anden halvdel af trilogien, der i bind 3 beskriver et angst Frankrig i efterdønningerne fra angrebet på Charlie Hebdo og massakren på spillestedet, Bataclan.

 

Til slut viser det sig, at gruppen omkring Vernon Subutex ikke bare er et fællesskab omkring Vernon og hans playlister. Det bliver igennem voldsomme begivenheder til en ny religion i et Europa, der synker ned i en menneskefjendsk, totalitær tidsalder.

 

Vernon Subutex  og Alex Bleach står som profeterne i en myte, der bæres frem af tvivlsomme bagmænd.

 

Og således er Vernon Subutex ikke bare fortællingen om en mands sociale rejse mod samfundets bund og det fællesskab, der skabes omkring denne mand og hans evner som DJ. Det er også fortællingen om skabelsen af en religion. Måske er Vernon Subutex en slags Jesus Kristus, og ved læsning af trilogiens slutning kommer man uvægerligt til at tænke på historien om tilblivelsen af kristendommen.

 

 Virginie Despentes er dystop. Vesten med Vestens frihedsidelaer står for fald. I de tre bøger er der ingen løsninger. Alle slags idealistiske udveje er utroværdige. Højrefløjen har fejlet. Venstrefløjen har fejlet, og det har den pragmatiske midte også med dens blindhed overfor konsekvenserne af digitaliseringen og globaliseringen. Og de traditionelle religioner, tror jeg, er endnu mere fjerne fra Virginie Despentes end traditionel politik.

 

Oven på læsningen af trilogien om Vernon Subutex, tror jeg, at Virginie Despentes ville sige, at der er en slags frelse i, at alle marginaliserede grupper kommer til at se hinanden som konkrete mennesker. Det sker, når fundamentalisten møder den lesbiske, og når café-latte-akademikeren møder den hjemløse i dansen til Vernon Subutex’ playlister. I det møde opstår der en slags spiritualitet.

 

Vernon Subutex er fortællingen om et menneskes besværlige men også lykkelige rejse mod sin egen undergang. Og så er det fortællingen om en messias. Til sidst fortæller den nye religion, at Vernon Subutex er opstået fra de døde, og vi hører også, at Subutex-kulten har bredt sig til hele verden efter nogle hundrede år i et askegråt forurenet og ødelagt Europa.

 

Endelig vil jeg sige, at Virginie Despentes er fantastisk til at beskrive sine mennesker med en empati, så man næsten tror, hun har været dem alle sammen. Og så er det ikke til at regne ud, hvor fortællingen går hen. Virginie Despentes er en stor forfatter. Måske kan man sige, at hun har levet et vildt liv. I halvfemserne ernærede hun sig som sexarbejder i Lyon, og hendes efternavn har hun taget efter det kvarter i Lyon, hvor de prostituerede holder til. I dag er Virginie Despentes en feministisk forfatter, og hun har en forkærlighed for dem på samfundets bund, og så er hun i øvrigt fortaler for rettigheder til sexarbejdere.

 

Vernons efternavn, Subutex er for resten kopieret fra et navn på et lægemiddel, som bruges til at behandle abstinenser hos mennesker, der er afhængige af heroin.

 

Jeg er som sagt i sorg over, at jeg er færdig med Vernon Subutex. Det var fantastisk læsning med brændstof til mange tanker. Vernon Subutex, bind 1, 2 og 3 er tre bøger, du skal læse.

Virginie Despentes er født i 1969.

KRIGEN HAR IKKE ET KVINDELIGT ANSIGT af Svetlana Aleksijevitj

Hvad hvis et helt folk eller 200 millioner mennesker på én gang får kollektive traumer fra en katastrofe, der overgår dem alle sammen?

Man kan sige, at det er det, som den bog, jeg lige har læst, handler om. Bogen hedder ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, og den er skrevet af Svetlana Aleksijevitj. Eller rettere sagt! Hun har interwievet en masse kvinder, som var soldater i den røde hær under anden verdenskrig. Og så har hun redigeret det, kvinderne fortalte hende, og så er det hele sat sammen til denne bog, for hvilken Aleksijevitj fik Nobelprisen i litteratur i 2015. Hun begyndte at skrive sin bog i 1980’erne, og i begyndelsen er der et meget spændende afsnit om, hvordan den sovjetiske censur brokker sig over de ligefremme skildringer af krigens gru, der er i bogen.

Og der er virkeligt meget gru set gennem kvindelige snigskytters, sanitetssoldater, minerydderes og partisaners øjne. Den Røde Hær under Anden Verdenskrig var en grov maskine, der langt hen i krigen egentligt kun opererede med soldater, som var mænd. For eksempel var der ikke menustrationsbind til de kvindelige soldater, så de måtte klippe undertrøjer i stykker, hver gang de havde deres periode. De kvindelige soldater skulle også klippe håret, og således kom de på en eller måde til at ligne mænd mere end kvinder.

Noget af det, der står tilbage, efter at man er færdig med at læse ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, er beskrivelserne af, hvor sadistisk den tyske hær opførte sig over for de besatte folkeslag i det tidligere Sovjetunionen. Et sted beretter en kvinde om, hvordan hendes deling kom til en landsby, som var brændt ned og smadret. Og midt i brandtomterne og ruinerne, så denne soldat så et par røde barnesko. Mest voldsomt fremtræder fortællinger om de kvinder, der kæmpede sammen med partisanerne. Nogle gange er det så uhyggeligt og tragisk, at man næsten ikke kan bære at læse om det. For eksempel fortællingen om en kvindelig partisan, hvis deling skal forsøge at snige sig igennem de tyske linjer. Blandt partisanerne er der en mor, som helt af sig selv sænker sit spæde barn ned og drukner det i noget sumpvand, så babygråd ikke skal afsløre partisanernes deling over for de tyske soldater.

’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ er for det meste meget patriotisk. Mange af kvinderne fortæller om, hvordan de løj sig ældre eller snød hvervekontorene for at komme ud at kæmpe for Sovjetunionen i den store fædrelandskrig. Men Aleksijevitj berører også, at der i for eksempel i Ukraine var væbnet modstand mod Stalin. Man kommer også inden om, at Stalins udrensninger i 30’erne var et slags præludium til Sovjetunionens skæbne i anden verdenskrig. En af bogens grumme beretninger er den om tyske kvinder, der blev massevoldtaget af mandlige soldater fra den røde hær.

Nogle helt særlige fortællinger i ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ er de fortællinger, der handler om kærlighed og sex i den røde hær. Mange så efter krigen skævt til de kvinder, der havde været soldater under krigen. De blev anset for at have haft sex med mange af de soldatermænd, som havde koner der hjemme. Et par steder i bogen fortæller soldaterkonerne Aleksijevitj om kvindelige soldater som særligt sårbare i den røde hærs delinger, som bestod af mænd, der kun sjældent var i kontakt med kvinder.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en grum og rå bog. Når man har læst den, forstår man, hvordan anden verdenskrig er et kollektivt traume i Rusland og i det tidligere Sovjetunionen. Man forstår lidt om, hvordan det er at være kvinde i en militær atmosfære af brovtende maskulinitet.

Svetlana Aleksijevitj’ bog, ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” er en bog, du skal læse, fordi anden verdenskrig var så væmmelig en oplevelse i menneskehedens historie, at denne krig skal huskes som en erfaring af, hvor hæslig menneskeslægten kan opføre sig. Og ja! Så skal du læse bogen for dens nuancerede beskrivelser af kvinder, der var soldater i den røde hær under anden verdenskrig. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt får mine bedste anbefalinger.

Svetlana Aleksijevitj
blev født i 1948



KÆRE MARGRETHE OG JENS klumme

Kære Margrethe og Jens!

I kender ikke hinanden eller mig, og jeg kender næsten ikke jer. I døde begge som små børn og hver især som nære familiemedlemmer til min bedstefar. Jens var hans lillebror, og Margrethe var hans datter.

I er hver især en del af en trist statistik, der viser, at engang døde mange helt små børn. Jeg fandt Jer i kirkebogen, for ingen har nogensinde fortalt om Jer. Jeg kunne ikke undgå at spørge min families tavse minder om de døde, hvilke historier I to mon gemte på? Græd i meget? Og hvad mon I døde af?

Jeg ved lidt om, hvad du, Jens, døde af. Du døde nemlig på epidemihuset i Herning i foråret 1902, så måske havde du tuberkulose. Hvad ved jeg! Det er snart 118 år siden, og græd mine oldeforældre, da de mistede dig? Hvad med min bedstefar? Da du døde, kære Jens, var han, din storebror 8 år gammel. Kunne du tale, og rippede det op i et traume, da min bedstefar 20 år senere mistede sin datter, Margrethe?

Min bedstefar og bedstemor flyttede til nabosognet, efter at du, kære Margrethe døde. Var det for at slippe for at være i det hus, hvor du var død? Og hvor du havde pludret og været baby? Hvad betød børns død i 1902 eller i 1922? I dag er børn meget betydningsfulde, men dengang? Fik små børn betydning? Eller gjorde de ikke, og er det derfor, jeg aldrig har hørt om jer, kære Jens og Margrethe? Jeg elsker mine egne børn, og det gør mig til materialist. Jeg er så glad for denne tid og dette samfund, hvor børns død er så sjældne, at vi græder over og fortæller om de døde børn.

Kære Margrethe og Jens! Det er forkert at sige, at jeg savner jer. Men jeg kan ikke slippe Jer, og derfor sender jeg jer et telegram igennem opstandelse og evigt liv. Jeg vil så gerne tale med jer på tværs af tider, livsvilkår, død og alle disse årtiers fortrængte smerter.

MØRKETS HJERTE af Joseph Conrad

ANMELDELSE

Kaptajn Marlow sejler med sit dampskib ad floden ind i junglen for at finde Mr. Kurtz. Det er en rejse ind i den hvide mands løgnagtige ideal om, at de hvide skal bringe civilisationens lys til Centralafrikas indfødte.

Det er absurd og mørkt. Et sted møder dampskibet et krigskib, der fra tid til anden planløst fyrer en granat af ind i junglen, så at de indfødte lige ligger mærke til de hvides tilstedeværelse. Det selvom der vist ikke er er nogen ærlig chance for, at junglens indfødte glemmer de hvide. De hvide siger, de kommer med lys, men i virkeligheden kommer de vist mest med jagt efter profit og vold.

Det er i bogen lige så mørkt, som bogens titel antyder. Et sted skriver Conrad: ”Det var som en udmattet pilgrimsfærd mellem anledninger til mareridt.” Og målet for denne dystre pilgrimsfærd er at finde Kurtz. Kurtz er beundret for sin intelligens. Han har skrevet en rapport om, hvordan man håndterer de sorte. Og så er han angiveligt gået grasat der inde dybt i junglen, hvor Marlows damper er på vej.

Hans metoder usunde, bemærker én af dem, som sejler sammen med Marlow om Kurtz. Kurtz har oprettet et samfund, som bygger på vold og tilbedelse af sig selv.

Måske er det i virkeligheden det, som idealet om at bringe lys til Afrika er blevet til. Vold og tilbedelse af den hvide mand. I hvert fald kostede det belgiske herredømme i Congo, som Marlow rejser ind i, omkring 10 millioner indfødte mennesker livet.

Kurtz kommer syg og afkræftet med ombord på Marlows damper på vej tilbage. Kurtz dør, mens han udtaler ordet, rædsel.

Bogen slutter med en trist scene, hvor Marlow ikke får afsløret, hvor absurd, rå og hæslig det vestlige hvide kolonideal er. Men han lader Kurtz stå som den lysbærer, han absolut ikke er.

Jeg læste Mørkets Hjerte i et vadested i mit eget liv. Der står perleklare formuleringer fra bogen tilbage i min erindring. ”Det stod skrevet, at jeg skulle være loyal mod det mareridt, jeg havde valgt”, lyder et af dem. Mørkets Hjerte! Læs den til lyden af The Doors, The End.

Joseph Conrad levede fra 1857
til 1924. Han skrev
Mørkets Hjerte i 1899

VERNON SUBUTEX bind 1 af Virginie Despentes

ANMELDELSE

Det slutter med, at Vernon Subutex i febervildelse sover på en bænk i regnvejr i Paris. Inden det er han blevet hjemløs og går rundt i en tåge af uvirkelighed.

Paradokset er, at Vernon Subutex ellers er ved at blive berømt.

Hans gamle ven, rockstjernen, Alexandre Bleach optog sig selv på video som et slags testamente. På et tidspunkt inden sin død overdrog Bleach sit testamente til Vernon, og nu er alle på jagt efter Vernon Subutex for at få fingre i Bleach’ sidste tanker og ord.

Men Vernon Subutex er ikke sådan at finde. Han er blevet sat ud af sin lejlighed, og i begyndelsen bor han på sofaer hos venner og bekendte, og nogle af dem bliver hans elskerinder, og nogle gange går det frygteligt galt.

Vernon Subutex er en mand tæt på de halvtreds. Han havde en forretning, der solgte vinylplader, men den gik nedenom og hjem i nullerne. Nu kan han ikke længere betale huslejen og smides på gaden. Subutex er vist osse navnet på et stof, man giver til narkomaner som heroinerstatning. I hvert fald har Vernon fået sin del af hash, kokain og sprut. Det hele er blevet indtaget sammen med utroligt meget rockmusik.

Virginie Despentes er en utrolig dygtig forfatter. Jeg tror ikke, jeg kedede mig et eneste øjeblik i læsningen af første del af Vernon Subutex, som skal blive til en trilogi. Despentes går ind i sine personer og beskriver rockmusikeren, den unge muslim og højreekstremisten så loyal, at man er på nippet til at tro, at forfatteren har delt identitet med dem hver og én. Samtidig med er handlingen altid realistisk, og nogle gange er handlingen så realistisk, at det gør ondt. For eksempel som denne beskrivelse af en gammel rockmusiker, der banker sin kæreste:

”Der var aftener, hvor Patrice bankede hende. Foran ungen. Før drengen var fyldt to, kunne han allerede kravle ned og rulle sig sammen under sin seng. Barnet græd ikke, han lukkede sig som en østers i flere dage. Intet gjorde det så tydeligt for Patrice hvad han selv var, som synet af hans rædselsslagne søn der lå fladt ned på gulvet med hænderne for ørerne for ikke at høre noget.”

Samtidig med alle disse gribende personbeskrivelser og handlingsskildringer, er Vernon Subutex en beskrivelse af de vestlige velsfærdssamfund i privatiseringens og digitaliseringens tegn. Vernon Subutex evnede ikke at omstille sig. Han har dog de der VHS bånd med Alexandre Bleach’ testamente. Dem efterlod han imidlertid hos en veninde som pant for at få lov til at låne hendes pc’er, som så aldrig er leveret tilbage.

Hvordan skal det dog gå Vernon Subutex?

Bind et forlader ham i febervildelse om natten på en bænk i regnvejr et sted i Paris. Med alle de kendte folk, som leder efter Subutex, er der måske basis for en optur i det bind 2, der lige er kommet ud af trykken i sin danske version. Ja! Der er måske basis for en lykkelig slutning i det bind 3, som Virginie Despentes endnu ikke har skrevet. Men med mit kendskab til Vernon Subutex fra bind 1 tvivler jeg på både optur og lykkelig slutning. Vernon Subutex Bind et får hermed min bedste anbefaling.

Virginie Despentes er født i 1969.