DIN OG MIN VREDE Nytårsklumme

Engang til et politisk møde slog en vred mand i bordet og sagde: ”Vi skal folkekirken til livs med alle dens præster, der er så homofobiske og kvindefjendske”.

Jeg fik aldrig sagt noget til ham, der var vred eller rettere sagt: Jeg fik aldrig sagt noget til hans åbne ansigt. Jeg sank bare tilbage i min stol og tænkte mit.

For den folkekirke, der angiveligt er så kvindefjendsk og homofobisk, tæller i dag i dens præstestand omkring 60 procent kvinder. I øvrigt vil cirka 75 procent af folkekirkens præster gerne vie homoseksuelle.

Alt det har jeg sagt til den vrede mand i taler, jeg har holdt i min fantasi. Og i min fantasi har jeg fået ret hver eneste gang. Det har jeg også, når jeg har fortalt om mandens vredesudbrud til mine præstevenner.

Men hvad hjælper det? Jeg har aldrig konfronteret ham, der ønskede at komme af med folkekirken.

Hvis jeg havde gjort det, havde manden måske haft en kritik af folkekirkens måde at være kirke på.

Denne kritik kunne måske være meget sund for mig som præst at høre.

På mange måder er tiden vred. Der er nogle mennesker, som er meget vrede på muslimer. Der er nogle muslimer, som er meget vrede på Vesten. Der er præster, som er vrede på ateister, og der er ateister, som er vrede på Folkekirken.

Og vreden trives godt. For tiden er ikke bare vred. Den er også delt. Vreden findes som regel i lukkede rum. Her er jeg vred på nogen, som sjældent kommer ind i mit vrede rum og sjældent får lov til at kommentere min vrede.

Vi har demokrati, og et eller andet sted er demokratiet vel kendetegnet ved, at magten sættes i rammer ved hjælp af samtalen.

Mens hvis tidens vrede trives i de lukkede rum, hvornår kan vi så tale sammen?

Var den vrede mand og jeg dog bare kommet til at tale sammen. Da havde vi måske sammen begrænset lidt af tidens vrede.

Lad os tale sammen på trods af uenighed!

Lad det være et nytårsfortsæt for 2018!

Godt nytår!

GUD! DIN FEDE NAR, KOM

Jeg var engang på Skejby Sygehus med min lille dreng, Andreas, som på det her tidspunkt var ca. 5 måneder gammel.

Andreas er født med en nogle nyreproblemer, der fra tid til anden er skyld i urinvejsinfektion, som kun kan behandles på sygehuset, fordi Andreas skal have medicin igennem en såkaldt wenflon, som er et lille bitte rør, lægerne fører ind i en blodåre. Igennem dette rør eller wenflonen kan lægerne eller sygeplejerskerne så give den nødvendige medicin.

En sen aftenstime, tog jeg og Andreas fra Patienthotellet på Skejby Sygehus op til hospitalets børneafdeling, for at Andreas kunne få sin medicin.

Da sygeplejersken skulle til at give Andreas medicin igennem wenflonen, viste det sig, at den var stoppet til, og at man skulle have fat i en børnelæge, som skulle komme og lægge en ny wenflon.

Der kom en børnelæge og forsøgte at lægge wenflonen. Det lykkedes ikke første gang, og lægen forsøgte tre – fire gange igen, og i alt den tid skreg og skreg og skreg min lille dreng.

De kaldte derefter en anden læge, som kom og forsøgte at lægge wenflonen med samme resultat. Den anden læge kunne ikke, og min dreng skreg og skreg og skreg, og da den tredje læge kom ind på stuen, kunne jeg ikke mere.

Det så jeg ikke selv, men sygeplejerskerne bad mig gå ud, og jeg gik ud på børneafdelingens gang og ind på børneafdelingens køkken.

Da jeg sad der i køkkenet, bad jeg denne bøn:

Gud, din fede nar, kom!

Væk fra min søns fysiske skrig, var hans gråd og smerte stadigvæk i mit sind, og så vandrede mine tanker ud i verden og landede så på en eller anden måde ved muligheden for at bede en bøn i den situation, min dreng og jeg selv var i. Og så blev jeg vred på Gud og bad endnu engang:

Gud, din fede nar, kom!

Da jeg bad denne bøn, troede jeg faktisk på  Gud, men jeg var så vred på ham, fordi min søn led.

Kære Gud; din fede nar, kom!

Sådan bad jeg igen, og da trådte der en sygeplejerske ind ad døren. Hun gav mig en kop kaffe, og så satte hun sig overfor mig og lyttede. Hun hørte på mig. Hun sagde ingenting. Hun lyttede.

Denne sygeplejerske var ikke Gud, som med et snuptag kunne helbrede min søn.

Men med sin omsorg og sit øre delte hun på  en måde min lidelse.

Her hvor jeg er i dag, kan jeg stadig være sur på Gud over, at der gik flere timer, før der kom en læge, som kunne lægge en wenflon på min lille dreng.

Og så kan jeg være såre taknemmelig over, at Gud sendte mig en sygeplejerske, der kom med sit øre og sin kaffe og delte min lidelse.

Den gode sygeplejerske, med sin omsorg, sin kaffe og sit øre kunne ikke tage min eller min søns smerte væk, men hun delte min lidelse.

Smerte er der nok altid i tilværelsen, men måske kan man tage lidt af lidelsen fra et andet menneske ved at vise omsorg og ved at høre og lytte og lytte for at forstå, hvad det andet menneske går igennem.

Og min søn, Andreas, har ikke så ofte urinvejsinfektion, som han havde dengang. Det takker jeg Gud for, selvom jeg stadig er vred over, det min søn og jeg skulle igennem den nat på Skejby Sygehus, hvor jeg, på en eller anden måde, var oppe at slås med Gud.

Gud, din fede nar!

Tak for, at du sendte en sygeplejerske og tak for kaffe!

AMEN!