Viser opslag med etiketten Tyskland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tyskland. Vis alle opslag

mandag den 21. december 2020

MENNESKETS VILKÅR af Hannah Arendt

 


Den dag Sofie Linde til TV2 Zulus Comedy Award stillede sig op og fortalte om den magtfulde medarbejder i DR, der for år tilbage ved en julefrokost havde forsøgt at presse Fru Linde til sex, tænkte Sofie Linde nok ikke på, at hun igangsatte noget, som den tysk jødiske amerikanske tænker, Hannah Arendt ville kalde en handling.

En handling foretager en person sig overfor offentligheden, og når handlingen er sat i gang, har dens subjekt ikke mere herredømme over handlingens videre liv i offentligheden.

Således er det ikke Sofie Linde, som har bestemt, at et af de politiske partier i Folketinget skulle skifte sin politiske leder ud, og at København skulle have en ny overborgmester, men det blev konsekvensen af den handling, Sofie Linde kastede ud i offentligheden i eftersommeren 2020.

Man kan læse om handlinger i Hannah Arendts bog, Menneskets Vilkår.

Menneskets Vilkår blev skrevet i 1958. I bogen giver Hannah Arendt sit bud på menneskets vilkår i en moderne tid. Bogen har en ret pessimistisk grundtone, og det mest håbefulde i bogen er Hannah Arendts bud på menneskets mulighed for at bryde naturens og menneskeverdenens processuelle sikre gang mod et bestemt mål.

Et menneske er et væsen, som er noget afgørende nyt i verden og ikke bare noget forudbestemt. Dette nye er menneskets fødthed med hvilken mennesket kan handle overfor offentligheden, som i den tale, hvor Sofie Linde fortalte om krænkende adfærd begået af mænd med magt overfor kvinder uden nær så meget magt.

Med sin fødthed kan mennesket handle ud fra anerkendelse af pluraliteten, der er bevidstheden om, at offentligheden rummer mennesker, der er forskellige fra det menneske, som handler eller sætter en handling i gang.

Et menneske har magt til at handle. Magt er altså for Hannah Arendt mulighed for at handle. Når man så har handlet. Når Sofie Linde har holdt sin tale om krænkende sexisme, så stopper Sofie Lindes magt. Sofie Linde har ikke længere kontrol over sin handling, som nu bevæger sig ud i offentligheden, hvor mennesker er forskellige fra Fru Linde, og hvor de dermed med deres egen fødthed har magt til at bestemme, hvordan de vil handle som respons på Sofie Lindes handling.

Magt er i modsætning til herredømme. Med sin magt har Sofie Linde kun mulighed for at bestemme, hvordan hun vil handle. Hvis hun vil bestemme handlingens videre liv ud i offentligheden, søger hun herredømmet, som er kontrol over en handling og dens konsekvenser fra start til slut. Herredømmet er det, som ledere i totalitære stater søger over deres handlinger.

Med sin fødthed har mennesket, som jeg ovenfor, har beskrevet mulighed for at handle. Mennesket har også mulighed for at love og for at tilgive. For Hannah Arendt er løftet små oaser af pålidelighed, som mennesket kan regne med i en eller uvis og kaotisk fremtid. Tilgivelsen er menneskets måde at bryde med en fortid, der ellers synes at love en dårlig fremtid på grund af dårlige handlinger, som har sat negative processer i gang.

Hannah Arendt ser virkeligheden som opdelt i det jordiske og verden og så måske offentligheden. Jorden eller det jordiske er naturen. Verden er samlingen af menneskers fremstillede ting og disse tings indbyrdes forhold til hinanden. Offentligheden er der, hvor mennesker så kan handle overfor andre mennesker, som i deres forskellighed kan forholde sig til handlinger.

Jorden er det som mennesket arbejder med for at overleve. Vi producerer mad. Vi vasker tøj, som vi tager på kroppen. Vi arbejder for at overleve, og arbejdets kendetegn er, at det forsvinder igen, som maden vi spiser, og som tøjet, der atter skal vaskes.

Verden består af menneskets produkter, som bliver stående, når mennesket ikke er der mere. Det er alle de ting, som håndværkerne fremstiller. Stole, borde og huse, og disse tings indbyrdes forhold til hinanden er menneskets verden.

Offentligheden er så der, hvor mennesket handler overfor andre mennesker med disse menneskers forskellighed og mangfoldighed som forudsætning.

Hannah Arendt udtrykker i Menneskets Vilkår et hjertesuk over, at menneskets verden bliver mere og mere natur. Mennesker fremstiller ting, som vi i højere og højere grad smider væk, ligesom det er et vilkår for menneskeartens omgang med naturen og jorden i arbejde. Hannah Arendt er tillige ked af, at menneskelige processer mere og mere bliver deterministiske, så der bliver mindre plads til at handle i menneskets verden. Hannah Arendt er pessimistisk på vegne af menneskehedens fremtid. Fru Arendt skriver meget vidende om den oldgræske polis eller det gamle Grækenlands bystater, og nogle gange får man næsten det indtryk, at hun ønsker at føre verden tilbage dertil.

Men når det er sagt, tænker jeg, at man kan bruge Hannah Arendt til en masse med hendes begreb om handling i en politisk virkelighed, hvor meget politik er spundet ind i traktater og aftaler, der fjerner demokratisk magt fra de offentligheder, hvor meget af magten over forskellige politikområder tidligere lå.

Du skal vide mere om Hannah Arendt. Det skal du for hendes begreber om handling i offentligheden. Og så kan du altid læse hende for den medfølgende grundige indføring i filosofihistorien, som hun giver dig med i købet.

Den 26. august 2020 vidste Sofie Linde ikke, at det hun gjorde, satte en masse ting i gang, som har fået adskillige brancher i Danmark til at revidere forholdet mellem chefer, medarbejdere, sex og magt. Hun vidste ikke, at flere landskendte politikere her fire måneder senere ikke længere beklæder de poster, de sad på i august.

Sofie Linde brød den forudsigelige proces, der kværner op ad tidens gang. Dermed kastede hun en handling ud i offentligheden, og denne handling er en konsekvens af Sofie Lindes evne til at tænke, handle og tale, som Hannah Arendt forstod det. Det satte noget nyt i gang, som er dybt menneskeligt, for menneskets kendetegn er, at det kan handle nyt i modsætning til naturen, hvor alle konsekvenser kan forudsiges ud fra deres årsager.

Hannah Arendt blev født 
i Tyskland i1906 og døde 
i USA i 1975.


 

lørdag den 16. februar 2019

EVIG PROTEST af Jörg Lauster



Jeg var glad for at læse Jörg Lausters lille skrift om betydningen af reformationens principper. Lauster taler for, at reformationen ikke sluttede i 1500 tallet, men at reformationen tværtimod lever videre som en måde at være kristen på. Kristendommen er jo bundet til kirken. Denne binding til en institution kan være et problem. For nogle gange er kirken mere optaget af sine institutionelle behov end at være udtryk for kristendom. Denne kirkelige optagethed af sin egne institutionelle behov er det babylonske fangenskab, som reformationsprincippet skal søge at gøre kristendommen fri af.

Mod Lausters forståelse af reformationens princip taler fejringen af 500 året for Martin Luthers 95 teser i 1517. Jörg Lauster synes at mene, at fejringen blev for meget lutherbøvsetriumf, hvor man sang reformatorens salmer, sagde, hvad gamle Martin sagde og ellers spiste lutherbolcher og drak lutherøl. Men man udlod at tænke over reformationens principper, og hvordan de kan udleves i dag. Lauster taler for, at det at være en kristen, som er inspireret af reformationens principper, er at være opmærksom på to ting.

For det første er det at være en reformatorisk indstillet kristen at være opmærksom på, hvad kristendommen har at sige ind i verden. For det andet er det at være opmærksom på den udvikling, verden har været igennem de sidste par hundrede år. På den måde undgår vi som kristne bare at gentage Luther. At vedkende sig arven efter Luther er at leve efter reformationens godtord, om at kirken altid bør reformere sig selv. Det betyder, ifølge Lauster, netop at kirken med tidens sprog og indsigter skal tænke over, hvad kristendommen kan give verden.

I forlængelse heraf har Jörg Lauster en meget alvorlig og relevant kritik, som jeg tænker, også slår hårdt mod Den Danske Folkekirke. Han skriver for eksempel: ”Medlemstal er én ting. Kristendommens åndelige trøst en anden. Det er ikke de stabile medlemstal, der er vigtige, men kristendommens budskab.” Videre hedder det: ”Tit virker det faktisk, som om Den Evangeliske Kirke kun beskæftiger sig med sig selv og sine strukturer i en evindelig rundkredsdebat, der bare kører i ring.” Her citerer jeg fra Evig Protest side 62.

Et sted i bogen sparker min indre barthianer til indersiden af min hjerne i protest. Det er på side 86, hvor Jörg Lauster skriver: ”Vestens demokratiske stater realiserer idealerne om kristen næstekærlighed og solidaritet.” Øh! Gør de virkeligt det? Her i Danmark har den moderne demokratiske stat for eksempel indført en førtidspensionsreform, der har påført alvorligt syge mennesker masser af lidelser, der ikke just virker som noget, der rimer på legenden om den barmhjertige samaritaner eller Bjergprædikenen. Jeg kan ikke lade være med at synes, at den gode Lauster og alle os andre burde reservere den fulde realisation af den kristne næstekærlighed til Frelseren selv. Jeg kan ikke lade være med at have den opfattelse, at jeg personligt og via politisk engagement i samfundet kun kan nå et stykke vej hen imod det at realisere kristen næstekærlighed og solidaritet. Men derfor er det selvfølgeligt vigtigt, at man forsøger at gå det stykke vej.

Men denne indvending skal ikke stå i vejen for den opfattelse, at jeg synes Evig Protest er en god og vigtig bog. Den kan måske bruges i studiekredse om reformationens grundindsigter. Før øvrigt er bogen rigtigt fint oversat af Sanne Thøisen.
Jörg Lauster er født i 1966.
Han er professor i teologi ved
Ludwig-Maximilian Universität
i München.

fredag den 15. februar 2019

TYLL af Daniel Kehlmann

ANMELDELSE


Daniel Kehlmann er en fantastisk forfatter, der med Tyll har skrevet en bog, hvor man hele tiden under læsningen er spændt på, hvad der nu skal ske. Bogens hovedperson, Tyll er en nar af den slags, som i gamle dage havde en hævdvunden ytringsfrihed, og med den kunne naren tillade sig at tale frisk til fyrster, konger og almindelige mennesker på en måde, som ingen andre turde.

Vi følger Tyll på hans rejse rundt i Tyskland under 30 års krigen i 1600 tallet. Det er en rejse med tragedier, smukke venskaber og masser af krig, der viser sig i bogens udførlige beskrivelser af lemlæstede kroppe, bylder, blod og lort i en mængde, der gør, at jeg håber, jeg aldrig skal se denne fantastiske bog som film. Tyll er historien om krig, der smadrer samfund og mennesker, men bogen er også historien om kunstens, forstået som Tylls narrekunst, evne til at give nedbøjede sind og smadrede samfund et eller andet, som gør det muligt at leve, selvom livet egentligt er blevet smadret.
Måske er bogen et forsvar for et pragmatisk verdenssyn. Det er som om, at naren, Tyll har et opgør med nogen af de kræfter, der har et fastlåst og upragmatisk syn på verden. Som jeg forstår det, var trediveårskrigen udløst af den sprængfarlige blanding af fyrstehusenes grådighed og religiøs intolerance. Et sted i bogen i Osnabrück under forhandlingerne af Den Westfalske Fred rækker en dronning tunge i al hemmelighed, som om hun gør nar af de forskellige monolitiske syn på verden, trediveårskrigen er født ud af.
Midt i bogens gruopvækkende skildringer af krig og lidelse er der lige pludseligt et æsel, der kan tale. En drage på 17000 år dør af alderdom, før den er blevet spottet af dem, som jager den. Tyll har masser af forunderlighed, og midt i bogens beskrivelser af det ulækre skraldgriner man en gang imellem.
I det hele taget er Tyll en fantastisk bog, som jeg elskede at læse. Det er første men ikke sidste gang, jeg læser noget af Daniel Kehlmann.


Daniel Kehlmann er født
i München i 1975.

lørdag den 17. september 2016

ARVEN EFTER HITLER anmeldelse




ARVEN EFTER HITLER
Anette H. Storeide
Informations Forlag 2010

Arven efter Hitler er en beretning om tyskernes bearbejdning af de forbrydelser, der udgik fra Tyskland under Anden Verdenskrig.

Bogen skildrer denne bearbejdning som udspændt mellem fire poler.

For det første den ideologiske tilgang.

For det andet optagetheden af tyskernes egne ofre.

For det tredje skyldfølelsen over de enorme forbrydelser, som blev begået i Tysklands navn under Anden Verdenskrig.

Endelig for det fjerde behandler bogen mange tyskeres trang til at fortolke deres egne og deres families erindringer, så lige netop deres familiemedlemmer og venner var mod nazismen på en eller anden måde.

Bogen skildrer, hvordan DDR regimet i sine fyrre leveår så nazismen ud fra den kommunistiske modstandsbevægelses perspektiv, som efterhånden levnede en smule plads til andre ofre end kommunister.

Sideløbende hermed fortælles om den vesttyske fortælling om den kristelige / konservative modstandsbevægelse. En fortælling, der efterhånden mere og mere blev trængt i baggrunden til fordel for et opgør med nazismen på både det juridiske, det kulturelle og det politiske plan.

Forskellen mellem Øst og Vesttysklands naziopgør gav undertegnede den tanke, at måske er demokratier og frie samfund bedre til selvopgør end diktaturer. Samfundets selvopgør kræver simpelthen plads til at stille kritiske spørgsmål.

Til sidst i bogen beskriver Storeide gnidningerne efter murens fald mellem ofrene for DDR / SED regimet og naziregimets stadigt levende ofre.

Og så fylder film og tv analyser vel meget i bogens sidste del.

Alt i alt har den norske historiker Annette H. Storeide skrevet en god bog, som hermed får min anbefaling.


Anette H. Storeide er norsk historiker
og forfatter. Hun er født i 1976