ET BUD PÅ FREMTIDENS FOLKEKIRKE FOR OG AF FOLKET – HØSTERKØB EKSEMPLET af Høsterkøb Menighedsråd

ANMELDELSE

 

Da jeg fik bogen fra Høsterkøb Menighedsråd blev jeg først rigtig sur over og træt af en linie, der stod i bogen. Nemlig at præsten skulle skabe kirken. Jeg busede ud på Facebook og skrev, at jeg ikke ville give et stykke steviasødet slik til nogen præst eller noget menighedsrådsmedlem fra Høsterkøb. Så tog jeg mig sammen og besluttede at læse den lille bog. Det er let gjort. Man kan læse den på halvanden til to timer.

 

Bagefter har jeg faktisk rigtig gode indtryk af Høsterkøbs proces omkring deres gudstjeneste. Jeg har også et par kritiske refleksioner og tanker om det, der står i bogen, men jeg er faktisk overvejende positivt stemt over for det lille skrift fra Høsterkøb.

 

Lige før, jeg læste bogen fra Høsterkøb, var jeg blevet færdig med Jörg Lausters bog, Evig Protest. Her i identificerer Lauster kirkens babylonske fangenskab som kristendom i fangeskab hos den kirkelige institution, der har alle institutionens traditionelle synder. Reformation er på den baggrund en vedvarende kamp for at befri kristendommen fra dette fængsel. På mange måder har menighedsrådet i Høsterkøb kæmpet denne kamp. For mig at se har de gjort op med nogle af Folkekirkens tungeste institutionelle dogmer. De har gjort op med kl. 10.00 og rykket søndagens gudstjeneste til kl. 13.00 på nær den sidste søndag i måneden, hvor gudstjenesten i Høsterkøb begynder kl. 16.00. Et endnu tungere dogme og måske endda et monopol har de taget til kærlig behandling i Høsterkøb. Orgelet. Huha, orgelet. I Høsterkøb er orgelet ikke det eneste instrument, der lyder ved præ, post og salmesang. Kirken har vist nok ikke en organist, men i stedet en kirkemusiker, og de bruger mange ressourcer på om søndagen at have levende musik, der ikke er orgelmusik. De spiller også optaget musik, der lige som illustrerer søndagens tema. De er også kommet frem til en højmesseliturgi, der ikke har indgangsbøn og udgangsbøn. Alt dette er resultatet af en lang proces med dialog med sognebørn og institutioner i Høsterkøb. På en måde er det reformation. Et opgør med orgel og gudstjenesteliturgi er et opgør med en folkekirke, der har visse elementer af institution, som er så stærke, at man får et fragtskib af lort hældt ud over sig, hvis man vover at stille spørgsmål. Tak til Høsterkøb for den del!

 

Som rigtig mange andre læsere af høsterkøbpamfletten irriterer det mig, at deres billede af andre kirker, sogne og deres præster er så stereotypt. Høsterkøblignende processer er i gang mange steder, men nyheden om det er ikke nået til Høsterkøb. Det skuer også i min oplevelse af skriftet, at menighedsrådet i Høsterkøb finder det nødvendigt at tale ilde om Menighedsrådet i Birkerød. Det vidner ikke om storsind. I Høsterkøb elsker de deres præst, Annemette Norsker, og det er der vist god grund til. Fru Norsker har gjort et stort stykke arbejde med at lytte til den folkelige jordbund i sognet, og hun virker i bogen som en dygtig netværker og et elskeligt menneske og vel også som en god præst.

 

Der er nogle af menighedsrådets formuleringer, der virkeligt går mig på. Det er som, at menighedsrådet mener, at man kan gå i dialog om gudstjeneste og liturgi, mens teologien og kristendommens budskab er præstens område. Huha, tænker jeg. Vi skulle da gerne være fælles om både kristendommens indhold og kristendommens form i kirke og menighed. Indholdet er ikke præstens sag men menighedens sag. I afsnittet, hvor Fru Norsker kommer til orde, spørges Pastor Norsker: ”Hvordan skaber du en folkekirke for folket?” Huha! Præsten skaber da ikke nogen folkekirke. Menigheden skaber en folkekirke, som kalder en præst som deres teologiske sagkyndige. Det går mig også på, at ingen i Høsterkøb nævner den kristne forsoningsteologi. Jesus Kristus, der gav sig selv for at frelse verden, nævnes ikke, og næstekærlighed er forkyndelsen, når Høsterkøberne fortæller, hvad kristendom i grunden er.

 

Min bøn til menighedsrådet i Høsterkøb er, at de vil gøre Jesus Kristus som verdens frelser til en hjertesag for dem selv og resten af menigheden, når man skal tænke kirkelig fornyelse. Luther fornyede en masse ting i kirken, men han begyndte dog alt nyt med at fokusere på, at kristendom i grunden handler om, at Gud er blevet menneske i Jesus Kristus, der døde og opstod fra de døde for dem fra Høsterkøb og alle andre..

 

Endelig undrer jeg mig stilfærdigt over, at man i Høsterkøb i en sand fornyerkirke har nadverritual C. Det betyder, at menigheden under optakten til nadver synger ”Hosianna i det højeste”, og kan de virkeligt være i det, når de moderne Høsterkøbere går i kirke? Eller er der måske i Høsterkøb enkelte traditionalister, som i virkeligheden hører til i Birkerød?

 

Alt i alt var jeg glad for at læse bogen fra Høsterkøb. I den er der rigtig meget, jeg kan bruge, selv om jeg åndeligt set ville begynde en kirkelig fornyelsesproces et andet sted. Gud velsigne Høsterkøb Sogn! Hvis jeg træffer på dem en dag, må præst og menighedsråd ved Høsterkøb Kirke gerne få et stykke steviasødet slik af mig.

Høsterkøb Kirke

DEN FREMMEDE af Albert Camus

ANMELDELSE

Den Fremmede er en mand, der lever i det franske samfund i Algeriet for 80 år siden. Det er som om, at han ikke er helt tilstede i det offentlige liv. Han forstår ikke rigtigt konventioner, og som historien skrider frem, bliver det mere og mere klart, at alt i Mersaults, Den Fremmedes, liv er lige så tilfældig, som universets indretning er tilfældig.

Mersault slår en mand ihjel. Det er også tilfældigt. Drabet bliver i retten kædet sammen med Den Fremmedes holdning, da hans mor døde. Han kunne ikke rigtig være i alt det, man burde gøre, omkring begravelsen, og det er bliver lagt ham til last i retssalen. Det er dog som om, Mersault er lidt ligeglad. Det hele er tilfældigt og absurd. Der, hvor andre ser sammenhænge, ser Den Fremmede kun tilfælde. Og til sidst tænker han på sin henrettelse. Han håber, det vil give den vrede folkemængde glæde at se ham blive halshugget.

I Fortællingen om Den Fremmede er der et sidetema om arabere og franskmænd i Algeriet. Araberne er underligt karakterløse i bogen, og måske måske ikke lægger denne læser for meget betydning i det, hvis jeg skriver, at jeg synes, man kan ane den kommende krig om Algeriets uafhængighed.

Den Fremmede kan læses som en erklæring om livets overordnede formålsløshed. Bogen kan også læses for sit smukke sprog, som denne læser desværre kun kan læse i den danske oversættelse. Den Fremmede kan købes billigt i mange webboghandeler. Den bør kunne lånes på ethvert velassorteret folkebibliotek. Jeg synes, det er en god bog.

Albert Camus, 1913 - 1960. Han fik Nobelprisen

i litteratur i 1957.

KONGENS FALD af Johannes V. Jensen

'

ANMELDELSE

Mikkel Thøgersen er en ung mand, som bliver smidt ud af Københavns Universitet, fordi han forsømmer sine teologistudier. Vi er i Kong Hans’ regeringstid i slutningen af 1400 tallet.

 

Den unge mand bliver soldat i kongens hær, og Mikkel Thøgersens liv kommer til løbe nogenlunde parallelt med Christian den Andens liv.

 

Det er som om, at Mikkel Thøgersen er på vrangsiden af sin egen eksistens. Han er led ved den, og han er sig helt bevidst om, at han er ond. Et sted i bogen er Mikkel lige ved at blive forligt med Gud og sit eget liv og på vej til at dø i salighed, men han bliver rask igen og bliver sit gamle jeg, som slår livet i stykker for dem, han er misundelig på.

 

I slutningen af livet bliver Mikkel oppasser på Sønderborg Slot for den afsatte Christian den Anden. Det er som om, de to er fælles om at have et smadret liv og en ødelagt skæbne ved den vold, som de har udøvet.

 

I denne bog synes det som om, at livet er meningsløst, og Kongens Fald har en del ansatser til tråde, der kan knyttes, men som ikke bliver det. Det gør ikke bogen dårlig. Tværtimod. Kongens Fald er en skildring af et menneskeliv mellem lidenskaber, kærlighed og lejlighedsvis godhed med et mørke, der hele tiden er ved siden af og til at snuble ned i. Kongens Fald skildrer et menneskeliv på vrangsiden meget sandt.

 

Sproget i Kongens Fald er fantastisk. Nogen gange må man læse en sætning et par gange for at få alle dens facetter med. Johannes V. Jensens billeder er også smukke. Et sted i bogen stikker en abe i et syn sine fingre i Mikkels øjne, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er forfatteren, der har læst Darwin, og som prøver at sige, at som arterne stræber efter den livsmåde, som sikrer dem de bedste muligheder for at overleve og for at videreføre slægten, således vælger Mikkel Thøgersen de livsmuligheder han kan, i stedet for at stræbe imod alle mulige idealer.

 

Kongens Fald er en bog uden et verdenssyn. Bogen bevæger sig mellem lys og mørke, lidenskab og had og så vold og konsekvens. På en måde er der masser af sex i Kongens Fald men alligevel ingen udførlige beskrivelser, og som sådan er bogen vel også et studie i, hvad man kunne tillade sig at skrive i 1901 uden at skrive det. Kongens Fald er ingen national roman. På et tidspunkt skriver Jensen, at med Christian den Anden ophørte Danmark med at være et land med en historie.

 

Jeg er ked af, at jeg er færdig med at læse Kongens Fald. Det er vel en af mit livs tyve bedste læseoplevelser, og jeg forstår udmærket, hvorfor den er blevet udnævnt til at være det 20. århundredes bedste danske roman. Kongens Fald får hermed min bedste anbefaling.

Johannes V. Jensen levede fra
1873 - 1950.

MANHATTAN BEACH af JENNIFER EGAN

ANMELDELSE

Hold da kæft. Det her er en pageturner. Manhattan Beach er en bog om New York i 1930’erne og 40’erne, og den er helt vildt velresearchet. Bogen handler om en forsvunden mand og hans familie og mysteriet omkring hans forsvinden. Manhattan Beach handler også om Annes udvikling fra pige til voksen kvinde. Om hvordan hun bliver seksuel aktiv fra de første pubertetsfumlerier til kvinde og mor. Vi følger osse, hvordan Anne tager sin plads som dykker på et orlogsværft og i en mandeverden. Samtidig gør Jennifer Egan os klog på New York, som byen var en gang, med gangstere, kirkegang og spiritusforbud. Vi bliver også taget med i de første skridt i USAs udvikling fra et isolationistisk land med et hensovende militær til en supermagt via Anden Verdenskrig.

Bogen er fuld af detaljer, og alligevel er det som om, at ikke en eneste detalje er overflødig. Et enkelt sted tænkte jeg, det blev for urealistisk lige som den scene i Zarens Kurer, hvor hovedpersonen reddes fra at blive blind ved hjælp af trykket fra sine tårers damp, der modstår et gloende svær.

Ellers er Manhattan Beach en fantastisk bog, der hermed får min bedste anbefaling. Bogen kan lånes på ethvert velassorteret folkebibliotek.

Jennifer Egan

ANMELDELSE af SORGENS GRUNDSTOF

Anne Lise Marstrand - Jørgensens roman, Sorgens Grundstof, er en virkelig flot fortælling om Europa i 200 år. Bogen handler også om menneskets onde tilbøjelighed til at se andre mennesker gennem stereotypernes og fordommenes briller.

Vi følger tre repræsentanter for nogle af de grupper og folkeslag, der har lidt mest overlast i de sidste 200 års europahistorie og verdenshistorie. En ung kvindelig efterkommer af caribiske slaver finder i 1815 i Wien sammen med en jødisk forretningsmand og en armensk antikvitetshandler. De tre bliver bundet sammen af luctugen, som er sorgens grundstof.

Sorgens grundstof gør, at de tre ikke bliver ældre i rigtigt mange år. En gang imellem eksploderer luctugenet, så den unge farvede kvinde, den jødiske forretningsmand og den armenske antikvitetshandler glemmer det meste og sendes i hver sin retning i Europa. Samtidig får sorgens grundstof de tre mennesker til langsomt at søge mod hinanden i deres livs vandringer, der leder dem igennem store dele af Europa i tiden mellem wienerkongressen og anden verdenskrig.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens bog er et studie i blodsudgydelser midt imellem 1800 tallets liberale forandringer af de europæiske samfund på den ene side og de forskellige folkeslags had med etnisk fortegn på den anden. Især er det hjertesskærende og gribende at følge den græske nations og den tyrkiske nations fødsel i blod og etnisk udrensning. Vi bliver også vidner til krig, vold og progromer i Tyskland, Frankrig og Rusland. Bogens drama kulminerer i det 20. århundredes to verdenskrige.

Man må sige, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen kender sin europahistorie rigtigt godt. Hun formår at knytte den store politiske historie sammen med personernes små. Jeg synes, fortællingen var lidt lang tid om at komme i gang, og måske bliver de tre hovedpersoners godhed og liberale overblik ved med at være lidt for uantastet af alt den ondskab, de rammes af og er vidner til.

Men alt i alt har Anne Lise Marstrand-Jørgensen med Sorgens Grundstof skrevet en rigtig god bog, som hermed anbefales på det varmeste.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

span>

THE CHILDREN OF LIGHT AND THE CHILDREN OF DARKNESS anmeldelse

Reinhold Niebuhr skrev The Children of Light and the Children of Darkness i 1944. I bogen er han da også tydeligt bevæget af den igangværende verdenskrig. Niebuhr mener, at demokratiets traditionelle forsvarer lider af en alt for stor tro på fornuften, mens de, der ønsker at nedbryde demokratiet har en mere kynisk og nøgtern forståelse af mennesket. I bogen kaldes demokratiets forsvarer for lysets børn, mens demokratiets modstander er mørkets børn.

Liberalismen og marxismen hører begge, ifølge Niebuhr i 1944, til lysets børn. Samtidigt anklages begge ideologiers følgere for en for stor tro på fornuften. Liberalisterne lider af den antagelse, at når bare det formelle er på plads med grundlov og rettigheder, så kommer demokratiet og retfærdigheden af sig selv. Denne antagelse er hamrende naiv, mener Reinhold Niebuhr, ligesom marxisterne er blåøjede, når de regner med, at fornuften kan regne sig frem til det perfekte samfund uden klassemodsætninger.

Reinhold Niebuhr er pessimist på vegne af fornuften. Der findes simpelthen ikke blandt menneskenes børn den religion, den ideologi, det parti, den gruppe eller det kirkesamfund, hvor synden ikke forurener sandheden og fornuften. Derfor er det vigtigste ved demokrati magtkritikken og indramningen af magten i ord og i samfundsindretning. Reinhold Niebuhr er som sagt pessimist i sit menneskesyn, men han er også idealist. Målet for ham er et verdenssamfund, hvor alle mennesker behandles retfærdigt og lever i fred med hinanden. Men Niebuhr ved, at vejen derhen går over mange mange års konflikt og magtkampe. Han ved også, at nationalstaten kun kan afløses af overnationale fora under indtrykket af kollektive frygtelige oplevelser.

Reinhold Niebuhr var teolog og som sådan tydelig barn af en luthersk pessimisme. Politisk set skiftede han ofte grundstandpunkt. I sin ungdom var han liberal. Senere blev han socialist, og under Anden Verdenskrig blev Niebuhr medlem af USAs demokratiske parti. Organiseret her gik han efter krigen ind for USAs engagement i den kolde krig, og siden blev han modstander af både det våbenindustrielle kompleks og vietnamkrigen.



Alt i alt er det en stor oplevelse at læse The Children of Light and The Children of Darkness. Det er nogle gange ved at give een åndenød at læse, hvor godt Niebuhrs betragtninger passer til verden af i dag. Samtidig er bogen svær at læse. Lixtallet og antallet af ukendte engelske ord er højt. Ofte må man læse et afsnit mere end en gang for at forstå det. Og stadigvæk. Jeg ikke helt sikker på, at jeg forstår Niebuhrs synspunkter i alle deres rige og lærde nuancer. Bogen står i skrivende stund (maj 2018) til 12 britiske pund på Amazon UK.

Reinhold Niebuhr 1892 - 1971: Amerikansk teolog, præst og

politisk filosof