GUD! DIN FEDE NAR, KOM

Jeg var engang på Skejby Sygehus med min lille dreng, Andreas, som på det her tidspunkt var ca. 5 måneder gammel.

Andreas er født med en nogle nyreproblemer, der fra tid til anden er skyld i urinvejsinfektion, som kun kan behandles på sygehuset, fordi Andreas skal have medicin igennem en såkaldt wenflon, som er et lille bitte rør, lægerne fører ind i en blodåre. Igennem dette rør eller wenflonen kan lægerne eller sygeplejerskerne så give den nødvendige medicin.

En sen aftenstime, tog jeg og Andreas fra Patienthotellet på Skejby Sygehus op til hospitalets børneafdeling, for at Andreas kunne få sin medicin.

Da sygeplejersken skulle til at give Andreas medicin igennem wenflonen, viste det sig, at den var stoppet til, og at man skulle have fat i en børnelæge, som skulle komme og lægge en ny wenflon.

Der kom en børnelæge og forsøgte at lægge wenflonen. Det lykkedes ikke første gang, og lægen forsøgte tre – fire gange igen, og i alt den tid skreg og skreg og skreg min lille dreng.

De kaldte derefter en anden læge, som kom og forsøgte at lægge wenflonen med samme resultat. Den anden læge kunne ikke, og min dreng skreg og skreg og skreg, og da den tredje læge kom ind på stuen, kunne jeg ikke mere.

Det så jeg ikke selv, men sygeplejerskerne bad mig gå ud, og jeg gik ud på børneafdelingens gang og ind på børneafdelingens køkken.

Da jeg sad der i køkkenet, bad jeg denne bøn:

Gud, din fede nar, kom!

Væk fra min søns fysiske skrig, var hans gråd og smerte stadigvæk i mit sind, og så vandrede mine tanker ud i verden og landede så på en eller anden måde ved muligheden for at bede en bøn i den situation, min dreng og jeg selv var i. Og så blev jeg vred på Gud og bad endnu engang:

Gud, din fede nar, kom!

Da jeg bad denne bøn, troede jeg faktisk på  Gud, men jeg var så vred på ham, fordi min søn led.

Kære Gud; din fede nar, kom!

Sådan bad jeg igen, og da trådte der en sygeplejerske ind ad døren. Hun gav mig en kop kaffe, og så satte hun sig overfor mig og lyttede. Hun hørte på mig. Hun sagde ingenting. Hun lyttede.

Denne sygeplejerske var ikke Gud, som med et snuptag kunne helbrede min søn.

Men med sin omsorg og sit øre delte hun på  en måde min lidelse.

Her hvor jeg er i dag, kan jeg stadig være sur på Gud over, at der gik flere timer, før der kom en læge, som kunne lægge en wenflon på min lille dreng.

Og så kan jeg være såre taknemmelig over, at Gud sendte mig en sygeplejerske, der kom med sit øre og sin kaffe og delte min lidelse.

Den gode sygeplejerske, med sin omsorg, sin kaffe og sit øre kunne ikke tage min eller min søns smerte væk, men hun delte min lidelse.

Smerte er der nok altid i tilværelsen, men måske kan man tage lidt af lidelsen fra et andet menneske ved at vise omsorg og ved at høre og lytte og lytte for at forstå, hvad det andet menneske går igennem.

Og min søn, Andreas, har ikke så ofte urinvejsinfektion, som han havde dengang. Det takker jeg Gud for, selvom jeg stadig er vred over, det min søn og jeg skulle igennem den nat på Skejby Sygehus, hvor jeg, på en eller anden måde, var oppe at slås med Gud.

Gud, din fede nar!

Tak for, at du sendte en sygeplejerske og tak for kaffe!

AMEN!