MENNESKETS VILKÅR af Hannah Arendt

 

Den dag Sofie Linde til TV2 Zulus Comedy Award stillede sig op og fortalte om den magtfulde medarbejder i DR, der for år tilbage ved en julefrokost havde forsøgt at presse Fru Linde til sex, tænkte Sofie Linde nok ikke på, at hun igangsatte noget, som den tysk jødiske amerikanske tænker, Hannah Arendt ville kalde en handling.

En handling foretager en person sig overfor offentligheden, og når handlingen er sat i gang, har dens subjekt ikke mere herredømme over handlingens videre liv i offentligheden.

Således er det ikke Sofie Linde, som har bestemt, at et af de politiske partier i Folketinget skulle skifte sin politiske leder ud, og at København skulle have en ny overborgmester, men det blev konsekvensen af den handling, Sofie Linde kastede ud i offentligheden i eftersommeren 2020.

Man kan læse om handlinger i Hannah Arendts bog, Menneskets Vilkår.

Menneskets Vilkår blev skrevet i 1958. I bogen giver Hannah Arendt sit bud på menneskets vilkår i en moderne tid. Bogen har en ret pessimistisk grundtone, og det mest håbefulde i bogen er Hannah Arendts bud på menneskets mulighed for at bryde naturens og menneskeverdenens processuelle sikre gang mod et bestemt mål.

Et menneske er et væsen, som er noget afgørende nyt i verden og ikke bare noget forudbestemt. Dette nye er menneskets fødthed med hvilken mennesket kan handle overfor offentligheden, som i den tale, hvor Sofie Linde fortalte om krænkende adfærd begået af mænd med magt overfor kvinder uden nær så meget magt.

Med sin fødthed kan mennesket handle ud fra anerkendelse af pluraliteten, der er bevidstheden om, at offentligheden rummer mennesker, der er forskellige fra det menneske, som handler eller sætter en handling i gang.

Et menneske har magt til at handle. Magt er altså for Hannah Arendt mulighed for at handle. Når man så har handlet. Når Sofie Linde har holdt sin tale om krænkende sexisme, så stopper Sofie Lindes magt. Sofie Linde har ikke længere kontrol over sin handling, som nu bevæger sig ud i offentligheden, hvor mennesker er forskellige fra Fru Linde, og hvor de dermed med deres egen fødthed har magt til at bestemme, hvordan de vil handle som respons på Sofie Lindes handling.

Magt er i modsætning til herredømme. Med sin magt har Sofie Linde kun mulighed for at bestemme, hvordan hun vil handle. Hvis hun vil bestemme handlingens videre liv ud i offentligheden, søger hun herredømmet, som er kontrol over en handling og dens konsekvenser fra start til slut. Herredømmet er det, som ledere i totalitære stater søger over deres handlinger.

Med sin fødthed har mennesket, som jeg ovenfor, har beskrevet mulighed for at handle. Mennesket har også mulighed for at love og for at tilgive. For Hannah Arendt er løftet små oaser af pålidelighed, som mennesket kan regne med i en eller uvis og kaotisk fremtid. Tilgivelsen er menneskets måde at bryde med en fortid, der ellers synes at love en dårlig fremtid på grund af dårlige handlinger, som har sat negative processer i gang.

Hannah Arendt ser virkeligheden som opdelt i det jordiske og verden og så måske offentligheden. Jorden eller det jordiske er naturen. Verden er samlingen af menneskers fremstillede ting og disse tings indbyrdes forhold til hinanden. Offentligheden er der, hvor mennesker så kan handle overfor andre mennesker, som i deres forskellighed kan forholde sig til handlinger.

Jorden er det som mennesket arbejder med for at overleve. Vi producerer mad. Vi vasker tøj, som vi tager på kroppen. Vi arbejder for at overleve, og arbejdets kendetegn er, at det forsvinder igen, som maden vi spiser, og som tøjet, der atter skal vaskes.

Verden består af menneskets produkter, som bliver stående, når mennesket ikke er der mere. Det er alle de ting, som håndværkerne fremstiller. Stole, borde og huse, og disse tings indbyrdes forhold til hinanden er menneskets verden.

Offentligheden er så der, hvor mennesket handler overfor andre mennesker med disse menneskers forskellighed og mangfoldighed som forudsætning.

Hannah Arendt udtrykker i Menneskets Vilkår et hjertesuk over, at menneskets verden bliver mere og mere natur. Mennesker fremstiller ting, som vi i højere og højere grad smider væk, ligesom det er et vilkår for menneskeartens omgang med naturen og jorden i arbejde. Hannah Arendt er tillige ked af, at menneskelige processer mere og mere bliver deterministiske, så der bliver mindre plads til at handle i menneskets verden. Hannah Arendt er pessimistisk på vegne af menneskehedens fremtid. Fru Arendt skriver meget vidende om den oldgræske polis eller det gamle Grækenlands bystater, og nogle gange får man næsten det indtryk, at hun ønsker at føre verden tilbage dertil.

Men når det er sagt, tænker jeg, at man kan bruge Hannah Arendt til en masse med hendes begreb om handling i en politisk virkelighed, hvor meget politik er spundet ind i traktater og aftaler, der fjerner demokratisk magt fra de offentligheder, hvor meget af magten over forskellige politikområder tidligere lå.

Du skal vide mere om Hannah Arendt. Det skal du for hendes begreber om handling i offentligheden. Og så kan du altid læse hende for den medfølgende grundige indføring i filosofihistorien, som hun giver dig med i købet.

Den 26. august 2020 vidste Sofie Linde ikke, at det hun gjorde, satte en masse ting i gang, som har fået adskillige brancher i Danmark til at revidere forholdet mellem chefer, medarbejdere, sex og magt. Hun vidste ikke, at flere landskendte politikere her fire måneder senere ikke længere beklæder de poster, de sad på i august.

Sofie Linde brød den forudsigelige proces, der kværner op ad tidens gang. Dermed kastede hun en handling ud i offentligheden, og denne handling er en konsekvens af Sofie Lindes evne til at tænke, handle og tale, som Hannah Arendt forstod det. Det satte noget nyt i gang, som er dybt menneskeligt, for menneskets kendetegn er, at det kan handle nyt i modsætning til naturen, hvor alle konsekvenser kan forudsiges ud fra deres årsager.

Hannah Arendt blev født 

i Tyskland i1906 og døde 

i USA i 1975.

 

KØR DIN PLOV OVER DE DØDES KNOGLER af Olga Totarczuk

 

Janina bor i et øde område, hvor hun ernærer sig ved at tilse sommerhuse for deres ejere, når det ikke er sommer. Mennesker begynder at dø, og Janina, som lægger horoskop, kan se, at stjernerne står sådan, så det passer med, at dyrene er begyndt tage hævn over menneskene.

Alt imens er Janinas ven ved at oversætte Blake, og et af temaerne i det, som bliver oversat til polsk er, at dyrene skal behandles med respekt.

Janina skriver masser af breve til Politiet om, at det sandsynligvis er dyrene, som nu tager hævn over de døde, der alle er jægere og krybskytter.

Ingen tror Janina. Hun er på en måde i udkanten af samfundet, og hun bor da også i udkanten af Polen tæt på den tjekkiske grænse. Denne del af Polen var før Anden Verdenskrig Tyskland. Det tyske er i bogen en del af det fortrængte. Noget andet fortrængt er Janinas mor og mormor. De kommer igen som genfærd.

Og så er der dyrene, som er fortrængt fra den sfære, der berettiger noget som helst til menneskers empati. Janina elsker naturen, planterne og dyrene, og hun hader jægere. Hun er mærkelig, og der er ikke rigtigt nogen, der forstår hende, men hun har dog fire hjertevenner, der har god kemi med hende.

Janina tænker meget, og mange sider i, Kør Din Plov Over De Dødes Knogler, foregår inde i Janinas hoved.

Naturen fylder meget i bogen, og hele vejen igennem har man fornemmelsen af, at den menneskelige civilisation står ved en eller anden grænse.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om bogen. Jo! Det er fedt med naturen, der trænger sig sådan på. Det er vel med klimakrisen og biodiversitetskrisen en fælles kollektiv frygt, vi har i vores tid. Og så er der billederne. Kør Din Plov Over De Dødes Knogler er rigt illustreret med smukke sort/hvide billeder, der sammen med Blakes storslåede poesi giver en masse æstetiske oplevelser.

Men!

Jeg er nok skræmt over Janinas holdning til naturen. Nemlig, at rådyr og biller og træer er lige så meget værd som mennesker. Jeg tænker, at denne holdning fører til foragt for mennesker, og det afsløres måske også i Kør Din Plov Over De Dødes Knogler.

Dog kan jeg godt lide Olga Totarczuks forkærlighed for det groteske. En død mand findes i sine underbukser, kvalt i en rådyrknogle. Telefonerne går hele tiden på det tjekkiske net, og lokalsamfundets alkoholiserede tandlæge river tænder ud under åben himmel.

Kør Din Plov Over De Dødes Knogler er på en gang et økologisk manifest, og så er det en beskrivelse af sindstilstanden i Polen efter murens fald. Og så er det en krimi. Hvem myrdede Store Fod og alle de andre?

Olga Totarczuk er født i 1962
og vandt for et par år siden nobelprisen i litteratur.

KRIGEN HAR IKKE ET KVINDELIGT ANSIGT af Svetlana Aleksijevitj

Hvad hvis et helt folk eller 200 millioner mennesker på én gang får kollektive traumer fra en katastrofe, der overgår dem alle sammen?

Man kan sige, at det er det, som den bog, jeg lige har læst, handler om. Bogen hedder ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, og den er skrevet af Svetlana Aleksijevitj. Eller rettere sagt! Hun har interwievet en masse kvinder, som var soldater i den røde hær under anden verdenskrig. Og så har hun redigeret det, kvinderne fortalte hende, og så er det hele sat sammen til denne bog, for hvilken Aleksijevitj fik Nobelprisen i litteratur i 2015. Hun begyndte at skrive sin bog i 1980’erne, og i begyndelsen er der et meget spændende afsnit om, hvordan den sovjetiske censur brokker sig over de ligefremme skildringer af krigens gru, der er i bogen.

Og der er virkeligt meget gru set gennem kvindelige snigskytters, sanitetssoldater, minerydderes og partisaners øjne. Den Røde Hær under Anden Verdenskrig var en grov maskine, der langt hen i krigen egentligt kun opererede med soldater, som var mænd. For eksempel var der ikke menustrationsbind til de kvindelige soldater, så de måtte klippe undertrøjer i stykker, hver gang de havde deres periode. De kvindelige soldater skulle også klippe håret, og således kom de på en eller måde til at ligne mænd mere end kvinder.

Noget af det, der står tilbage, efter at man er færdig med at læse ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, er beskrivelserne af, hvor sadistisk den tyske hær opførte sig over for de besatte folkeslag i det tidligere Sovjetunionen. Et sted beretter en kvinde om, hvordan hendes deling kom til en landsby, som var brændt ned og smadret. Og midt i brandtomterne og ruinerne, så denne soldat så et par røde barnesko. Mest voldsomt fremtræder fortællinger om de kvinder, der kæmpede sammen med partisanerne. Nogle gange er det så uhyggeligt og tragisk, at man næsten ikke kan bære at læse om det. For eksempel fortællingen om en kvindelig partisan, hvis deling skal forsøge at snige sig igennem de tyske linjer. Blandt partisanerne er der en mor, som helt af sig selv sænker sit spæde barn ned og drukner det i noget sumpvand, så babygråd ikke skal afsløre partisanernes deling over for de tyske soldater.

’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ er for det meste meget patriotisk. Mange af kvinderne fortæller om, hvordan de løj sig ældre eller snød hvervekontorene for at komme ud at kæmpe for Sovjetunionen i den store fædrelandskrig. Men Aleksijevitj berører også, at der i for eksempel i Ukraine var væbnet modstand mod Stalin. Man kommer også inden om, at Stalins udrensninger i 30’erne var et slags præludium til Sovjetunionens skæbne i anden verdenskrig. En af bogens grumme beretninger er den om tyske kvinder, der blev massevoldtaget af mandlige soldater fra den røde hær.

Nogle helt særlige fortællinger i ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ er de fortællinger, der handler om kærlighed og sex i den røde hær. Mange så efter krigen skævt til de kvinder, der havde været soldater under krigen. De blev anset for at have haft sex med mange af de soldatermænd, som havde koner der hjemme. Et par steder i bogen fortæller soldaterkonerne Aleksijevitj om kvindelige soldater som særligt sårbare i den røde hærs delinger, som bestod af mænd, der kun sjældent var i kontakt med kvinder.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en grum og rå bog. Når man har læst den, forstår man, hvordan anden verdenskrig er et kollektivt traume i Rusland og i det tidligere Sovjetunionen. Man forstår lidt om, hvordan det er at være kvinde i en militær atmosfære af brovtende maskulinitet.

Svetlana Aleksijevitj’ bog, ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” er en bog, du skal læse, fordi anden verdenskrig var så væmmelig en oplevelse i menneskehedens historie, at denne krig skal huskes som en erfaring af, hvor hæslig menneskeslægten kan opføre sig. Og ja! Så skal du læse bogen for dens nuancerede beskrivelser af kvinder, der var soldater i den røde hær under anden verdenskrig. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt får mine bedste anbefalinger.

Svetlana Aleksijevitj
blev født i 1948



KÆRE MARGRETHE OG JENS klumme

Kære Margrethe og Jens!

I kender ikke hinanden eller mig, og jeg kender næsten ikke jer. I døde begge som små børn og hver især som nære familiemedlemmer til min bedstefar. Jens var hans lillebror, og Margrethe var hans datter.

I er hver især en del af en trist statistik, der viser, at engang døde mange helt små børn. Jeg fandt Jer i kirkebogen, for ingen har nogensinde fortalt om Jer. Jeg kunne ikke undgå at spørge min families tavse minder om de døde, hvilke historier I to mon gemte på? Græd i meget? Og hvad mon I døde af?

Jeg ved lidt om, hvad du, Jens, døde af. Du døde nemlig på epidemihuset i Herning i foråret 1902, så måske havde du tuberkulose. Hvad ved jeg! Det er snart 118 år siden, og græd mine oldeforældre, da de mistede dig? Hvad med min bedstefar? Da du døde, kære Jens, var han, din storebror 8 år gammel. Kunne du tale, og rippede det op i et traume, da min bedstefar 20 år senere mistede sin datter, Margrethe?

Min bedstefar og bedstemor flyttede til nabosognet, efter at du, kære Margrethe døde. Var det for at slippe for at være i det hus, hvor du var død? Og hvor du havde pludret og været baby? Hvad betød børns død i 1902 eller i 1922? I dag er børn meget betydningsfulde, men dengang? Fik små børn betydning? Eller gjorde de ikke, og er det derfor, jeg aldrig har hørt om jer, kære Jens og Margrethe? Jeg elsker mine egne børn, og det gør mig til materialist. Jeg er så glad for denne tid og dette samfund, hvor børns død er så sjældne, at vi græder over og fortæller om de døde børn.

Kære Margrethe og Jens! Det er forkert at sige, at jeg savner jer. Men jeg kan ikke slippe Jer, og derfor sender jeg jer et telegram igennem opstandelse og evigt liv. Jeg vil så gerne tale med jer på tværs af tider, livsvilkår, død og alle disse årtiers fortrængte smerter.

MØRKETS HJERTE af Joseph Conrad

ANMELDELSE

Kaptajn Marlow sejler med sit dampskib ad floden ind i junglen for at finde Mr. Kurtz. Det er en rejse ind i den hvide mands løgnagtige ideal om, at de hvide skal bringe civilisationens lys til Centralafrikas indfødte.

Det er absurd og mørkt. Et sted møder dampskibet et krigskib, der fra tid til anden planløst fyrer en granat af ind i junglen, så at de indfødte lige ligger mærke til de hvides tilstedeværelse. Det selvom der vist ikke er er nogen ærlig chance for, at junglens indfødte glemmer de hvide. De hvide siger, de kommer med lys, men i virkeligheden kommer de vist mest med jagt efter profit og vold.

Det er i bogen lige så mørkt, som bogens titel antyder. Et sted skriver Conrad: ”Det var som en udmattet pilgrimsfærd mellem anledninger til mareridt.” Og målet for denne dystre pilgrimsfærd er at finde Kurtz. Kurtz er beundret for sin intelligens. Han har skrevet en rapport om, hvordan man håndterer de sorte. Og så er han angiveligt gået grasat der inde dybt i junglen, hvor Marlows damper er på vej.

Hans metoder usunde, bemærker én af dem, som sejler sammen med Marlow om Kurtz. Kurtz har oprettet et samfund, som bygger på vold og tilbedelse af sig selv.

Måske er det i virkeligheden det, som idealet om at bringe lys til Afrika er blevet til. Vold og tilbedelse af den hvide mand. I hvert fald kostede det belgiske herredømme i Congo, som Marlow rejser ind i, omkring 10 millioner indfødte mennesker livet.

Kurtz kommer syg og afkræftet med ombord på Marlows damper på vej tilbage. Kurtz dør, mens han udtaler ordet, rædsel.

Bogen slutter med en trist scene, hvor Marlow ikke får afsløret, hvor absurd, rå og hæslig det vestlige hvide kolonideal er. Men han lader Kurtz stå som den lysbærer, han absolut ikke er.

Jeg læste Mørkets Hjerte i et vadested i mit eget liv. Der står perleklare formuleringer fra bogen tilbage i min erindring. ”Det stod skrevet, at jeg skulle være loyal mod det mareridt, jeg havde valgt”, lyder et af dem. Mørkets Hjerte! Læs den til lyden af The Doors, The End.

Joseph Conrad levede fra 1857
til 1924. Han skrev
Mørkets Hjerte i 1899

VERNON SUBUTEX bind 1 af Virginie Despentes

ANMELDELSE

Det slutter med, at Vernon Subutex i febervildelse sover på en bænk i regnvejr i Paris. Inden det er han blevet hjemløs og går rundt i en tåge af uvirkelighed.

Paradokset er, at Vernon Subutex ellers er ved at blive berømt.

Hans gamle ven, rockstjernen, Alexandre Bleach optog sig selv på video som et slags testamente. På et tidspunkt inden sin død overdrog Bleach sit testamente til Vernon, og nu er alle på jagt efter Vernon Subutex for at få fingre i Bleach’ sidste tanker og ord.

Men Vernon Subutex er ikke sådan at finde. Han er blevet sat ud af sin lejlighed, og i begyndelsen bor han på sofaer hos venner og bekendte, og nogle af dem bliver hans elskerinder, og nogle gange går det frygteligt galt.

Vernon Subutex er en mand tæt på de halvtreds. Han havde en forretning, der solgte vinylplader, men den gik nedenom og hjem i nullerne. Nu kan han ikke længere betale huslejen og smides på gaden. Subutex er vist osse navnet på et stof, man giver til narkomaner som heroinerstatning. I hvert fald har Vernon fået sin del af hash, kokain og sprut. Det hele er blevet indtaget sammen med utroligt meget rockmusik.

Virginie Despentes er en utrolig dygtig forfatter. Jeg tror ikke, jeg kedede mig et eneste øjeblik i læsningen af første del af Vernon Subutex, som skal blive til en trilogi. Despentes går ind i sine personer og beskriver rockmusikeren, den unge muslim og højreekstremisten så loyal, at man er på nippet til at tro, at forfatteren har delt identitet med dem hver og én. Samtidig med er handlingen altid realistisk, og nogle gange er handlingen så realistisk, at det gør ondt. For eksempel som denne beskrivelse af en gammel rockmusiker, der banker sin kæreste:

”Der var aftener, hvor Patrice bankede hende. Foran ungen. Før drengen var fyldt to, kunne han allerede kravle ned og rulle sig sammen under sin seng. Barnet græd ikke, han lukkede sig som en østers i flere dage. Intet gjorde det så tydeligt for Patrice hvad han selv var, som synet af hans rædselsslagne søn der lå fladt ned på gulvet med hænderne for ørerne for ikke at høre noget.”

Samtidig med alle disse gribende personbeskrivelser og handlingsskildringer, er Vernon Subutex en beskrivelse af de vestlige velsfærdssamfund i privatiseringens og digitaliseringens tegn. Vernon Subutex evnede ikke at omstille sig. Han har dog de der VHS bånd med Alexandre Bleach’ testamente. Dem efterlod han imidlertid hos en veninde som pant for at få lov til at låne hendes pc’er, som så aldrig er leveret tilbage.

Hvordan skal det dog gå Vernon Subutex?

Bind et forlader ham i febervildelse om natten på en bænk i regnvejr et sted i Paris. Med alle de kendte folk, som leder efter Subutex, er der måske basis for en optur i det bind 2, der lige er kommet ud af trykken i sin danske version. Ja! Der er måske basis for en lykkelig slutning i det bind 3, som Virginie Despentes endnu ikke har skrevet. Men med mit kendskab til Vernon Subutex fra bind 1 tvivler jeg på både optur og lykkelig slutning. Vernon Subutex Bind et får hermed min bedste anbefaling.

Virginie Despentes er født i 1969.

VESTEN MOD VESTEN af Rune Lykkeberg

Anmeldelse

Vesten Mod Vesten er på én gang en pessimistisk bog, og så er den også fuld af håb. Rune Lykkeberg kan ikke forstå, hvorfor det Vesten, som overvandt nazismen og kommunismen, nu er ved at tabe til sig selv? I kampen med det spørgsmål har Lykkeberg skrevet bogen, som er spækket med idéhistorie, kulturforståelse og politisk indsigt i en grad, så Vesten Mod Vesten bør blive pensum for enhver samfundsengageret borger i et land, der regner sig som en del af Vesten.

Rune Lykkeberg og jeg er fra samme generation. Vi er begge født i halvfjerdserne og er vokset op med Vestens guldalderfortælling. I bogen benævnes tiden fra Anden Verdenskrig og indtil 1975 som Vestens guldalder. I denne tid voksede de vestlige velfærdssamfund frem. Alle lande i Vesten var igennem 1960’ernes bølge af seksuel frigørelse. Demokrati og menneskerettigheder blev bredt anerkendt som vore samfunds grundsten, og vore samfund fremstod som det bedste sted at være menneske nogensinde. Den samfundsmæssige konsensus lå et sted mellem politisk liberalisme og økonomisk keynesianisme. Så kom halvfjerdsernes økonomiske krise, og denne krise bragte nyliberalismen på banen. Det blev især tydeligt med valgene af Margeret Thatcher som premierminister i Storbritannien og Ronald Reagan som præsident i USA. En ny konsensusideologi kom på banen. Der kom skattelettelser, og den nye politiske kultur så markedet som en nødvendig modvægt til en stat, der angiveligt havde vokset sig så stor, at den truede de vestlige borgeres frihed.

Man kan sige, at den politiske konsensus flyttede den økonomiske politik væk fra keynesiansk socialdemokratisme og over til bestræbelsen for at få mindre regulering, mere magt til markedet og mere global økonomi. Samtidig med var de vestlige lande stadig præget af menneskerettigheder og de idéhistoriske konsekvenser af tressernes bølge af seksuel frigørelse.

Trump, Brexit, højrefløjsmodstand og venstrefløjsmodstand mod pagten mellem økonomisk nyliberalisme og kulturel liberalisme er den store krise, som Vesten nu befinder sig i. Lykkeberg tager ingen nemme smutveje. Det ville vel være fristende for ham at sige, at Trump, Brexit, Corbyn og Sanders bare var en fase, vi skulle over, så den nødvendige liberalisme kunne fortsætte. Det gør han ikke. I stedet forklarer Rune Lykkeberg venstrefløjsoppositionen og højrefløjsoppositionen. De to politiske strømninger, som er bredt tilstede i de vestlige lande, er modstand imod den udvikling, at meget af samfundenes økonomiske regulering er blevet fjernet fra demokratisk valgte politiske fora og over i et netværk af centralbanker. Samtidigt har den politiske liberalisme med flygtningekonventioner og tilslutning til internationale sammenslutninger lande gjort meget af debatten om migration til delvis illegitim i og med, at disse spørgsmål jo allerede er afklaret i konventionstekster.

Den ny opposition mod den politiske konsensusliberalisme er i Rune Lykkebergs optik et udtryk for, at borgerne i de vestlige samfund er blevet demokrater helt ind i hjertekulen.

Og jeg lægger hermed til, at jeg er rørende enig, for mine egne synspunkter flugter nogenlunde med Jeremy Corbyns, Bernie Sanders’ og det, man kunne kalde venstrefløjsoppositionen, i kampen mod syntesen af politisk liberalisme og økonomisk deregulering.

Samtidig fornemmer man, at Rune Lykkeberg er urolig for, at det hele ender med opløsning af vesten som værdifællesskab og som et net af stærke institutioner. For der er et par problemfelter, som for Lykkeberg kræver Vestens opmærksomhed. For det første er der den økologiske krise eller klimakrisen. Der må ifølge Lykkeberg findes globale løsninger, hvis verden skal bestå. Og de løsninger kan vistnok kun findes i forpligtende demokratier. Samtidig er der de andre. Udenfor Vesten findes der masser af mennesker, der står uden for Vesten, og som kan se på vore samfund, som man kigger ind på en fest, man ikke er inviteret med til. Mange af disse mennesker udenfor hungrer efter et liv som det vestlige med tryghed, velstand og retsstatsmæssig stabilitet. Samtidig maner Lykkeberg til forsigtighed med en betragtning, der tiltaler et realistisk luthersk hjerte. Rune Lykkeberg skriver, at enhver kamp for større politisk lighed også medfører en eller anden grad af ulighed.

Vesten Mod Vesten er en pessimistisk bog. De vestlige værdier og den vestlige verdens institutioner er udfordrede, alt imens verden står over for en gigantisk økologisk krise. Vesten Mod Vesten er en bog fuld af håb. Borgerne i de vestlige lande er mere demokratisk sindede end nogensinde, og det er der brug for. I sidste ende, i Lykkebergs konklussion, er demokratier bedre til at træffe forpligtende beslutninger end diktaturstater. Diktatorer har i sidste ende kun deres legitimitet fra ydre fjender eller fra befolkningens velstandsfremgang. Rune Lykkeberg mener at vide, at diktatorer altid har været hunderædde for deres egne befolkninger. Vestlige samfund er vestlige, fordi det i sidste ende altid er til debat, hvordan samfundet skal indrettes.

I bogen er der rigtigt mange analyser af bøger, tv-serier og film. Nogen gange skal man lige trække vejret, inden Lykkeberg springer videre til den næste. Alt i alt er jeg dog virkeligt glad for at have læst Vesten Mod Vesten, og medgiver den mine bedste anbefalinger. Læs den! For at forstå din tid, dit samfund og din civilisation.

Og nu vil jeg videre. Jeg er gået i gang med bind 1 i Virginie Despentes romantrilogi om Vernon Subutex. Det er en af de mange bøger, Rune Lykkeberg har læst.

Rune Lykkeberg er født i 1974.

OM KARL BARTH MELLEM BIBELKRITIK OG PRÆDIKEN

Karl Barth var en schweizisk teolog, der levede fra 1886 til

1968. Han var en af de største teologer indenfor den såkaldte

dialektiske teologi, der voksede frem efter første verdenskrig.

Karl Barth var ikke fundamentalist. Bibelen var for Karl Barth en bog skrevet af mennesker på menneskelivets vilkår. Derfor anerkendte Karl Barth kritisk bibellæsning.

Bibelen var på samme tid, for Barth, ord om Guds ord, Jesus Kristus. Karl Barth anerkendte, som sagt, kritisk bibellæsning; Men han gjorde det kun til en vis grænse. Barth gjorde brug af de historisk kritiske metoder i sin eksegese, men han afviste bibelkritikken som en metode til at fastslå, hvad det historiske Israel var eller, hvem den historiske Jesus var. Han mente, at man lagde en for nutidig forståelsesramme ned over bibelen, hvis man forsøgte at rekonstruere en eller anden faktuel historisk begivenhedsrække.

Kunne man ikke fastslå graden af bibelens historiske nøjagtighed, kunne man bruge i stedet bruge bibelkritikkens metoder til at tolke, hvordan de enkelte bibelske beretninger forkyndte det mere vigtige eller kerygmaet i det bibelske budskab. For eksempel er beretningen om opvækkelsen af Jairi datter, ifølge Karl Barth, nok ikke en historisk korrekt rapport, men i stedet er beretningen fortalt med henblik på at prædike om Jesu opstandelse fra de døde.

Jeg synes, at Karl Barths argumenter indeholder en række forskellige styrker.

For det første er det en styrke, at Karl Barth lader den akademiske bibellæsning tjene forkyndende mening. Dette er i modsætning til en ren historisk kritisk eksegese, der kun vil beskæftige sig med oprindelig betydning af teksterne og deres historiske korrekthed. På grund af begrænsningerne i den historisk kritiske eksegese, blev der vist nok skabt en afstand mellem den akademiske eksegese og teologiens systematiske discipliner. Således er det ikke med Barths eksegese, som, skønt angivelig sine steder mangelfuldhed, bruges til at lave systematisk teologi med og til at forkynde.

For det andet rummer Barths argumenter en styrke deri, at Karl Barth ikke vil vælge mellem sin kristendom på den ene side og de indsigter den historisk kritiske metode har bragt med sig på den anden side. Karl Barth bruger den historiske kritiske metode til at afklare forskellige lag og aspekter af en eller anden bibeltekst for derefter at lade bibelteksten forkynde kerygmaet eller det, som Karl Barth vurderer, er vigtigst i kristendommen.

For det tredje kan man vel sige, at Karl Barths metode tillader os, at sige der er noget i bibelen, som kristne ikke kan leve uden, samtidig med, at bibelen indeholder ting, som ikke kan forpligtige os i dag.

For det fjerde kan man sige, at Karl Barth er klar over, at hans brug af bibelkritikken skal tjene et højere formål. Dette kan man så se som styrke deri, at Karl Barths teologi vel kommer til at være ret fri for modsigelser.

På den anden side er det vel også en videnskabelig svaghed, at Karl Barth på forhånd definerer, hvad bibelkritikken kan og må sige, og hvad den ikke kan sige. Det er vel et eller andet sted dårlig videnskab at gøre sådan.

Derud over indeholder Karl Barths argumenter vel andre svagheder.

Hvis der er noget i den kristne tro, som er vigtigere end andet, så er dette noget udvalgt af nogen, og skaber dette ikke inden for kristendommen et magthierarki, som vel fundamentalt set er protestantismen fremmed, kunne man spørge.

Den næste svaghed, jeg vil beskrive ved Karl Barths bibelsyn, indeholder to trin.

Første trin: Det forekommer mig, at Karl Barths kernepunkter inden for kristendommen er Jesu fødsel af en jomfru, Jesu opstandelse, skabelsesbegivenheden på en eller anden måde og måske, men her er jeg på lidt mere usikker grund, syndefaldsbegivenheden og nok også andre begivenheder eller nedslagspunkter i de bibelske fortællinger.

Andet trin: Ydermere forekommer det mig, at det narrative er meget vigtigt i bibelen. Gammel Testamente er på lange stræk fortællinger om Israel. Det Nye Testamente begynder med fire fortællinger om Jesus af Nazareth.

Hvis jeg har ret i, at det bibelske i stor udstrækning trækker på det narrative, hvordan kan man så udvælge sig nogle nedslag, som så er de vigtigste? Bryder man ikke så med det narrative lange stræk?

Når jeg vejer de gode sider op imod de dårlige sider ved Barths bibelsyn eller ved hans syn på bibelkritikken, har jeg et overordnet positivt syn på Karl Barths måde at læse bibelen på.

Alle engagerede bibelbrugere vælger vel noget ud, som er vigtigere end andet i de bibelske beretninger og i kristendommen.

Måske kan man sige, at det handler om at lægge sin kerne åbent frem, så den kan kritiseres.

Dernæst er det vel vigtigt, at ingen institutioner vedtager grænser for, hvad bibelkritikken må beskæftige sig med, for således afskærer teologien sig fra potentiel ny viden.

Endelig er det vel vigtigt, at man går ind i en kirkelig tradition, som også har udvalgt noget i bibelen som ikke vigtig og andet som ikke så vigtig. Den kirkelige tradition giver, på trods af bibelens narrativitet, så at sige en kerne, som selvfølgelig hele tiden er til debat for, at det ikke bliver den menneskelige kirke, som definerer budskabet men omvendt sådan, at budskabet definerer den menneskelige kirke. Men altså; som forkynder og bibelfortolker går man ind i en kirkelig tradition, der definerer, hvad der vigtigt og ikke vigtigt i bibelen. Sådan er det vel også inden for protestantisk teologi og indenfor folkekirkelig teologi.

For mig personligt er det vigtigt, at Jesus er opstået fra de døde, sådan at den døde Jesus var et lig som blev forvandlet til et opstandelseslegeme, og at dette skete som en ægte historisk begivenhed, der ikke nødvendigvis er faktuelt korrekt beskrevet af de fire evangelier, men som alligevel skete i den virkelighed, jeg lever i.

For mig er fødselsberetningerne også vigtige, da de for mig forkynder, at Gud blev menneske midt i alt mulig lidelse og armod. Således, at Gud virkelig er kommet ned til sin verden, som også er min verden.

 Jeg tror, Jesus blev undfanget af Helligånden og født af Jomfru Maria, men i hvert fald nogle af de forskellige tidsmarkører, som findes i disse beretninger er tydeligvist forkerte.

Jeg tror, Gud har skabt verden eller virkeligheden et eller andet sted før alt det, den moderne videnskab kan se, men de bibelske beretninger har tydeligvist ikke noget af gøre med den overordnede kosmiske skabelsesbegivenhed.

Jeg tror, Gud skaber verden lige nu i min virkelighed og i din virkelighed.

Dette er noget af min kerne, min kerygma, som jeg prædiker og forkynder efter.

For mig som forkynder er Karl Barths bibelsyn grundlæggende rigtigt og dermed vigtigt.

Det er vigtigt for mig, at sige at bibelen er beretninger om Guds Ord i Jesus Kristus.

Men bibelen er ikke bare det.

Bibelen er på samme tid blevet til på sine egne tiders vilkår, så at de tekster, der hentyder til sex mellem mennesker af samme køn, er blevet til i en anden virkelighed end vores og således ikke forpligtiger os i vort syn på homoseksuelle. Bibelen er blevet til på sin egen tiders vilkår, og det gælder også med hensyn til vor afskårethed fra den virkelighed, der forårsagede de bibelsteder, der beskriver kvindens stilling i samfundet som lavere end mandens.

Men med hovedtrækkene fra Karl Barths bibelsyn kan vi skille det ud fra bibelen, som er vigtig for vores kristendom, samtidig med, at vi kan identificere det, som hænger uhjælpeligt fast i de døde virkeligheder, som gjaldt på forskellige bibelske tider.

Isenheimeralterets opstandelsesbillede

Dette blog indlæg er blevet til som et resultat af en læsning af:

George Hunsingers artikel: POST-CRITICAL SCRIPTURAL INTERPRETATION: RUDOLF SMEND ON KARL BARTH  i bogen af George Hunsinger: EVANGELICAL CATHOLIC AND REFORMED DOCTRINAL ESSAYS ON BARTH AND RELATED THEMES udgivet på Wm. B. Eerdmans Publishing  Co.



 

SOMMERLYS OG SÅ KOMMER NATTEN af Jón Kalman Stefánsson

ANMELDELSE

De knalder godt nok meget i denne her bog. De knalder til landsbyballer. De knalder i lastbilen på vej til Reykjavik. De knalder mellem hunde og får ude på landet. De knalder godt nok meget i den her bog, og det er hed sex mellem voksne, der har helt vild meget lyst. Engang imellem bliver en hustru eller en mand så bedraget af en utro ægtefælle, og så bliver der brændt ting af. Det er herligt med al denne gode lystfulde sex. Mit eneste problem med det er, at i en bog, der tager os med rundt i en islandsk landsbys kringelkroge og ind i skyggerne, der beskrives der ikke et eneste overgreb. Der er ikke incest. Der er ikke voldtægt. Der er ingen fede klamme mænd, der udnytter deres magt i den henseende, og det er jo faktisk rigtigt fint, men spørgsmålet er, om ’Sommerlys og så kommer natten’ ville have været mere sand, hvis den ikke bare beskrev menneskets seksualitet, når den er glad og fin men også, når seksualiteten er ond og smadrer liv.

Når det er sagt, vil jeg skynde mig at sige, at Jón Kalman Stefánsson skriver skidegodt. ’Sommerlys og så kommer natten’ er en bog om en vestislandsk landsby med tre fire hundrede sjæle. De er mærkelige mennesker, der pludseligt ikke mere gider at drive fabrik og sælger det hele for at kunne få råd til femhundrede år gamle bøger på latin. På Brugsens foderstoflager er der spøgelser, og amtmandens kone svømmer og dykker i fjorden året rundt, mens de lystfulde lidderbassemænd holder øje med hende i kikkerter.

Bogen handler om. Ja! Hvad handler bogen om? Den handler om denne vestislandske landsby og dens mennesker. Man kommer til at holde af dem alle sammen, og de keder aldrig én. På mange måder er det en fantastisk bog. Den begynder mange gange og slutter mange gange i landsbyen, som man vistnok aldrig får at vide, hvad hedder.

Jeg kunne godt lide at læse bogen, og det er ikke sidste gang, jeg læser noget af Jón Kalman Stefánsson, der både kan skrive realistisk, hyggeligt og rå.

Jón Kalman Stefánsson er født i 1963

DOBBELTGÆNGEREN af Fjodor M. Dostojevskij

ANMELDELSE

Af den smule, jeg husker af Ludwig Wittgensteins filosofi, er der et eller andet med, at sprog er offentligt. Hvis sprog bliver privat, er det tegn på, at et menneske er så psykisk syg, at dets tale ikke længere giver nogen mening for andre. Jeg tror nok, at Jakob Petrovitj Goljadkin er sådan et menneske.

Han er hovedperson i Dobbelgængeren, som foregår i embedsstanden i 1800 tallets Skt. Petersborg. Hr. Goljadkin bliver mere og mere udelukket af det sociale fællesskab i det departement, hvor han er en laverestående embedsmand. De unge nyansatte griner af ham, og han bliver smidt ud fra et fødselsdagsbal hos sin tidligere ven.

Det går ned ad bakke med Hr. Goljadkin, og pludseligt dukker der en sær klon af Jakob Goljadkin op. De to ligner hinanden på en prik, og de hedder det samme. Den ny Goljadkin bliver også embedsmand der, hvor den gamle har sit arbejde. Den ny Goljadkin bliver først den gamles bedste ven, men efterhånden deltager deltager den ny Goljadkin i fortrængningen af den gamle Goljadkin, der til sidst bliver kørt bort. Måske er han på vej på sindsygehospital. Hans læge er i hvert tilfælde med. Måske er han på vej i helvede, for lægen har røde gloende øjne.

Jeg er ikke på det rene med, hvordan jeg skal forstå denne bog. Har Jakob Petrovitj Goljadkin en personlighedsspaltning, eller hvad den slags nu hedder på psykologsprog? Er det Dostojevskijs kritik af, at embedsmandsverdenen i 1800 tallets Skt. Petersborg lever efter en slags junglelov, hvor den stærkeste vinder, mens de involverede i virkeligheden ligner hinanden som to Goljadkiner?

I hvert fald kommer vi i Dobbeltgængeren ind i en meget klassedelt verden, hvor man vogter nidkært over sin status. Her er venskaber i virkeligheden alliancer, som skal bringe én frem i hierarkiet, og udstødelsen af det sociale spil er lig med fortabelse. Jeg havde en vis fornemmelse af klaustrofobi, mens jeg læste denne bog. Man er i Jakob Petrovitj Goljadkins verden hele vejen igennem, og man kommer ikke ud, før han er sunket til bunds, og man er færdig med bogen. I min indre biograf er det mørkt og snevejr hele vejen igennem Dobbeltgængeren. Jeg lærte nok aldrig at holde af bogen. Men jeg fik da en lektie i, hvor kaotisk stormvejret kan være bag ved facaden i et samfund præget af de sociale formers orden.

Fjodor Dostojevskij levede fra 1821 til 1881.

ET BUD PÅ FREMTIDENS FOLKEKIRKE FOR OG AF FOLKET – HØSTERKØB EKSEMPLET af Høsterkøb Menighedsråd

ANMELDELSE

 

Da jeg fik bogen fra Høsterkøb Menighedsråd blev jeg først rigtig sur over og træt af en linie, der stod i bogen. Nemlig at præsten skulle skabe kirken. Jeg busede ud på Facebook og skrev, at jeg ikke ville give et stykke steviasødet slik til nogen præst eller noget menighedsrådsmedlem fra Høsterkøb. Så tog jeg mig sammen og besluttede at læse den lille bog. Det er let gjort. Man kan læse den på halvanden til to timer.

 

Bagefter har jeg faktisk rigtig gode indtryk af Høsterkøbs proces omkring deres gudstjeneste. Jeg har også et par kritiske refleksioner og tanker om det, der står i bogen, men jeg er faktisk overvejende positivt stemt over for det lille skrift fra Høsterkøb.

 

Lige før, jeg læste bogen fra Høsterkøb, var jeg blevet færdig med Jörg Lausters bog, Evig Protest. Her i identificerer Lauster kirkens babylonske fangenskab som kristendom i fangeskab hos den kirkelige institution, der har alle institutionens traditionelle synder. Reformation er på den baggrund en vedvarende kamp for at befri kristendommen fra dette fængsel. På mange måder har menighedsrådet i Høsterkøb kæmpet denne kamp. For mig at se har de gjort op med nogle af Folkekirkens tungeste institutionelle dogmer. De har gjort op med kl. 10.00 og rykket søndagens gudstjeneste til kl. 13.00 på nær den sidste søndag i måneden, hvor gudstjenesten i Høsterkøb begynder kl. 16.00. Et endnu tungere dogme og måske endda et monopol har de taget til kærlig behandling i Høsterkøb. Orgelet. Huha, orgelet. I Høsterkøb er orgelet ikke det eneste instrument, der lyder ved præ, post og salmesang. Kirken har vist nok ikke en organist, men i stedet en kirkemusiker, og de bruger mange ressourcer på om søndagen at have levende musik, der ikke er orgelmusik. De spiller også optaget musik, der lige som illustrerer søndagens tema. De er også kommet frem til en højmesseliturgi, der ikke har indgangsbøn og udgangsbøn. Alt dette er resultatet af en lang proces med dialog med sognebørn og institutioner i Høsterkøb. På en måde er det reformation. Et opgør med orgel og gudstjenesteliturgi er et opgør med en folkekirke, der har visse elementer af institution, som er så stærke, at man får et fragtskib af lort hældt ud over sig, hvis man vover at stille spørgsmål. Tak til Høsterkøb for den del!

 

Som rigtig mange andre læsere af høsterkøbpamfletten irriterer det mig, at deres billede af andre kirker, sogne og deres præster er så stereotypt. Høsterkøblignende processer er i gang mange steder, men nyheden om det er ikke nået til Høsterkøb. Det skuer også i min oplevelse af skriftet, at menighedsrådet i Høsterkøb finder det nødvendigt at tale ilde om Menighedsrådet i Birkerød. Det vidner ikke om storsind. I Høsterkøb elsker de deres præst, Annemette Norsker, og det er der vist god grund til. Fru Norsker har gjort et stort stykke arbejde med at lytte til den folkelige jordbund i sognet, og hun virker i bogen som en dygtig netværker og et elskeligt menneske og vel også som en god præst.

 

Der er nogle af menighedsrådets formuleringer, der virkeligt går mig på. Det er som, at menighedsrådet mener, at man kan gå i dialog om gudstjeneste og liturgi, mens teologien og kristendommens budskab er præstens område. Huha, tænker jeg. Vi skulle da gerne være fælles om både kristendommens indhold og kristendommens form i kirke og menighed. Indholdet er ikke præstens sag men menighedens sag. I afsnittet, hvor Fru Norsker kommer til orde, spørges Pastor Norsker: ”Hvordan skaber du en folkekirke for folket?” Huha! Præsten skaber da ikke nogen folkekirke. Menigheden skaber en folkekirke, som kalder en præst som deres teologiske sagkyndige. Det går mig også på, at ingen i Høsterkøb nævner den kristne forsoningsteologi. Jesus Kristus, der gav sig selv for at frelse verden, nævnes ikke, og næstekærlighed er forkyndelsen, når Høsterkøberne fortæller, hvad kristendom i grunden er.

 

Min bøn til menighedsrådet i Høsterkøb er, at de vil gøre Jesus Kristus som verdens frelser til en hjertesag for dem selv og resten af menigheden, når man skal tænke kirkelig fornyelse. Luther fornyede en masse ting i kirken, men han begyndte dog alt nyt med at fokusere på, at kristendom i grunden handler om, at Gud er blevet menneske i Jesus Kristus, der døde og opstod fra de døde for dem fra Høsterkøb og alle andre..

 

Endelig undrer jeg mig stilfærdigt over, at man i Høsterkøb i en sand fornyerkirke har nadverritual C. Det betyder, at menigheden under optakten til nadver synger ”Hosianna i det højeste”, og kan de virkeligt være i det, når de moderne Høsterkøbere går i kirke? Eller er der måske i Høsterkøb enkelte traditionalister, som i virkeligheden hører til i Birkerød?

 

Alt i alt var jeg glad for at læse bogen fra Høsterkøb. I den er der rigtig meget, jeg kan bruge, selv om jeg åndeligt set ville begynde en kirkelig fornyelsesproces et andet sted. Gud velsigne Høsterkøb Sogn! Hvis jeg træffer på dem en dag, må præst og menighedsråd ved Høsterkøb Kirke gerne få et stykke steviasødet slik af mig.

Høsterkøb Kirke