Pirattaxa, fordomme og samtale

Pirattaxa, fordomme og samtale

af

Peder Kjærsgaard Roulund

 

En lørdag aften i min studietid havnede jeg engang i en uautoriseret taxa med kurs mod Aarhus midtby.

Måske havde jeg slået en del af min fornuft fra under indtryk af Broder Bajer og Søster Vodka, og hvad ellers man drikker, når man er ung og bor på et kollegium, hvor der er fest lørdag aften.

Inde i pirattaxaen var der i forvejen to unge mænd af mellemøstlig oprindelse, og som håbefuld og fuld teologistuderende så jeg chancen for at tage et skridt ud på missionsmarken. Jeg begyndte at tale med de to unge mænd om Jesus.

De hørte meget venligt på mig, hvorefter den ene forundret spurgte mig, om jeg troede på Gud? Det kunne jeg kun svare ja til, for jeg var jo kristen, og jeg spurgte tilbage, om ikke de var muslimer?

”Nej” svarede de. De var ateister, men jeg var den første dansker, de havde mødt, som troede på Gud. Forundret fortalte jeg de to mænd, at de var de første indvandrere, jeg havde mødt, som var ateister.

Og således kom de to og jeg selv frem til en mærkelig erkendelse. Nemlig den erkendelse, at jeg, som religiøst menneske, var tættere på min egen fordom om mine to pirattaxa venner, end de selv var. I mit hoved havde jeg jo sat dem ind i en kasse, hvor der stod ”Indvandrere lig med muslimer”.

På samme måde var de to ateister på en måde også tættere på deres fordom om mig som dansker og ikke-religiøs, end jeg var.

Jeg mødte aldrig sidenhen de to ateister af mellemøstlig herkomst i deres ukurante taxa, men jeg skænker dem ofte en venlig tanke, for engang imellem er jeg selv tættere på mine egne fordomme om min næste, end han selv er. Det kan man forvisse sig om ved at tale sammen – også i ædru tilstand.