lørdag den 17. september 2016

ARVEN EFTER HITLER anmeldelse




ARVEN EFTER HITLER
Anette H. Storeide
Informations Forlag 2010

Arven efter Hitler er en beretning om tyskernes bearbejdning af de forbrydelser, der udgik fra Tyskland under Anden Verdenskrig.

Bogen skildrer denne bearbejdning som udspændt mellem fire poler.

For det første den ideologiske tilgang.

For det andet optagetheden af tyskernes egne ofre.

For det tredje skyldfølelsen over de enorme forbrydelser, som blev begået i Tysklands navn under Anden Verdenskrig.

Endelig for det fjerde behandler bogen mange tyskeres trang til at fortolke deres egne og deres families erindringer, så lige netop deres familiemedlemmer og venner var mod nazismen på en eller anden måde.

Bogen skildrer, hvordan DDR regimet i sine fyrre leveår så nazismen ud fra den kommunistiske modstandsbevægelses perspektiv, som efterhånden levnede en smule plads til andre ofre end kommunister.

Sideløbende hermed fortælles om den vesttyske fortælling om den kristelige / konservative modstandsbevægelse. En fortælling, der efterhånden mere og mere blev trængt i baggrunden til fordel for et opgør med nazismen på både det juridiske, det kulturelle og det politiske plan.

Forskellen mellem Øst og Vesttysklands naziopgør gav undertegnede den tanke, at måske er demokratier og frie samfund bedre til selvopgør end diktaturer. Samfundets selvopgør kræver simpelthen plads til at stille kritiske spørgsmål.

Til sidst i bogen beskriver Storeide gnidningerne efter murens fald mellem ofrene for DDR / SED regimet og naziregimets stadigt levende ofre.

Og så fylder film og tv analyser vel meget i bogens sidste del.

Alt i alt har den norske historiker Annette H. Storeide skrevet en god bog, som hermed får min anbefaling.


Anette H. Storeide er norsk historiker
og forfatter. Hun er født i 1976

Ingen kommentarer:

Send en kommentar