torsdag den 1. marts 2018

DEN, DER LEVER STILLE anmeldelse


Jeg læste for et par måneder siden bogen “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov. Det er en virkelig god og velskrevet bog.


Bogen er en levnedsskildring og en beskrivelse af det virkelige drama, som Leonora Christina Skov har gennemlevet for at blive sig selv og for at holde fast på sig selv. Det er ikke nemt. Leonora Christina Skov vokser op som enebarn med to meget autoritære forældre. Især moderen forliger sig aldrig med, at Leonora Christina Skov er lesbisk, og i mange år er der kun lidt kontakt til forældrene. I det hele taget bliver moderen ved med at være en gåde for både Leonora Christina Skov og for læseren.

Bogen handler også om individets ret til ikke at passe ind i gængse roller og stereotyper. Samtidig skildres Leonora Christina Skovs passion for at skrive og hendes kamp for at udleve sit kald som forfatter.


“Den, der lever stille” er på samme tid som en biografi og en indføring i individets livtag med forskellige eksistentielle temaer også et blik ind det helvede, mange homoseksuelle gennemlever, når de ønsker at stå ved deres seksualitet. Efter endt læsning står det klart for mig, at det ikke kun er konservative eller fundamentalistiske miljøer, der er hjerteløse og uoplyste i forhold til bøsser eller lesbiske i familien. Det forekommer såmænd også i helt almindelige parcelhuskvarterers familier som Leonora Christina Skovs egen. Og det slår mig, at det at gøre det lettere at være sig selv som homo eller transseksuel simpelthen må være en samfundsopgave.


Hermed giver jeg “Den, der lever stille”, min bedste anbefaling. Bogen er 374 sider lang og koster 234,95 kr på saxo.com.
Leonora Christine Skov er født i 1976 i Nordsjælland

Ingen kommentarer:

Send en kommentar