Slangen var
det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte
kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« v2 Kvinden
svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, v3 men frugten
på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke
røre ved, for ellers skal vi dø.« v4 Men slangen
sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! v5 Men Gud ved,
at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan
kende godt og ondt.«[i]
Formålet med
forbuddet mod at spise af frugten på træet er, at mennesket ikke må lære at
kende, hvad der er godt og, hvad der er ondt. Når man ikke kan definere, hvad
der er godt og ondt, kan man ikke se meningen. Måske kan man sige, at meningen
er gemt hos en højerestående magt, når man ikke har adgang til meningen, fordi
man ikke har ret til at kende godt og ondt.
Måske kan
man dog sige, at det er sundt for mennesket ikke at kunne se meningen, når en
mand eller en kvinde står overfor livsvilkår, som ikke lader sig ændre, eller
som man kun vanskeligt kan gøre noget ved.
På den anden
side forekommer det mig, at mange af de sidste 300 års kulturkampe i Vesten har
haft det udfald, at love, regler og bestemmelser skal give mening. Det betyder,
for mig at se, at normerne skal kunne stå i forbindelse med begreber som
”retfærdighed” og ”fornuft” i samfundets konkrete liv. Det er ikke nok, at en
lov er givet af kongen, eller at ”Gud har sagt det”, sådan som vi hører Eva
sige til slangen i syndefaldsberetningen i det gamle testamentes kapitel 3.
Når man
læser syndefaldsberetningen, kan man spørge: ”Er slangen en skurk eller en
helt?”
På samme vis
som spørgsmålet om slangen er en skurk eller en helt, kan man atter spørge, om
formålet med æblespiseforbuddet er godt eller ondt?
I Edens have
taler slangen med Eva. På en måde kan man sige, at denne samtale viser, hvordan
en enevældig tankegang kan støde sammen med en moderne.
Den
enevældige styreform kan anskueliggøres med et citat, der tilskrives den
franske konge Ludvig den 14.. Citatet lyder: ” L'État, c'est moi!” oversat ”staten er mig!”.[ii] Den
enevældige konge er altså den, der giver alle statens love og regler. Al magt
udgår fra ham, og hvis vi læser paragraf 2 i den dansk norske kongelov fra
1665, kan vi se, at kongen ikke er under samfundets love, regler og myndigheder
i nogen som helst spørgsmål.[iii] Dette
betyder, at love, regler og bestemmelser vel som oftest har givet mening på
samme tid, som at den eneste nødvendige mening med lovene har været, at de
stammede fra kongen.
I samtalen mellem Eva og slangen optræder forbuddet mod at spise træets
frugt som et bud givet af en enevældig konge. Den eneste mening med forbuddet
er, at Gud har sagt det. Der er ikke nogen umiddelbar mening, der grunder sig i
et eller andet forhold omkring Adams og Evas liv med hinanden eller de andre
skabninger i paradis.
På den ene side har vi altså forbuddet mod at spise af træets frugt.
Den eneste grund til, at Eva og Adam ikke må det, er som sagt, at Gud har sagt
det.
På den anden side er der slangens forklaring. Slangen fortæller, som
bekendt, Eva, at formålet med at de ikke må spise af træet, er at de ikke skal
lære godt og ondt at kende.
Hvis man lærer godt og ondt at kende, kan man spørge til meningen bag
påbud og forbud. Med denne spørgen efter buddenes mening handler man på en på
en måde, der fordrer, at der gøres noget ved placeringen af meningen med lovene
og reglerne. Bestemmelserne ændrer sig fra, at det er godt nok, at meningen er
gemt hos eneherskeren til, at de skal give mening i det liv mennesker lever med
hinanden og resten af verdens levende væsener. Det er ikke nok, at Gud eller
kongen byder.
Når slangen afslører formålet bagved forbuddet mod at spise af
kundskabens træs frugter overfor Eva, så taler slangen måske med stemmer fra
Oplysningstiden og moderniteten. Oplysningstiden for eksempel havde i vid
udstrækning det som programerklæring at befri mennesket fra traditionens
formynderskab og give det myndighed over sit eget liv.[iv] En
myndighed man måske kan få ved at kende godt og ondt og ved at kunne spørge til
meningen bag love og regler. En myndighed, der vel også kræver, at man får ret
til at kritisere herskerens bestemmelser.
Betragter man historien om slangen, Eva og Adam med det verdenssyn et
menneske af i dag har fået fra oplysningstiden, så kan man godt svare lidt
utraditionelt på spørgsmålet om, hvem der er skurk, og hvem der er helt i
syndefalds beretningen.
Normalt læser man alle historier i bibelen med det fokus, at Gud er
helt, og i syndefaldsberetningen er slangen sammen med de to mennesker som
regel skurke.
Men måske kan det være omvendt: Måske er slangen en helt fordi den
afslører, at formålet med, at Gud har forbudt mennesket at spise af frugten på
kundskabens træ er, at Eva og Adam ikke må kende godt og ondt og ikke må spørge
efter meningen med Guds forbud. På den måde kan man sige, at slangen forårsager
en proces, hvor meningen med love og regler rykkes fra at hvile hos den
enevoldige herskergud til at skulle kunne gå i forbindelse med begreber som
retfærdighed og fornuft i Adams og Evas verden.
Slangen kan altså godt fylde helterollen ud, og Gud kan også være
skurk. Skurk, fordi han holder mennesket tilbage fra kritik af deres samfunds
indretning, og fordi Guds forbud ikke giver mening andre steder end i hans egen
majestæt. Med til anklagen hører så det skærpende faktum, at Gud krydrer sit
forbud med trussel om dødsstraf, skulle mennesket vælge at trodse den almægtiges
bestemmelse.
I det foregående forudsættes det, at æbleædeforbuddet er et forsøg på
at hindre mennesket i at granske meningen med de love og regler, der gælder for
menneskets liv sammen med hinanden og det andet levende, der findes i verden.
Men måske er det anderledes.
Måske kan man læse kapitel 3 i første mosebog på den måde, at Adam og
Eva ikke må spise af træet til kundskab om godt og ondt, fordi de skal
beskyttes fra at ville finde meningen med de konkrete livsomstændigheder, som
intet menneske kan ændre, eller som du og jeg kun yderst besværligt kan gøre
noget ved.
Jeg tænker, at man måske kan hævde, at det at finde meningen med
livsomstændigheder, der er uforanderlige eller kun er vanskeligt foranderlige,
henviser en til sig selv eller en endnu større gåde.
Den jagt på meningen med livsomstændighederne, som ender med at henvise
et menneske til sig selv, kan ofte beskrives med de ord, vi henter fra begrebet
”karma”. Ifølge karmalæren i hinduismen vil mennesket høste, hvad det sår,
således at et menneske får dårlige tildragelser af onde handlinger og gode
oplevelser af gerninger, der er gode.[v]
Når en mand eller en kvinde søger meningen med sine livsomstændigheder
i karma læren eller lignende tankegange, tænker jeg, at han eller hun bliver
uhjælpeligt henvist på sig selv. Mandens lidelse er uhjælpelig tilbagebetaling
for hans egne onde handlinger. Indenfor samme tankegang men omvendt er kvindens
held eller lykke belønning for hendes egen godhed.
Det er selvfølgelig også rigtigt, at nogle gange er mit held eller
uheld et påviseligt resultat af mine egne handlinger i den ene eller den anden
retning. Andre gange er denne angivelige sammenhæng et resultat af religiøse
begreber som ”karma” og ”reinkarnation” [vi]. I det
første tilfælde må jeg opføre mig som et myndigt menneske og tage det synlige
ansvar på mig. I det andet tilfælde idømmer jeg mig selv en kosmisk vrede ved
hjælp af nogle helt bestemte religiøse briller.
I min færd for at undersøge meningen med mit livs omstændigheder kan
jeg blive henvist til mig selv ved hjælp af læren om karma eller lignende
tankemønstre. Jeg kan også blive ført hen til en endnu større gåde på udkig
efter meningen med mine omstændigheder.
Måske finder jeg svaret på meningen med mit livs omstændigheder i et af
de såkaldte deterministiske tankemønstre. Tankemønstre, som fortæller mig, at
alt er styret af årsagslove, der gør, at der kun findes en mulig tilstand for
alle ting på et hvilket som helst tidspunkt.[vii] Denne
nødvendige udvikling af altings tilstand kan jeg enten tilskrive universets
indretning eller en guddommelig magt.[viii]
Uanset hvad er jeg henvist til en stor gåde angående mine
omstændigheder. For hvorfor er livet indrettet således, at disse omstændigheder
skulle blive mine? Eller hvorfor vil det guddommelige mage mine omstændigheder
på denne måde?
Hvad enten jeg i undersøgelsen af mit livs omstændigheder er henvist
til mig selv eller til en stor gåde, forekommer det mig, at jeg ikke kan bruge
disse to svar til noget konstruktivt. Tingene ender enten i gold
selvforherligelse eller i selvfordømmelse på den ene eller den anden måde:
Jeg, det heldige menneske skabt af mine egne gode handlinger. Jeg
menneske, der lider ved de kosmiske frugter af, hvad jeg selv har gjort. Eller
mig selv som menneskeresultatet af skæbnens eller guddommelige kræfters
fordømmelse eller velsignelse.
Enten gør jeg mig selv for høj, eller også gør jeg mig selv for lav.
Hvis det at søge meningen med de uforanderlige omstændigheder i mit liv
blot henviser mig til forherligelse eller fordømmelse som resultat af kosmisk
afregning eller kosmisk kædereaktion, så er det fornuftigt at lade være med at
søge meningen med de faste vilkår i mit liv.[ix] I stedet må
jeg anse mit held eller min ulykke som resultat af en verden med masser af
lykkelige tilfældigheder og visse smertelige risici.
Hvad så? Er slangen skurk eller helt?
Er det godt eller ondt, at gud bagved æblespiseforbuddet har et ønske
om, at mennesket ikke skal lære godt eller ondt at kende?
Slangen er en helt, og Guds ønske om, at mennesket ikke skal lære godt
og ondt at kende, er ondt, hvis det skal tjene til, at mennesket ikke skal
kunne se meningen med de love og regler der gælder i menneskets egen verden.
Slangen er en skurk, og det at hindre mennesket i at kende godt og ondt
er godt, hvis formålet bag æblespiseforbuddet er at hindre mennesket i at
spørge bag om de grundlæggende omstædigheder i livet.
Dette fører til, at Gud har flere identiteter i den samme bibelske
fortælling. I den såkaldte syndefaldsberetning er han på den ene side en
tyrranisk enevældig hersker, hvis bud ikke behøver anden mening, end at de er
givet af Gud. På den anden side er Gud en nådig Gud, der i livets uomgængelige
vilkår fratager mennesket muligheden for at søge mening i kosmiske
forklaringer, der kun virker til menneskets forherligelse eller fordømmelse.
Disse to gudsbilleder bærer jeg altså med mig. Jeg kæmper med dem. Og
midt i den kamp lever jeg et liv, så godt som jeg kan, i ansvar og frihed. Jeg
er fri fra kosmiske kræfters vrede imod mig. Tillige er jeg uden disse kræfters
begunstigelse. I stedet er jeg under et ansvar for at gøre det bedste med de
gode muligheder livet tilfældigt byder mig, og jeg har pligt til at få det
bedste ud af det, når det grusomme, på blindt strejftog i verden, rammer mig. I
det hele taget skal jeg søge, at leve så meningsfuldt, retfærdigt og fornuftigt
som overhovedet muligt. Til gavn for mig og mine medskabninger i dialog med
Første Mosebogs kapitel 3 og de andre besværlige fortællinger i bibelen.
[i] Bibelen:
1. mosebog kapitel 3 vers 1 - 5
[ii] http://en.wikipedia.org/wiki/Absolute_monarchy
[iii] http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/kongeloven-1665/
Danmarckes
og Norges EenevoldsArffveKonge skal være hereffter og aff alle undersaatterne
holdes og agtes for det ypperste og høyeste hoffved her paa Jorden offver alle
Menniskelige Lowe, og der ingen anden hoffved og dommere kiender offver sig
enten i Geistlige eller Verdslige Sager uden Gud alleene.
[iv] http://da.wikipedia.org/wiki/Oplysningstiden#Naturretten
[v] http://en.wikipedia.org/wiki/Karma#Hinduism
[vi] Samme
som note 5
[vii] http://en.wikipedia.org/wiki/Determinism
[viii] http://en.wikipedia.org/wiki/Theological_determinism
[ix] Måske er det derfor, at både Job og hans venner i
Det Gamle Testamentes ”Jobs Bog” bliver irettesat af Gud. De må ikke spørge
efter meningen med Jobs lidelse hos Job selv eller hos skaberen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar