Jeg bærer i mine tanker en trist stemning med mig, som man kunne kalde ”det europæiske menneskes træthed”. Denne træthed kommer af, at de to åndelige byggesten for min forståelse af virkeligheden, kristendommen og moderniteten, begge to har været arnested for meget undertrykkelse og mange forbrydelser.
Kristendommen er her forstået som de store kirkesamfund, der har defineret verdensdele og lande som kristne igennem de sidste 1500 år. Ordet modernitet dækker over mange filosofiske strømninger, der har det til fælles, at de formulerer ønsket om, at verden skal indrettes ud fra videnskabelige indsigter og rationelle beslutninger med sociale eller juridiske rettigheder til det enkelte individ.
Med hensyn til både kristendom og modernitet har der været en tendens til at frikende religionen eller tankesættet for de store krænkelser og forbrydelser, der er gået ud fra kristendommen og fra forskellige moderne bevægelser.
Når f.eks. talen er faldet på hekseprocesserne fra 1400 – 1600 tallet har man ofte sagt, at disse hekseprocesser var en fejl, som uheldigvis fandt sted i kristendommens navn, men som kun kan tilskrives mennesker, der ikke efterlevede kristendommens inderste kærne. Det samme har man sagt om det terrorregimente, som plagede menneskene i det daværende Sovjetunionen under Josef Stalins ledelse. Stalin, har man sagt, afveg fra Lenins sande lære, og derfor kunne dette undertrykkelsesmareridt tage form.
Jeg er uenig i disse frikendelser. Jeg tror, at kristendommen er en syndig religion, der i sig selv har sine tilhængeres forbrydelser på samvittigheden. På samme måde tror jeg også, at de bevægelser, der bruger modernitetens tankesæt i deres inderste kærne har ansvaret for den terror og undertrykkelse, som er født ud af den ene eller den anden ideologi eller bevægelse. Fordi jeg har det sådan bliver jeg træt, når jeg kigger på de to bevægelser, som for mig er kilden til fortolkning af livet. Jeg tror, at jeg deler denne træthed med mange i Vesten i disse år. Som følge af, at både kristendommen og moderniteten er syndige bevægelser, tænker jeg, at der er grund til skepsis og kritik. Både når det gælder modernitet, og når det gælder kristendom.
Dette kan man forvisse sig om ved at betragte historien om de moderne bevægelser og kristendommens historie.
Da kristendommen blev den eneste tilladte religion i Romerriget i slutningen af 300 tallet ødelagde man for eksempel de gamle romerske templer, eller man omdannede dem til kirker. (1) I Athen nedlagde Kejser Justinian den første det nyplatonske akademi i 529 (2)
I det hele taget har kristendommen op igennem historien ofte medført en stor modstand mod nye videnskabelige opdagelser. For eksempel blev Gallilei anklaget af den katolske kirkes inkvisition i 1600 tallet fordi han støttede den indsigt, at solen, og ikke jorden, er i centrum i universet. (3)
Ikke kun i Den Katolske Kirke er der foregået noget, som vækker min skepsis. Også i mit eget kirkesamfund, Den Lutherske Kirke i Danmark (I dag: Den Danske Folkekirke) er der sket ting, som kan beskrives som hæslige og undertrykkende.
Et eksempel herpå er hekseprocesserne, der varede indtil 1600 tallet. (4) Et andet er det, at man her i Danmark i samarbejde mellem politi og præster tvangsdøbte børn af baptister op til kort tid før indførelsen af grundloven i 1849. (5)
Når man betragter, hvad kristendommen har bragt til verden igennem mange århundreder, er det måske ikke så sært, at mennesker i tidens løb er blevet kritiske overfor kirkerne. Moderniteten er i dens forskellige afskygninger en række tankestrømninger, der nogle gange var udtrykkeligt imod kristendommen og andre gange gik ind for et samfund, hvor det skulle være muligt at leve udenfor kristendommens herredømme.
For egen regning tænker jeg nogle gange på, om man kan sige, at det moderne blev til som en drøm i det 18. og 19. århundrede. En drøm om, at mennesket skulle leve et frit liv uden autoriteternes sindelagstvang godt hjulpet i deres hverdag af videnskabens landvindinger og kun underlagt de pligter, som var rationelt begrundet, og som gav mening. Det var en dejlig drøm, som rationalisterne og de første modernister havde dengang i 1700 og 1800 tallet. Men drømmen blev til et mareridt.
Videnskaben, som skulle give mennesker et mere og mere problemløst liv, blev brugt til at opfinde våben, der slog mere end 9 millioner af europæiske soldater ihjel under første verdenskrig.(6) I anden verdenskrig fortsatte det videnskabeligt baserede barbari med udryddelseslejrenes systematiske henrettelse af millioner af mennesker, som for manges vedkommende blev slået ihjel i gaskamre, der var tegnet af videnskabeligt uddannede ingeniører.(7)
Maskinerne førte menneskene ud i hæslige situationer som krig og folkedrab. Maskinerne og teknologien bagved var dog ikke alene, men blev fulgt godt på vej af modernitetens ideer.
Allerede i 1800 tallet så man en hel utæmmet kapitalisme, der forarmede millioner af arbejdere verden over, hvor end industrialiseringen fik fodfæste.(8) Som reaktion på udbytningen af arbejderne i industrialiseringens barndom så socialismen dagens lys.
Efter første verdenskrig formede radikale socialister kommunistpartier i mange lande, og i Rusland var kommunisterne i stand til at gribe magten i 1917, hvorefter Rusland og dets imperium blev omdøbt til Sovjetunionen. Få år efter den russiske revolution, tog Josef Stalin magten i Sovjetunionen. Under Stalins benhårde styre omkom millioner af mennesker.(9)
Når jeg ser på Stalins forbrydelser, liberalismens kynisme i industrialismens barndom og nazismens folkemord ovenpå alle forbrydelserne i kirkens historie er det svært ikke at synke ned i det, jeg ovenfor kaldte ”det europæiske menneskes træthed”.
En træthed, der kommer af, at de tankestrømme, som udgør min verden, er kilde til ufattelige forbrydelser. En træthed, som også er født af det faktum, at jeg ikke kan leve uden kristendommen eller det moderne. Begge åndelige kræfter må være der.
Måske kan de to kræfter, hver især, ligefrem holde uvæsenet hos den anden i skak på den måde, at kristendommen bibringer det moderne nye erkendelser og omvendt. Moderniteten, tror jeg, kan give kristendommen to vigtige ting. For det første et krav om mening. For det andet en respekt for virkeligheden.
Hvis vi vender os mod begrebet ”mening” først, så tænker jeg, at alle kristne udsagn skal give mening i menneskers liv, som du og jeg lever det i dag. Et trosudsagn er ikke sandt, fordi det stammer fra Augustin eller Herren selv. Et trosudsagn er kun sandt, hvis det giver mening i det liv, du og jeg lever med hinanden her og nu. Med rette kunne man spørge, om det er mening i naturvidenskabelig forstand, jeg her taler om?
Nej udsagnet om, at noget giver mening, tænker jeg først og fremmest på i eksistentiel forstand. Det kristne udsagn om, at Jesus er opstået fra de døde er ikke falsk, fordi naturvidenskaben kan bevise, at en mand ikke kan vækkes til live igen, når han har været død i to dage. Jesu opstandelse er tværtimod sand for mig, fordi den er mig en vedvarende kilde til håb om, at livet har vundet over døden.
Der er også ting i kristendommen, som jeg ikke kan få til at give mening. Udsagnet om, at alle der ikke er i Kristus eller ikke er indenfor kirken vil pines i al evighed i helvede, eller hvordan forskellige kirkesamfund har udtrykt det igennem tiden, kan jeg ikke få til at give mening overhovedet. Jeg synes tværtimod, det er et chauvinistisk dogme vendt mod alle, der ikke følger den rette tro. Den rette tro, som altid vokser ud af et hierarki med dets alt for menneskelige hensyn.
De moderne tankestrømme kan give kristendom et krav om mening. Dernæst kan moderniteten give kristendommen en respekt for virkeligheden uanset om virkeligheden går på tværs af etablerede trossandheder.
En lille smule omstridt tror jeg, at det er, når jeg siger, at vi, her på vor side af Charles Darwins opdagelser, må læse bibelens skabelsesberetning som en poetisk eller en eksistentiel beretning i stedet for at bruge den som den historisk præcise beskrivelse af verdens tilblivelse. Og måske bliver det kilde til stor uenighed, når jeg siger, at vi ikke længere kan se homoseksualitet som Guds straf for falsk gudsdyrkelse bare fordi Paulus så sådan på det (10), men at vi i stedet må se det at være bøsse eller lesbisk som en seksualitet nogle mennesker bærer med som en naturlig og god del af deres personlighed.
Moderniteten kan give kristendommen det, at virkeligheden forpligter, uanset om det betyder, at de kristne må gøre op med vedtagne opfattelser af ret seksualitet eller af verdens naturhistorie..
Mening og virkelighed er mine bud på det modernes indlysende gaver til kristendommen. På sin side har kristendommen også ting at berige det moderne med.
Jeg tænker, at kristendommen kan give moderniteten en bevidsthed om, at det onde er en realitet i verden. En realitet man ikke kan organisere sig ud af. Herudover kan kristendommen give det moderne menneske en fornemmelse for de mest vederstyggelige menneskers værdighed.
Når jeg læser Det Nye Testamente standser jeg altid op ved beretningen om Jesu møde med overtolderen Zakæus i Lukasevangeliet. Beretningen rører mig dybt, fordi Jesus her giver værdighed til en mand, som ud fra alle standarder er en slyngel. Det at være tolder betød, at Zakæus var en mellemting mellem nutidens narkohandler og alle tiders landsforræder. Jesus går lige netop hen til ham, og ved Jesu besøg får Zakæus sin værdighed.(11) Jeg kunne også have nævnt andre beretninger, hvor pointen er, at Jesus altid giver værdighed til dem, som er onde, og de som er udenfor de ”godes” systemer. På den anden side er Jesus i Det Nye Testamente ofte er oppe at skændes med farisæerne. Farisæerne var en jødisk gruppe, der kendetegnedes ved, at de var gode mennesker. De gjorde alt for at være helt sikre på, at de altid gjorde det rette. Disse mennesker var ofte i konflikt med Jesus, og med afsæt i Jesu konflikt med farisæerne kan man sige, at Jesus i det nye testamente opsøger og frelser ”de onde”, mens han går hårdt i rette med ”de gode”.
Dette tror jeg egentlig, at kristendommen i mange afskygninger selv kunne lære mange ting af, men jeg tror også, at en fornemmelse for ”de mest vederstyggelige menneskers værdighed” er noget man kan tage med sig, når man regner moderniteten for en del af sin filosofiske arv.
De moderne tankestrømme har flere gange sat skel mellem mennesker, som har forstået sandheden eller er rigtige og dem, der ikke har forstået systemets sandhed eller simpelthen er forkerte. En opdeling som parret med videnskaben har haft frygtelige konsekvenser. De forkerte eller de uforstandige kunne man fratage al menneskelig værdighed og udrydde. Kristendommens grundfortælling om Jesus fortæller, at alle mennesker har værdighed. Det gælder også dem, som er ufornuftige, forkerte eller onde. På den måde er erkendelsen om alle menneskers værdighed en vigtig kundskab for det moderne menneske.
Kristendommen har også en anden vigtig viden at give til modernitetens arvtagere. Det er visheden om det ondes virkelighed, som står i modsætning til den moderne drøm om at kunne konstruere et samfund uden ondskab.
Det onde er en realitet i verden og inde i dig og mig. Vi kan ikke organisere os væk fra ondskaben. Faktisk er de mest grusomme samfund dem, som har konstrueret det onde bort. For alle, der ikke er enige i konstruktionen, har jo ikke set lyset og er potentielt farlige for det system, der har patent på sandheden.
I en moderne tidsalder, hvor vi mennesker, med teknologien i baghånden, har så store kræfter, kan en vished om det onde faktisk redde menneskeliv. Bevidstheden om det ondes realitet kan måske redde os fra fristelsen til at give en folkeforfører for meget magt, hvor from, god og uddannet han end synes at være. Kundskaben om det ondes eksistens kan give os en skepsis, og jeg tænker, at skepsis har noget at give os både som kristne og som abonnenter på det moderne livssyn.
Jeg mener, at rædselsfortællingerne fra kristendommens historie og det modernes tidsalder må have lært os en ting. Nemlig: Som et menneske bærer et lille stykke ondskab med sig og ikke kan tåle at bære et samfunds magt helt alene, så gælder noget lignende for en religion eller en politisk overbevisning. Det betyder, at undertrykkelse og tyranni er lige om hjørnet, når kirken eller en politisk overbevisning får alt magt i et land eller i en hel verden.
Hvis du og jeg ved, at magt ikke er noget, som skal samles et sted, er vi skeptiske overfor alle, der foregiver at eje sandheden. Denne skepsis er med til at give det enkelte menneske en selvstændighed i mødet med de store tanker, hvad enten disse tanker er kristne eller moderne. Jeg kan således være et selvstændigt menneske, som er træt af at se på kristendommens og det modernes udfoldelse af undertrykkelse op igennem historien. På samme tid har jeg brug for Kristus, og jeg kunne ikke leve uden modernitetens mange befriende tanker og opdagelser.
Jeg vover at tro, at når Gud er en væren i tre personer, så elsker han nok forskellighed i en verden, hvor der er plads til både kristne, muslimer, buddhister, jøder, hinduer, socialister, liberale, konservative, mænd, kvinder, hetero og homoseksuelle. Måske er der håb om, at det europæiske menneske kan blive frisk igen.
Kildehenvisninger:
1 Holmquist Nørregaard Bind I side 193.
2 Holquis Nørregaard Bind I side 268.
3 Wikipedia: Letter to the Grand Duchess Christina
4 Wikipedia: Heks
5 Den Store Danske: J.P. Mynster
6 Wikipedia: World War I
7 Wikipedia: The Holocaust
8 Wikipedia: Trade union
9 Wikipedia: Great purge
10 Romerbrevet kap. 1 vers 25 – 27
11 Lukasevangeliet kap. 19 vers 1 – 10.
Kilder:
Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie I, J.H. Schultz Forlag, København 1946.
Hjemmesiden Wikipedia: http://en.wikipedia.org.
Hjemmesiden Den Store Danske: http:// www.denstoredanske.dk.
Det Danske Bibelselskab: Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1993.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar