Anne Lise Marstrand - Jørgensens roman, Sorgens Grundstof, er en virkelig flot fortælling om Europa i 200 år. Bogen handler også om menneskets onde tilbøjelighed til at se andre mennesker gennem stereotypernes og fordommenes briller.
Vi følger tre repræsentanter for nogle af de grupper og folkeslag, der har lidt mest overlast i de sidste 200 års europahistorie og verdenshistorie. En ung kvindelig efterkommer af caribiske slaver finder i 1815 i Wien sammen med en jødisk forretningsmand og en armensk antikvitetshandler. De tre bliver bundet sammen af luctugen, som er sorgens grundstof.
Sorgens grundstof gør, at de tre ikke bliver ældre i rigtigt mange år. En gang imellem eksploderer luctugenet, så den unge farvede kvinde, den jødiske forretningsmand og den armenske antikvitetshandler glemmer det meste og sendes i hver sin retning i Europa. Samtidig får sorgens grundstof de tre mennesker til langsomt at søge mod hinanden i deres livs vandringer, der leder dem igennem store dele af Europa i tiden mellem wienerkongressen og anden verdenskrig.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens bog er et studie i blodsudgydelser midt imellem 1800 tallets liberale forandringer af de europæiske samfund på den ene side og de forskellige folkeslags had med etnisk fortegn på den anden. Især er det hjertesskærende og gribende at følge den græske nations og den tyrkiske nations fødsel i blod og etnisk udrensning. Vi bliver også vidner til krig, vold og progromer i Tyskland, Frankrig og Rusland. Bogens drama kulminerer i det 20. århundredes to verdenskrige.
Man må sige, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen kender sin europahistorie rigtigt godt. Hun formår at knytte den store politiske historie sammen med personernes små. Jeg synes, fortællingen var lidt lang tid om at komme i gang, og måske bliver de tre hovedpersoners godhed og liberale overblik ved med at være lidt for uantastet af alt den ondskab, de rammes af og er vidner til.
Men alt i alt har Anne Lise Marstrand-Jørgensen med Sorgens Grundstof skrevet en rigtig god bog, som hermed anbefales på det varmeste.
 |
| Anne Lise Marstrand-Jørgensen |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar