Hitler
argumentet, Bitterfissen, cyberspace og min næste næste
af
Peder Kjærsgaard Roulund
Er det næste menneske,
jeg møder på nettet min næste eller kun næsten min næste?
Når der foregår en diskussion
på nettet, kan det nogle gange gå hårdt for sig. Somme tider bruger en ivrig
netdebattør det såkaldte hitler argument. Det går ud på, at ham, man er uenig
med, dybest set er nazist og mener det samme som Hitler.
På forskellige netfora
sker det også, at mennesker opretter en falsk profil, og så kan de rigtigt begynde
at svine andre til. For nylig huserede en anonym blogger med navnet
”Bitterfissen” i det danske internetmiljø med sine betragtninger, hvor i
vedkommende hældte adskillige skidtspande udover kendte danskere.
Jeg elsker at være på
Facebook, og jeg synes, at det er meget interessant at følge med i livets gang
i verden via nettet. Jeg kan dog ikke lade være med at spørge mig selv om,
hvorfor tingene nogle gange går så meget amok på nettet. Hvorfor kan en netdebat
lige pludseligt blive så voldsom, at ens modstandere skal have skudt et
åndeligt slægtsskab med Adolf Hitler i skoene? Hvorfor gemmer kujonagtige
eksistenser sig nogle gange bag anonymitet eller lidet flatterende navne som
”Bitterfissen”?
Jeg tror, at det er
fordi ansigtet er væk. Og så er det let at glemme, at der faktisk befinder sig
et ægte menneske et sted derude i cyberspace.
Man skal elske det
næste menneske, man møder, og med ”næsten” mener vi som regel et konkret
menneske. Men ham jeg møder igennem den lille ledning i væggen ud til
bredbåndet er jo faktisk lige så virkeligt et menneske som hende, jeg møder i
Brugsen. Hver især er de virkeligt min næste – Ikke kun næsten – Og jeg skal
elske min næste som mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar