Mellem dyrelyde og Guds  krop

 af 

Peder  Kjærsgaard  Roulund

Følgende indlæg blev bragt i Magasinet Ikon nr. 80 oktober 2012.

Jeg sidder i et lokale i KB hallen til en Krop, Sind, Ånd messe. Der er 10 damer i den efterlønsparate alder. De står i almindelig hverdagstøj ved siden af hinanden og siger dyrelyde.

En siger som en papagøje. En anden siger som en abe, og der er vist også et ”pruhu” fra en hest. 

Imens damerne udstøder denne lidet harmoniske samling af dyrelyde hopper de op og ned, så deres ravkæder og alt for tunge briller gynger i modtakt til deres kroppe.

Selvom jeg har lyst, må jeg ikke grine, for der er en intens stemning, mens damerne hidkalder dyrenes ånder, så vi hver især kan finde vort indre kraftdyr.

Pludseligt står de kvindelige åndemanere stille og standser dyrelydene, og vi bliver bedt om at lukke øjnene og møde vort indre kraftdyr, som nu er klar til at komme til os.

Jeg ser da en tyr, og resten af dagen smiler jeg ikke, men i stedet går jeg rundt og tænker.

Jeg går mut rundt og tænker, for der kom jo et kraftdyr i form af en tyr til mig, og jeg kan ikke få denne tyr til at passe ind i mit kristne univers med opstandelse, Jesus og godt budskab. Og passer tyren ikke ind i traditionel kirkekristendom, passer den til gengæld alt for godt til mig. Den har passion, rastløs energi og temperament ligesom mig selv.

Med et giver det mening, at indiansk åndemaneri kan tale til alternativt interesserede damer i efterlønsalderen på jagt efter selvindsigt.

Og jeg tænker ”øv!”

For er der noget i kirkens katedraler af mange ord, der kan hjælpe efterlønsdamer og teologer på jagt efter selvindsigt?

Jeg lukker øjnene og ser ikke rigtig noget.

Så åbner jeg øjnene igen, og da slår det mig, at det kristne kraftdyr måske er en Gud, som lægger krop til min vildrede og afmagt. Det er nok ikke selvindsigt men mere styrke til sjæl og sind.