torsdag den 8. marts 2018

KIRKEN OG KRISTENDOMMENS HJERTE



Løven, Aslan, er kongen af alting. Han har aftalt med den hvide heks at mødes med hende sent om natten ved stenbordet. Her får Aslan håret klippet af sin manke. Dernæst lader han sig frivilligt føre op på stenbordet, hvor han bliver myrdet af heksen, som dræber ham med sin dolk.
I forfatterens pen er det her kristendommens hjerte. C. S. Lewis har digtet om Narnia for at fortælle om kristendom. Aslan er Gud, der i verden ofrer sig for at bryde den ældgamle forbandelse, som truer med at udslette mennesket.
 
Kristne er altid blevet ved med at vende tilbage til det her. Prøv at bare at slå op i salmebogen på ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. I digtets sprog funderer Grundtvig over det samme, som C. S. Lewis sætter Aslan ind i. Nemlig korsets gåde. Og Grundtvig er inspireret til at skrive sin salme af den belgiske middelaldermunk, Arnulf af Louvain.
 
En dag i 1980’erne læste min dansklærer så op af C. S. Lewis’ bog om Løven, Heksen og Garderobeskabet. Og da gik det op for mig, at jeg både var draget af den kærlighed, der viste sig sådan her, og at jeg samtidig ikke forstod den. Det samme oplevede jeg ti år senere, da jeg første gang lagde mærke til, hvad der blev sagt i ”Hil dig Frelser og Forsoner”. Langfredag er kristendommens vidunderlige og mystiske hjerte. Påskemorgen får vi at vide, at det hjerte banker for os.
 
For få dage siden blev jeg så præst ved Mariehøj Sogn og Sejs – Svejbæk Sogn. Som præst skal jeg sammen med alle omkring de to kirker fortælle om det her. Dernæst skal vi holde kæft, så vi kan lytte til hinanden og til dem, som kommer i kirke. Det bliver til arrangementer, der får os til at tænke. Det bliver til gudstjenester, som forkynder kristendom og sætter livet i ramme.
 
Endelig skal vi prøve, om vi kan gøre kirken til et sted for hjælp til alle, der er i nød.
 
Således er min opgave sammen med alle, som sammen med mig vil være kirke. Gud i vold!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar