EVIG PROTEST af Jörg Lauster

Jeg var glad for at læse Jörg Lausters lille skrift om betydningen af reformationens principper. Lauster taler for, at reformationen ikke sluttede i 1500 tallet, men at reformationen tværtimod lever videre som en måde at være kristen på. Kristendommen er jo bundet til kirken. Denne binding til en institution kan være et problem. For nogle gange er kirken mere optaget af sine institutionelle behov end at være udtryk for kristendom. Denne kirkelige optagethed af sin egne institutionelle behov er det babylonske fangenskab, som reformationsprincippet skal søge at gøre kristendommen fri af.

Mod Lausters forståelse af reformationens princip taler fejringen af 500 året for Martin Luthers 95 teser i 1517. Jörg Lauster synes at mene, at fejringen blev for meget lutherbøvsetriumf, hvor man sang reformatorens salmer, sagde, hvad gamle Martin sagde og ellers spiste lutherbolcher og drak lutherøl. Men man udlod at tænke over reformationens principper, og hvordan de kan udleves i dag. Lauster taler for, at det at være en kristen, som er inspireret af reformationens principper, er at være opmærksom på to ting.

For det første er det at være en reformatorisk indstillet kristen at være opmærksom på, hvad kristendommen har at sige ind i verden. For det andet er det at være opmærksom på den udvikling, verden har været igennem de sidste par hundrede år. På den måde undgår vi som kristne bare at gentage Luther. At vedkende sig arven efter Luther er at leve efter reformationens godtord, om at kirken altid bør reformere sig selv. Det betyder, ifølge Lauster, netop at kirken med tidens sprog og indsigter skal tænke over, hvad kristendommen kan give verden.

I forlængelse heraf har Jörg Lauster en meget alvorlig og relevant kritik, som jeg tænker, også slår hårdt mod Den Danske Folkekirke. Han skriver for eksempel: ”Medlemstal er én ting. Kristendommens åndelige trøst en anden. Det er ikke de stabile medlemstal, der er vigtige, men kristendommens budskab.” Videre hedder det: ”Tit virker det faktisk, som om Den Evangeliske Kirke kun beskæftiger sig med sig selv og sine strukturer i en evindelig rundkredsdebat, der bare kører i ring.” Her citerer jeg fra Evig Protest side 62.

Et sted i bogen sparker min indre barthianer til indersiden af min hjerne i protest. Det er på side 86, hvor Jörg Lauster skriver: ”Vestens demokratiske stater realiserer idealerne om kristen næstekærlighed og solidaritet.” Øh! Gør de virkeligt det? Her i Danmark har den moderne demokratiske stat for eksempel indført en førtidspensionsreform, der har påført alvorligt syge mennesker masser af lidelser, der ikke just virker som noget, der rimer på legenden om den barmhjertige samaritaner eller Bjergprædikenen. Jeg kan ikke lade være med at synes, at den gode Lauster og alle os andre burde reservere den fulde realisation af den kristne næstekærlighed til Frelseren selv. Jeg kan ikke lade være med at have den opfattelse, at jeg personligt og via politisk engagement i samfundet kun kan nå et stykke vej hen imod det at realisere kristen næstekærlighed og solidaritet. Men derfor er det selvfølgeligt vigtigt, at man forsøger at gå det stykke vej.

Men denne indvending skal ikke stå i vejen for den opfattelse, at jeg synes Evig Protest er en god og vigtig bog. Den kan måske bruges i studiekredse om reformationens grundindsigter. Før øvrigt er bogen rigtigt fint oversat af Sanne Thøisen.

Jörg Lauster er født i 1966.

Han er professor i teologi ved

Ludwig-Maximilian Universität

i München.