TYLL af Daniel Kehlmann

ANMELDELSE

Daniel Kehlmann er en fantastisk forfatter, der med Tyll har skrevet en bog, hvor man hele tiden under læsningen er spændt på, hvad der nu skal ske. Bogens hovedperson, Tyll er en nar af den slags, som i gamle dage havde en hævdvunden ytringsfrihed, og med den kunne naren tillade sig at tale frisk til fyrster, konger og almindelige mennesker på en måde, som ingen andre turde.

Vi følger Tyll på hans rejse rundt i Tyskland under 30 års krigen i 1600 tallet. Det er en rejse med tragedier, smukke venskaber og masser af krig, der viser sig i bogens udførlige beskrivelser af lemlæstede kroppe, bylder, blod og lort i en mængde, der gør, at jeg håber, jeg aldrig skal se denne fantastiske bog som film. Tyll er historien om krig, der smadrer samfund og mennesker, men bogen er også historien om kunstens, forstået som Tylls narrekunst, evne til at give nedbøjede sind og smadrede samfund et eller andet, som gør det muligt at leve, selvom livet egentligt er blevet smadret.

Måske er bogen et forsvar for et pragmatisk verdenssyn. Det er som om, at naren, Tyll har et opgør med nogen af de kræfter, der har et fastlåst og upragmatisk syn på verden. Som jeg forstår det, var trediveårskrigen udløst af den sprængfarlige blanding af fyrstehusenes grådighed og religiøs intolerance. Et sted i bogen i Osnabrück under forhandlingerne af Den Westfalske Fred rækker en dronning tunge i al hemmelighed, som om hun gør nar af de forskellige monolitiske syn på verden, trediveårskrigen er født ud af.

Midt i bogens gruopvækkende skildringer af krig og lidelse er der lige pludseligt et æsel, der kan tale. En drage på 17000 år dør af alderdom, før den er blevet spottet af dem, som jager den. Tyll har masser af forunderlighed, og midt i bogens beskrivelser af det ulækre skraldgriner man en gang imellem.

I det hele taget er Tyll en fantastisk bog, som jeg elskede at læse. Det er første men ikke sidste gang, jeg læser noget af Daniel Kehlmann.



Daniel Kehlmann er født

i München i 1975.