OM KARL BARTH MELLEM BIBELKRITIK OG PRÆDIKEN

Karl Barth var en schweizisk teolog, der levede fra 1886 til

1968. Han var en af de største teologer indenfor den såkaldte

dialektiske teologi, der voksede frem efter første verdenskrig.

Karl Barth var ikke fundamentalist. Bibelen var for Karl Barth en bog skrevet af mennesker på menneskelivets vilkår. Derfor anerkendte Karl Barth kritisk bibellæsning.

Bibelen var på samme tid, for Barth, ord om Guds ord, Jesus Kristus. Karl Barth anerkendte, som sagt, kritisk bibellæsning; Men han gjorde det kun til en vis grænse. Barth gjorde brug af de historisk kritiske metoder i sin eksegese, men han afviste bibelkritikken som en metode til at fastslå, hvad det historiske Israel var eller, hvem den historiske Jesus var. Han mente, at man lagde en for nutidig forståelsesramme ned over bibelen, hvis man forsøgte at rekonstruere en eller anden faktuel historisk begivenhedsrække.

Kunne man ikke fastslå graden af bibelens historiske nøjagtighed, kunne man bruge i stedet bruge bibelkritikkens metoder til at tolke, hvordan de enkelte bibelske beretninger forkyndte det mere vigtige eller kerygmaet i det bibelske budskab. For eksempel er beretningen om opvækkelsen af Jairi datter, ifølge Karl Barth, nok ikke en historisk korrekt rapport, men i stedet er beretningen fortalt med henblik på at prædike om Jesu opstandelse fra de døde.

Jeg synes, at Karl Barths argumenter indeholder en række forskellige styrker.

For det første er det en styrke, at Karl Barth lader den akademiske bibellæsning tjene forkyndende mening. Dette er i modsætning til en ren historisk kritisk eksegese, der kun vil beskæftige sig med oprindelig betydning af teksterne og deres historiske korrekthed. På grund af begrænsningerne i den historisk kritiske eksegese, blev der vist nok skabt en afstand mellem den akademiske eksegese og teologiens systematiske discipliner. Således er det ikke med Barths eksegese, som, skønt angivelig sine steder mangelfuldhed, bruges til at lave systematisk teologi med og til at forkynde.

For det andet rummer Barths argumenter en styrke deri, at Karl Barth ikke vil vælge mellem sin kristendom på den ene side og de indsigter den historisk kritiske metode har bragt med sig på den anden side. Karl Barth bruger den historiske kritiske metode til at afklare forskellige lag og aspekter af en eller anden bibeltekst for derefter at lade bibelteksten forkynde kerygmaet eller det, som Karl Barth vurderer, er vigtigst i kristendommen.

For det tredje kan man vel sige, at Karl Barths metode tillader os, at sige der er noget i bibelen, som kristne ikke kan leve uden, samtidig med, at bibelen indeholder ting, som ikke kan forpligtige os i dag.

For det fjerde kan man sige, at Karl Barth er klar over, at hans brug af bibelkritikken skal tjene et højere formål. Dette kan man så se som styrke deri, at Karl Barths teologi vel kommer til at være ret fri for modsigelser.

På den anden side er det vel også en videnskabelig svaghed, at Karl Barth på forhånd definerer, hvad bibelkritikken kan og må sige, og hvad den ikke kan sige. Det er vel et eller andet sted dårlig videnskab at gøre sådan.

Derud over indeholder Karl Barths argumenter vel andre svagheder.

Hvis der er noget i den kristne tro, som er vigtigere end andet, så er dette noget udvalgt af nogen, og skaber dette ikke inden for kristendommen et magthierarki, som vel fundamentalt set er protestantismen fremmed, kunne man spørge.

Den næste svaghed, jeg vil beskrive ved Karl Barths bibelsyn, indeholder to trin.

Første trin: Det forekommer mig, at Karl Barths kernepunkter inden for kristendommen er Jesu fødsel af en jomfru, Jesu opstandelse, skabelsesbegivenheden på en eller anden måde og måske, men her er jeg på lidt mere usikker grund, syndefaldsbegivenheden og nok også andre begivenheder eller nedslagspunkter i de bibelske fortællinger.

Andet trin: Ydermere forekommer det mig, at det narrative er meget vigtigt i bibelen. Gammel Testamente er på lange stræk fortællinger om Israel. Det Nye Testamente begynder med fire fortællinger om Jesus af Nazareth.

Hvis jeg har ret i, at det bibelske i stor udstrækning trækker på det narrative, hvordan kan man så udvælge sig nogle nedslag, som så er de vigtigste? Bryder man ikke så med det narrative lange stræk?

Når jeg vejer de gode sider op imod de dårlige sider ved Barths bibelsyn eller ved hans syn på bibelkritikken, har jeg et overordnet positivt syn på Karl Barths måde at læse bibelen på.

Alle engagerede bibelbrugere vælger vel noget ud, som er vigtigere end andet i de bibelske beretninger og i kristendommen.

Måske kan man sige, at det handler om at lægge sin kerne åbent frem, så den kan kritiseres.

Dernæst er det vel vigtigt, at ingen institutioner vedtager grænser for, hvad bibelkritikken må beskæftige sig med, for således afskærer teologien sig fra potentiel ny viden.

Endelig er det vel vigtigt, at man går ind i en kirkelig tradition, som også har udvalgt noget i bibelen som ikke vigtig og andet som ikke så vigtig. Den kirkelige tradition giver, på trods af bibelens narrativitet, så at sige en kerne, som selvfølgelig hele tiden er til debat for, at det ikke bliver den menneskelige kirke, som definerer budskabet men omvendt sådan, at budskabet definerer den menneskelige kirke. Men altså; som forkynder og bibelfortolker går man ind i en kirkelig tradition, der definerer, hvad der vigtigt og ikke vigtigt i bibelen. Sådan er det vel også inden for protestantisk teologi og indenfor folkekirkelig teologi.

For mig personligt er det vigtigt, at Jesus er opstået fra de døde, sådan at den døde Jesus var et lig som blev forvandlet til et opstandelseslegeme, og at dette skete som en ægte historisk begivenhed, der ikke nødvendigvis er faktuelt korrekt beskrevet af de fire evangelier, men som alligevel skete i den virkelighed, jeg lever i.

For mig er fødselsberetningerne også vigtige, da de for mig forkynder, at Gud blev menneske midt i alt mulig lidelse og armod. Således, at Gud virkelig er kommet ned til sin verden, som også er min verden.

 Jeg tror, Jesus blev undfanget af Helligånden og født af Jomfru Maria, men i hvert fald nogle af de forskellige tidsmarkører, som findes i disse beretninger er tydeligvist forkerte.

Jeg tror, Gud har skabt verden eller virkeligheden et eller andet sted før alt det, den moderne videnskab kan se, men de bibelske beretninger har tydeligvist ikke noget af gøre med den overordnede kosmiske skabelsesbegivenhed.

Jeg tror, Gud skaber verden lige nu i min virkelighed og i din virkelighed.

Dette er noget af min kerne, min kerygma, som jeg prædiker og forkynder efter.

For mig som forkynder er Karl Barths bibelsyn grundlæggende rigtigt og dermed vigtigt.

Det er vigtigt for mig, at sige at bibelen er beretninger om Guds Ord i Jesus Kristus.

Men bibelen er ikke bare det.

Bibelen er på samme tid blevet til på sine egne tiders vilkår, så at de tekster, der hentyder til sex mellem mennesker af samme køn, er blevet til i en anden virkelighed end vores og således ikke forpligtiger os i vort syn på homoseksuelle. Bibelen er blevet til på sin egen tiders vilkår, og det gælder også med hensyn til vor afskårethed fra den virkelighed, der forårsagede de bibelsteder, der beskriver kvindens stilling i samfundet som lavere end mandens.

Men med hovedtrækkene fra Karl Barths bibelsyn kan vi skille det ud fra bibelen, som er vigtig for vores kristendom, samtidig med, at vi kan identificere det, som hænger uhjælpeligt fast i de døde virkeligheder, som gjaldt på forskellige bibelske tider.

Isenheimeralterets opstandelsesbillede

Dette blog indlæg er blevet til som et resultat af en læsning af:

George Hunsingers artikel: POST-CRITICAL SCRIPTURAL INTERPRETATION: RUDOLF SMEND ON KARL BARTH  i bogen af George Hunsinger: EVANGELICAL CATHOLIC AND REFORMED DOCTRINAL ESSAYS ON BARTH AND RELATED THEMES udgivet på Wm. B. Eerdmans Publishing  Co.