DOBBELTGÆNGEREN af Fjodor M. Dostojevskij

ANMELDELSE

Af den smule, jeg husker af Ludwig Wittgensteins filosofi, er der et eller andet med, at sprog er offentligt. Hvis sprog bliver privat, er det tegn på, at et menneske er så psykisk syg, at dets tale ikke længere giver nogen mening for andre. Jeg tror nok, at Jakob Petrovitj Goljadkin er sådan et menneske.

Han er hovedperson i Dobbelgængeren, som foregår i embedsstanden i 1800 tallets Skt. Petersborg. Hr. Goljadkin bliver mere og mere udelukket af det sociale fællesskab i det departement, hvor han er en laverestående embedsmand. De unge nyansatte griner af ham, og han bliver smidt ud fra et fødselsdagsbal hos sin tidligere ven.

Det går ned ad bakke med Hr. Goljadkin, og pludseligt dukker der en sær klon af Jakob Goljadkin op. De to ligner hinanden på en prik, og de hedder det samme. Den ny Goljadkin bliver også embedsmand der, hvor den gamle har sit arbejde. Den ny Goljadkin bliver først den gamles bedste ven, men efterhånden deltager deltager den ny Goljadkin i fortrængningen af den gamle Goljadkin, der til sidst bliver kørt bort. Måske er han på vej på sindsygehospital. Hans læge er i hvert tilfælde med. Måske er han på vej i helvede, for lægen har røde gloende øjne.

Jeg er ikke på det rene med, hvordan jeg skal forstå denne bog. Har Jakob Petrovitj Goljadkin en personlighedsspaltning, eller hvad den slags nu hedder på psykologsprog? Er det Dostojevskijs kritik af, at embedsmandsverdenen i 1800 tallets Skt. Petersborg lever efter en slags junglelov, hvor den stærkeste vinder, mens de involverede i virkeligheden ligner hinanden som to Goljadkiner?

I hvert fald kommer vi i Dobbeltgængeren ind i en meget klassedelt verden, hvor man vogter nidkært over sin status. Her er venskaber i virkeligheden alliancer, som skal bringe én frem i hierarkiet, og udstødelsen af det sociale spil er lig med fortabelse. Jeg havde en vis fornemmelse af klaustrofobi, mens jeg læste denne bog. Man er i Jakob Petrovitj Goljadkins verden hele vejen igennem, og man kommer ikke ud, før han er sunket til bunds, og man er færdig med bogen. I min indre biograf er det mørkt og snevejr hele vejen igennem Dobbeltgængeren. Jeg lærte nok aldrig at holde af bogen. Men jeg fik da en lektie i, hvor kaotisk stormvejret kan være bag ved facaden i et samfund præget af de sociale formers orden.

Fjodor Dostojevskij levede fra 1821 til 1881.