VESTEN MOD VESTEN af Rune Lykkeberg

Anmeldelse

Vesten Mod Vesten er på én gang en pessimistisk bog, og så er den også fuld af håb. Rune Lykkeberg kan ikke forstå, hvorfor det Vesten, som overvandt nazismen og kommunismen, nu er ved at tabe til sig selv? I kampen med det spørgsmål har Lykkeberg skrevet bogen, som er spækket med idéhistorie, kulturforståelse og politisk indsigt i en grad, så Vesten Mod Vesten bør blive pensum for enhver samfundsengageret borger i et land, der regner sig som en del af Vesten.

Rune Lykkeberg og jeg er fra samme generation. Vi er begge født i halvfjerdserne og er vokset op med Vestens guldalderfortælling. I bogen benævnes tiden fra Anden Verdenskrig og indtil 1975 som Vestens guldalder. I denne tid voksede de vestlige velfærdssamfund frem. Alle lande i Vesten var igennem 1960’ernes bølge af seksuel frigørelse. Demokrati og menneskerettigheder blev bredt anerkendt som vore samfunds grundsten, og vore samfund fremstod som det bedste sted at være menneske nogensinde. Den samfundsmæssige konsensus lå et sted mellem politisk liberalisme og økonomisk keynesianisme. Så kom halvfjerdsernes økonomiske krise, og denne krise bragte nyliberalismen på banen. Det blev især tydeligt med valgene af Margeret Thatcher som premierminister i Storbritannien og Ronald Reagan som præsident i USA. En ny konsensusideologi kom på banen. Der kom skattelettelser, og den nye politiske kultur så markedet som en nødvendig modvægt til en stat, der angiveligt havde vokset sig så stor, at den truede de vestlige borgeres frihed.

Man kan sige, at den politiske konsensus flyttede den økonomiske politik væk fra keynesiansk socialdemokratisme og over til bestræbelsen for at få mindre regulering, mere magt til markedet og mere global økonomi. Samtidig med var de vestlige lande stadig præget af menneskerettigheder og de idéhistoriske konsekvenser af tressernes bølge af seksuel frigørelse.

Trump, Brexit, højrefløjsmodstand og venstrefløjsmodstand mod pagten mellem økonomisk nyliberalisme og kulturel liberalisme er den store krise, som Vesten nu befinder sig i. Lykkeberg tager ingen nemme smutveje. Det ville vel være fristende for ham at sige, at Trump, Brexit, Corbyn og Sanders bare var en fase, vi skulle over, så den nødvendige liberalisme kunne fortsætte. Det gør han ikke. I stedet forklarer Rune Lykkeberg venstrefløjsoppositionen og højrefløjsoppositionen. De to politiske strømninger, som er bredt tilstede i de vestlige lande, er modstand imod den udvikling, at meget af samfundenes økonomiske regulering er blevet fjernet fra demokratisk valgte politiske fora og over i et netværk af centralbanker. Samtidigt har den politiske liberalisme med flygtningekonventioner og tilslutning til internationale sammenslutninger lande gjort meget af debatten om migration til delvis illegitim i og med, at disse spørgsmål jo allerede er afklaret i konventionstekster.

Den ny opposition mod den politiske konsensusliberalisme er i Rune Lykkebergs optik et udtryk for, at borgerne i de vestlige samfund er blevet demokrater helt ind i hjertekulen.

Og jeg lægger hermed til, at jeg er rørende enig, for mine egne synspunkter flugter nogenlunde med Jeremy Corbyns, Bernie Sanders’ og det, man kunne kalde venstrefløjsoppositionen, i kampen mod syntesen af politisk liberalisme og økonomisk deregulering.

Samtidig fornemmer man, at Rune Lykkeberg er urolig for, at det hele ender med opløsning af vesten som værdifællesskab og som et net af stærke institutioner. For der er et par problemfelter, som for Lykkeberg kræver Vestens opmærksomhed. For det første er der den økologiske krise eller klimakrisen. Der må ifølge Lykkeberg findes globale løsninger, hvis verden skal bestå. Og de løsninger kan vistnok kun findes i forpligtende demokratier. Samtidig er der de andre. Udenfor Vesten findes der masser af mennesker, der står uden for Vesten, og som kan se på vore samfund, som man kigger ind på en fest, man ikke er inviteret med til. Mange af disse mennesker udenfor hungrer efter et liv som det vestlige med tryghed, velstand og retsstatsmæssig stabilitet. Samtidig maner Lykkeberg til forsigtighed med en betragtning, der tiltaler et realistisk luthersk hjerte. Rune Lykkeberg skriver, at enhver kamp for større politisk lighed også medfører en eller anden grad af ulighed.

Vesten Mod Vesten er en pessimistisk bog. De vestlige værdier og den vestlige verdens institutioner er udfordrede, alt imens verden står over for en gigantisk økologisk krise. Vesten Mod Vesten er en bog fuld af håb. Borgerne i de vestlige lande er mere demokratisk sindede end nogensinde, og det er der brug for. I sidste ende, i Lykkebergs konklussion, er demokratier bedre til at træffe forpligtende beslutninger end diktaturstater. Diktatorer har i sidste ende kun deres legitimitet fra ydre fjender eller fra befolkningens velstandsfremgang. Rune Lykkeberg mener at vide, at diktatorer altid har været hunderædde for deres egne befolkninger. Vestlige samfund er vestlige, fordi det i sidste ende altid er til debat, hvordan samfundet skal indrettes.

I bogen er der rigtigt mange analyser af bøger, tv-serier og film. Nogen gange skal man lige trække vejret, inden Lykkeberg springer videre til den næste. Alt i alt er jeg dog virkeligt glad for at have læst Vesten Mod Vesten, og medgiver den mine bedste anbefalinger. Læs den! For at forstå din tid, dit samfund og din civilisation.

Og nu vil jeg videre. Jeg er gået i gang med bind 1 i Virginie Despentes romantrilogi om Vernon Subutex. Det er en af de mange bøger, Rune Lykkeberg har læst.

Rune Lykkeberg er født i 1974.