Kære
Margrethe og Jens!
I kender ikke hinanden eller mig, og jeg kender næsten
ikke jer. I døde begge som små børn og hver især som nære familiemedlemmer til
min bedstefar. Jens var hans lillebror, og Margrethe var hans datter.
I er hver især en del af en trist statistik, der
viser, at engang døde mange helt små børn. Jeg fandt Jer i kirkebogen, for
ingen har nogensinde fortalt om Jer. Jeg kunne ikke undgå at spørge min
families tavse minder om de døde, hvilke historier I to mon gemte på? Græd i
meget? Og hvad mon I døde af?
Jeg ved lidt om, hvad du, Jens, døde af. Du døde
nemlig på epidemihuset i Herning i foråret 1902, så måske havde du tuberkulose.
Hvad ved jeg! Det er snart 118 år siden, og græd mine oldeforældre, da de
mistede dig? Hvad med min bedstefar? Da du døde, kære Jens, var han, din
storebror 8 år gammel. Kunne du tale, og rippede det op i et traume, da min
bedstefar 20 år senere mistede sin datter, Margrethe?
Min bedstefar og bedstemor flyttede til nabosognet,
efter at du, kære Margrethe døde. Var det for at slippe for at være i det hus,
hvor du var død? Og hvor du havde pludret og været baby? Hvad betød børns død i
1902 eller i 1922? I dag er børn meget betydningsfulde, men dengang? Fik små
børn betydning? Eller gjorde de ikke, og er det derfor, jeg aldrig har hørt om
jer, kære Jens og Margrethe? Jeg elsker mine egne børn, og det gør mig til
materialist. Jeg er så glad for denne tid og dette samfund, hvor børns død er
så sjældne, at vi græder over og fortæller om de døde børn.
Kære Margrethe og Jens! Det er forkert at sige, at jeg
savner jer. Men jeg kan ikke slippe Jer, og derfor sender jeg jer et telegram igennem
opstandelse og evigt liv. Jeg vil så gerne tale med jer på tværs af tider, livsvilkår,
død og alle disse årtiers fortrængte smerter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar