VESTEN MOD VESTEN af Rune Lykkeberg

Anmeldelse

Vesten Mod Vesten er på én gang en pessimistisk bog, og så er den også fuld af håb. Rune Lykkeberg kan ikke forstå, hvorfor det Vesten, som overvandt nazismen og kommunismen, nu er ved at tabe til sig selv? I kampen med det spørgsmål har Lykkeberg skrevet bogen, som er spækket med idéhistorie, kulturforståelse og politisk indsigt i en grad, så Vesten Mod Vesten bør blive pensum for enhver samfundsengageret borger i et land, der regner sig som en del af Vesten.

Rune Lykkeberg og jeg er fra samme generation. Vi er begge født i halvfjerdserne og er vokset op med Vestens guldalderfortælling. I bogen benævnes tiden fra Anden Verdenskrig og indtil 1975 som Vestens guldalder. I denne tid voksede de vestlige velfærdssamfund frem. Alle lande i Vesten var igennem 1960’ernes bølge af seksuel frigørelse. Demokrati og menneskerettigheder blev bredt anerkendt som vore samfunds grundsten, og vore samfund fremstod som det bedste sted at være menneske nogensinde. Den samfundsmæssige konsensus lå et sted mellem politisk liberalisme og økonomisk keynesianisme. Så kom halvfjerdsernes økonomiske krise, og denne krise bragte nyliberalismen på banen. Det blev især tydeligt med valgene af Margeret Thatcher som premierminister i Storbritannien og Ronald Reagan som præsident i USA. En ny konsensusideologi kom på banen. Der kom skattelettelser, og den nye politiske kultur så markedet som en nødvendig modvægt til en stat, der angiveligt havde vokset sig så stor, at den truede de vestlige borgeres frihed.

Man kan sige, at den politiske konsensus flyttede den økonomiske politik væk fra keynesiansk socialdemokratisme og over til bestræbelsen for at få mindre regulering, mere magt til markedet og mere global økonomi. Samtidig med var de vestlige lande stadig præget af menneskerettigheder og de idéhistoriske konsekvenser af tressernes bølge af seksuel frigørelse.

Trump, Brexit, højrefløjsmodstand og venstrefløjsmodstand mod pagten mellem økonomisk nyliberalisme og kulturel liberalisme er den store krise, som Vesten nu befinder sig i. Lykkeberg tager ingen nemme smutveje. Det ville vel være fristende for ham at sige, at Trump, Brexit, Corbyn og Sanders bare var en fase, vi skulle over, så den nødvendige liberalisme kunne fortsætte. Det gør han ikke. I stedet forklarer Rune Lykkeberg venstrefløjsoppositionen og højrefløjsoppositionen. De to politiske strømninger, som er bredt tilstede i de vestlige lande, er modstand imod den udvikling, at meget af samfundenes økonomiske regulering er blevet fjernet fra demokratisk valgte politiske fora og over i et netværk af centralbanker. Samtidigt har den politiske liberalisme med flygtningekonventioner og tilslutning til internationale sammenslutninger lande gjort meget af debatten om migration til delvis illegitim i og med, at disse spørgsmål jo allerede er afklaret i konventionstekster.

Den ny opposition mod den politiske konsensusliberalisme er i Rune Lykkebergs optik et udtryk for, at borgerne i de vestlige samfund er blevet demokrater helt ind i hjertekulen.

Og jeg lægger hermed til, at jeg er rørende enig, for mine egne synspunkter flugter nogenlunde med Jeremy Corbyns, Bernie Sanders’ og det, man kunne kalde venstrefløjsoppositionen, i kampen mod syntesen af politisk liberalisme og økonomisk deregulering.

Samtidig fornemmer man, at Rune Lykkeberg er urolig for, at det hele ender med opløsning af vesten som værdifællesskab og som et net af stærke institutioner. For der er et par problemfelter, som for Lykkeberg kræver Vestens opmærksomhed. For det første er der den økologiske krise eller klimakrisen. Der må ifølge Lykkeberg findes globale løsninger, hvis verden skal bestå. Og de løsninger kan vistnok kun findes i forpligtende demokratier. Samtidig er der de andre. Udenfor Vesten findes der masser af mennesker, der står uden for Vesten, og som kan se på vore samfund, som man kigger ind på en fest, man ikke er inviteret med til. Mange af disse mennesker udenfor hungrer efter et liv som det vestlige med tryghed, velstand og retsstatsmæssig stabilitet. Samtidig maner Lykkeberg til forsigtighed med en betragtning, der tiltaler et realistisk luthersk hjerte. Rune Lykkeberg skriver, at enhver kamp for større politisk lighed også medfører en eller anden grad af ulighed.

Vesten Mod Vesten er en pessimistisk bog. De vestlige værdier og den vestlige verdens institutioner er udfordrede, alt imens verden står over for en gigantisk økologisk krise. Vesten Mod Vesten er en bog fuld af håb. Borgerne i de vestlige lande er mere demokratisk sindede end nogensinde, og det er der brug for. I sidste ende, i Lykkebergs konklussion, er demokratier bedre til at træffe forpligtende beslutninger end diktaturstater. Diktatorer har i sidste ende kun deres legitimitet fra ydre fjender eller fra befolkningens velstandsfremgang. Rune Lykkeberg mener at vide, at diktatorer altid har været hunderædde for deres egne befolkninger. Vestlige samfund er vestlige, fordi det i sidste ende altid er til debat, hvordan samfundet skal indrettes.

I bogen er der rigtigt mange analyser af bøger, tv-serier og film. Nogen gange skal man lige trække vejret, inden Lykkeberg springer videre til den næste. Alt i alt er jeg dog virkeligt glad for at have læst Vesten Mod Vesten, og medgiver den mine bedste anbefalinger. Læs den! For at forstå din tid, dit samfund og din civilisation.

Og nu vil jeg videre. Jeg er gået i gang med bind 1 i Virginie Despentes romantrilogi om Vernon Subutex. Det er en af de mange bøger, Rune Lykkeberg har læst.

Rune Lykkeberg er født i 1974.

LIVET ER ET RODET KØKKEN

Livet er et køkken, man kan gå ind i. Det roder.

En gryde blev forladt, mens kødsovsen kogte, og nu er der så sovs ud på kogepladerne. Der er snavsede tallerkener på spisebordet, og så er der en bradepande på køkkenbordet. Måske var én i gang med at lave en kage.

Livet er et køkken, man kan gå ind i. Det roder.

Den tyske filosof, Martin Heidegger, sagde en gang, at vi mennesker lever for at, for at, for at, og så dør vi. Jeg går i skole for at gå på teknisk skole og blive tømrer, for at jeg kan få et arbejde, for at jeg kan købe et hus, for at min familie kan få et sted at bo, for at mine børn kan blive voksne, for at jeg kan blive bedstefar, for at mine børnebørn kan gøre mig til oldefar, for at…

Et sted midt i denne ”for at kæde” dør jeg. Døden kommer på tværs, og det mindes vi om her om efteråret. Lige da vi var vant til aftensmad på terrassen, så kommer efteråret med kortere dage. Vi er på vej derhen til, hvor bladene falder af, og efterhånden er det kun lyst til klokken halv fire. Og sådan er det også med livet.

En dag skal jeg dø midt i det hele, og hvad er meningen med det?

Måske er meningen kærlighed. Det kan godt være, det roder i køkkenet, men måske kan jeg lave kødsovsen færdig og sætte kagen i ovnen, så måltidet kan stå lidt mere klart til den næste, der kommer.

Livet er et køkken, man kan gå ind i. Det roder, men pyt med det! Bare der dufter af kærlighed.

HUNDEHOVED af Morten Ramsland

HUNDEHOVED af Morten Ramsland

 

ANMELDELSE

 

Når man læser Hundehoved, er det som at gå på opdagelse i et skuffedarium med masser af skjulte rum, som i sig selv rummer deltaljer, der bliver ved med at overraske. Jeg elsker den her bog. Jeg elsker den, og jeg understreger, at jeg holder så meget af den for at hæve denne fantastiske fortælling op over det, jeg nu vil bemærke.

Jeg gik i stå i Hundehoved, for jeg startede med at holde med en tortureret kz-lejr-fange på flugt fra sine nazibødler. Den stakkels muselmand er en af bogens hovedpersoner, og han kommer til at vise sig at være en usympatisk, uansvarlig, upålidelig gavebod af lig i lasten og skeletter i skabene. Det kunne jeg ikke holde ud, og derfor lagde jeg bogen fra mig i en måned, men fortsatte så heldigvis en illusion fattigere.

I hundehoved findes der kærlighed, mod, viljestyrke og en masse andre ædle egenskaber, men lige ved siden af dem alle sammen findes der svigt, fejhed og kujonagtig omgang med sine medmennesker, der er en familie, som vi følger i en hæsblæsende saga over fire generationer. Det hele begynder i Norge, og det slutter måske i Danmark. Måske en lille smule i Bergen eller Amsterdam og nok også lidt på et bjerg i Himalaya. I løbet af bogen går mennesker fortabt, og de finder nye livsmuligheder i hinanden. I løbet af bogen indkroges mennesker i sig selv, og så ofrer de sig for hinanden. I Hundehoved er der ingen helte. Alle rummer noget sympatisk samtidig med, at de alle sammen har et syndigt bæst inde i sig.

Når du læser Hundehoved, skal du ikke holde med nogen, men du skal læse Hundehoved. Den er et vellykket realistisk studie i menneskesindets sammenspil med fortid, fremtid, omverdenens nutid og andre menneskesind.

Hundehoved af Morten Ramsland får min bedste anbefaling.

Hundehoved er skrevet af Morten Ramsland,

som er født på Fyn i 1971.

OM KARL BARTH MELLEM BIBELKRITIK OG PRÆDIKEN

Karl Barth var en schweizisk teolog, der levede fra 1886 til

1968. Han var en af de største teologer indenfor den såkaldte

dialektiske teologi, der voksede frem efter første verdenskrig.

Karl Barth var ikke fundamentalist. Bibelen var for Karl Barth en bog skrevet af mennesker på menneskelivets vilkår. Derfor anerkendte Karl Barth kritisk bibellæsning.

Bibelen var på samme tid, for Barth, ord om Guds ord, Jesus Kristus. Karl Barth anerkendte, som sagt, kritisk bibellæsning; Men han gjorde det kun til en vis grænse. Barth gjorde brug af de historisk kritiske metoder i sin eksegese, men han afviste bibelkritikken som en metode til at fastslå, hvad det historiske Israel var eller, hvem den historiske Jesus var. Han mente, at man lagde en for nutidig forståelsesramme ned over bibelen, hvis man forsøgte at rekonstruere en eller anden faktuel historisk begivenhedsrække.

Kunne man ikke fastslå graden af bibelens historiske nøjagtighed, kunne man bruge i stedet bruge bibelkritikkens metoder til at tolke, hvordan de enkelte bibelske beretninger forkyndte det mere vigtige eller kerygmaet i det bibelske budskab. For eksempel er beretningen om opvækkelsen af Jairi datter, ifølge Karl Barth, nok ikke en historisk korrekt rapport, men i stedet er beretningen fortalt med henblik på at prædike om Jesu opstandelse fra de døde.

Jeg synes, at Karl Barths argumenter indeholder en række forskellige styrker.

For det første er det en styrke, at Karl Barth lader den akademiske bibellæsning tjene forkyndende mening. Dette er i modsætning til en ren historisk kritisk eksegese, der kun vil beskæftige sig med oprindelig betydning af teksterne og deres historiske korrekthed. På grund af begrænsningerne i den historisk kritiske eksegese, blev der vist nok skabt en afstand mellem den akademiske eksegese og teologiens systematiske discipliner. Således er det ikke med Barths eksegese, som, skønt angivelig sine steder mangelfuldhed, bruges til at lave systematisk teologi med og til at forkynde.

For det andet rummer Barths argumenter en styrke deri, at Karl Barth ikke vil vælge mellem sin kristendom på den ene side og de indsigter den historisk kritiske metode har bragt med sig på den anden side. Karl Barth bruger den historiske kritiske metode til at afklare forskellige lag og aspekter af en eller anden bibeltekst for derefter at lade bibelteksten forkynde kerygmaet eller det, som Karl Barth vurderer, er vigtigst i kristendommen.

For det tredje kan man vel sige, at Karl Barths metode tillader os, at sige der er noget i bibelen, som kristne ikke kan leve uden, samtidig med, at bibelen indeholder ting, som ikke kan forpligtige os i dag.

For det fjerde kan man sige, at Karl Barth er klar over, at hans brug af bibelkritikken skal tjene et højere formål. Dette kan man så se som styrke deri, at Karl Barths teologi vel kommer til at være ret fri for modsigelser.

På den anden side er det vel også en videnskabelig svaghed, at Karl Barth på forhånd definerer, hvad bibelkritikken kan og må sige, og hvad den ikke kan sige. Det er vel et eller andet sted dårlig videnskab at gøre sådan.

Derud over indeholder Karl Barths argumenter vel andre svagheder.

Hvis der er noget i den kristne tro, som er vigtigere end andet, så er dette noget udvalgt af nogen, og skaber dette ikke inden for kristendommen et magthierarki, som vel fundamentalt set er protestantismen fremmed, kunne man spørge.

Den næste svaghed, jeg vil beskrive ved Karl Barths bibelsyn, indeholder to trin.

Første trin: Det forekommer mig, at Karl Barths kernepunkter inden for kristendommen er Jesu fødsel af en jomfru, Jesu opstandelse, skabelsesbegivenheden på en eller anden måde og måske, men her er jeg på lidt mere usikker grund, syndefaldsbegivenheden og nok også andre begivenheder eller nedslagspunkter i de bibelske fortællinger.

Andet trin: Ydermere forekommer det mig, at det narrative er meget vigtigt i bibelen. Gammel Testamente er på lange stræk fortællinger om Israel. Det Nye Testamente begynder med fire fortællinger om Jesus af Nazareth.

Hvis jeg har ret i, at det bibelske i stor udstrækning trækker på det narrative, hvordan kan man så udvælge sig nogle nedslag, som så er de vigtigste? Bryder man ikke så med det narrative lange stræk?

Når jeg vejer de gode sider op imod de dårlige sider ved Barths bibelsyn eller ved hans syn på bibelkritikken, har jeg et overordnet positivt syn på Karl Barths måde at læse bibelen på.

Alle engagerede bibelbrugere vælger vel noget ud, som er vigtigere end andet i de bibelske beretninger og i kristendommen.

Måske kan man sige, at det handler om at lægge sin kerne åbent frem, så den kan kritiseres.

Dernæst er det vel vigtigt, at ingen institutioner vedtager grænser for, hvad bibelkritikken må beskæftige sig med, for således afskærer teologien sig fra potentiel ny viden.

Endelig er det vel vigtigt, at man går ind i en kirkelig tradition, som også har udvalgt noget i bibelen som ikke vigtig og andet som ikke så vigtig. Den kirkelige tradition giver, på trods af bibelens narrativitet, så at sige en kerne, som selvfølgelig hele tiden er til debat for, at det ikke bliver den menneskelige kirke, som definerer budskabet men omvendt sådan, at budskabet definerer den menneskelige kirke. Men altså; som forkynder og bibelfortolker går man ind i en kirkelig tradition, der definerer, hvad der vigtigt og ikke vigtigt i bibelen. Sådan er det vel også inden for protestantisk teologi og indenfor folkekirkelig teologi.

For mig personligt er det vigtigt, at Jesus er opstået fra de døde, sådan at den døde Jesus var et lig som blev forvandlet til et opstandelseslegeme, og at dette skete som en ægte historisk begivenhed, der ikke nødvendigvis er faktuelt korrekt beskrevet af de fire evangelier, men som alligevel skete i den virkelighed, jeg lever i.

For mig er fødselsberetningerne også vigtige, da de for mig forkynder, at Gud blev menneske midt i alt mulig lidelse og armod. Således, at Gud virkelig er kommet ned til sin verden, som også er min verden.

 Jeg tror, Jesus blev undfanget af Helligånden og født af Jomfru Maria, men i hvert fald nogle af de forskellige tidsmarkører, som findes i disse beretninger er tydeligvist forkerte.

Jeg tror, Gud har skabt verden eller virkeligheden et eller andet sted før alt det, den moderne videnskab kan se, men de bibelske beretninger har tydeligvist ikke noget af gøre med den overordnede kosmiske skabelsesbegivenhed.

Jeg tror, Gud skaber verden lige nu i min virkelighed og i din virkelighed.

Dette er noget af min kerne, min kerygma, som jeg prædiker og forkynder efter.

For mig som forkynder er Karl Barths bibelsyn grundlæggende rigtigt og dermed vigtigt.

Det er vigtigt for mig, at sige at bibelen er beretninger om Guds Ord i Jesus Kristus.

Men bibelen er ikke bare det.

Bibelen er på samme tid blevet til på sine egne tiders vilkår, så at de tekster, der hentyder til sex mellem mennesker af samme køn, er blevet til i en anden virkelighed end vores og således ikke forpligtiger os i vort syn på homoseksuelle. Bibelen er blevet til på sin egen tiders vilkår, og det gælder også med hensyn til vor afskårethed fra den virkelighed, der forårsagede de bibelsteder, der beskriver kvindens stilling i samfundet som lavere end mandens.

Men med hovedtrækkene fra Karl Barths bibelsyn kan vi skille det ud fra bibelen, som er vigtig for vores kristendom, samtidig med, at vi kan identificere det, som hænger uhjælpeligt fast i de døde virkeligheder, som gjaldt på forskellige bibelske tider.

Isenheimeralterets opstandelsesbillede

Dette blog indlæg er blevet til som et resultat af en læsning af:

George Hunsingers artikel: POST-CRITICAL SCRIPTURAL INTERPRETATION: RUDOLF SMEND ON KARL BARTH  i bogen af George Hunsinger: EVANGELICAL CATHOLIC AND REFORMED DOCTRINAL ESSAYS ON BARTH AND RELATED THEMES udgivet på Wm. B. Eerdmans Publishing  Co.



 

SOMMERLYS OG SÅ KOMMER NATTEN af Jón Kalman Stefánsson

ANMELDELSE

De knalder godt nok meget i denne her bog. De knalder til landsbyballer. De knalder i lastbilen på vej til Reykjavik. De knalder mellem hunde og får ude på landet. De knalder godt nok meget i den her bog, og det er hed sex mellem voksne, der har helt vild meget lyst. Engang imellem bliver en hustru eller en mand så bedraget af en utro ægtefælle, og så bliver der brændt ting af. Det er herligt med al denne gode lystfulde sex. Mit eneste problem med det er, at i en bog, der tager os med rundt i en islandsk landsbys kringelkroge og ind i skyggerne, der beskrives der ikke et eneste overgreb. Der er ikke incest. Der er ikke voldtægt. Der er ingen fede klamme mænd, der udnytter deres magt i den henseende, og det er jo faktisk rigtigt fint, men spørgsmålet er, om ’Sommerlys og så kommer natten’ ville have været mere sand, hvis den ikke bare beskrev menneskets seksualitet, når den er glad og fin men også, når seksualiteten er ond og smadrer liv.

Når det er sagt, vil jeg skynde mig at sige, at Jón Kalman Stefánsson skriver skidegodt. ’Sommerlys og så kommer natten’ er en bog om en vestislandsk landsby med tre fire hundrede sjæle. De er mærkelige mennesker, der pludseligt ikke mere gider at drive fabrik og sælger det hele for at kunne få råd til femhundrede år gamle bøger på latin. På Brugsens foderstoflager er der spøgelser, og amtmandens kone svømmer og dykker i fjorden året rundt, mens de lystfulde lidderbassemænd holder øje med hende i kikkerter.

Bogen handler om. Ja! Hvad handler bogen om? Den handler om denne vestislandske landsby og dens mennesker. Man kommer til at holde af dem alle sammen, og de keder aldrig én. På mange måder er det en fantastisk bog. Den begynder mange gange og slutter mange gange i landsbyen, som man vistnok aldrig får at vide, hvad hedder.

Jeg kunne godt lide at læse bogen, og det er ikke sidste gang, jeg læser noget af Jón Kalman Stefánsson, der både kan skrive realistisk, hyggeligt og rå.

Jón Kalman Stefánsson er født i 1963

DOBBELTGÆNGEREN af Fjodor M. Dostojevskij

ANMELDELSE

Af den smule, jeg husker af Ludwig Wittgensteins filosofi, er der et eller andet med, at sprog er offentligt. Hvis sprog bliver privat, er det tegn på, at et menneske er så psykisk syg, at dets tale ikke længere giver nogen mening for andre. Jeg tror nok, at Jakob Petrovitj Goljadkin er sådan et menneske.

Han er hovedperson i Dobbelgængeren, som foregår i embedsstanden i 1800 tallets Skt. Petersborg. Hr. Goljadkin bliver mere og mere udelukket af det sociale fællesskab i det departement, hvor han er en laverestående embedsmand. De unge nyansatte griner af ham, og han bliver smidt ud fra et fødselsdagsbal hos sin tidligere ven.

Det går ned ad bakke med Hr. Goljadkin, og pludseligt dukker der en sær klon af Jakob Goljadkin op. De to ligner hinanden på en prik, og de hedder det samme. Den ny Goljadkin bliver også embedsmand der, hvor den gamle har sit arbejde. Den ny Goljadkin bliver først den gamles bedste ven, men efterhånden deltager deltager den ny Goljadkin i fortrængningen af den gamle Goljadkin, der til sidst bliver kørt bort. Måske er han på vej på sindsygehospital. Hans læge er i hvert tilfælde med. Måske er han på vej i helvede, for lægen har røde gloende øjne.

Jeg er ikke på det rene med, hvordan jeg skal forstå denne bog. Har Jakob Petrovitj Goljadkin en personlighedsspaltning, eller hvad den slags nu hedder på psykologsprog? Er det Dostojevskijs kritik af, at embedsmandsverdenen i 1800 tallets Skt. Petersborg lever efter en slags junglelov, hvor den stærkeste vinder, mens de involverede i virkeligheden ligner hinanden som to Goljadkiner?

I hvert fald kommer vi i Dobbeltgængeren ind i en meget klassedelt verden, hvor man vogter nidkært over sin status. Her er venskaber i virkeligheden alliancer, som skal bringe én frem i hierarkiet, og udstødelsen af det sociale spil er lig med fortabelse. Jeg havde en vis fornemmelse af klaustrofobi, mens jeg læste denne bog. Man er i Jakob Petrovitj Goljadkins verden hele vejen igennem, og man kommer ikke ud, før han er sunket til bunds, og man er færdig med bogen. I min indre biograf er det mørkt og snevejr hele vejen igennem Dobbeltgængeren. Jeg lærte nok aldrig at holde af bogen. Men jeg fik da en lektie i, hvor kaotisk stormvejret kan være bag ved facaden i et samfund præget af de sociale formers orden.

Fjodor Dostojevskij levede fra 1821 til 1881.

ET BUD PÅ FREMTIDENS FOLKEKIRKE FOR OG AF FOLKET – HØSTERKØB EKSEMPLET af Høsterkøb Menighedsråd

ANMELDELSE

 

Da jeg fik bogen fra Høsterkøb Menighedsråd blev jeg først rigtig sur over og træt af en linie, der stod i bogen. Nemlig at præsten skulle skabe kirken. Jeg busede ud på Facebook og skrev, at jeg ikke ville give et stykke steviasødet slik til nogen præst eller noget menighedsrådsmedlem fra Høsterkøb. Så tog jeg mig sammen og besluttede at læse den lille bog. Det er let gjort. Man kan læse den på halvanden til to timer.

 

Bagefter har jeg faktisk rigtig gode indtryk af Høsterkøbs proces omkring deres gudstjeneste. Jeg har også et par kritiske refleksioner og tanker om det, der står i bogen, men jeg er faktisk overvejende positivt stemt over for det lille skrift fra Høsterkøb.

 

Lige før, jeg læste bogen fra Høsterkøb, var jeg blevet færdig med Jörg Lausters bog, Evig Protest. Her i identificerer Lauster kirkens babylonske fangenskab som kristendom i fangeskab hos den kirkelige institution, der har alle institutionens traditionelle synder. Reformation er på den baggrund en vedvarende kamp for at befri kristendommen fra dette fængsel. På mange måder har menighedsrådet i Høsterkøb kæmpet denne kamp. For mig at se har de gjort op med nogle af Folkekirkens tungeste institutionelle dogmer. De har gjort op med kl. 10.00 og rykket søndagens gudstjeneste til kl. 13.00 på nær den sidste søndag i måneden, hvor gudstjenesten i Høsterkøb begynder kl. 16.00. Et endnu tungere dogme og måske endda et monopol har de taget til kærlig behandling i Høsterkøb. Orgelet. Huha, orgelet. I Høsterkøb er orgelet ikke det eneste instrument, der lyder ved præ, post og salmesang. Kirken har vist nok ikke en organist, men i stedet en kirkemusiker, og de bruger mange ressourcer på om søndagen at have levende musik, der ikke er orgelmusik. De spiller også optaget musik, der lige som illustrerer søndagens tema. De er også kommet frem til en højmesseliturgi, der ikke har indgangsbøn og udgangsbøn. Alt dette er resultatet af en lang proces med dialog med sognebørn og institutioner i Høsterkøb. På en måde er det reformation. Et opgør med orgel og gudstjenesteliturgi er et opgør med en folkekirke, der har visse elementer af institution, som er så stærke, at man får et fragtskib af lort hældt ud over sig, hvis man vover at stille spørgsmål. Tak til Høsterkøb for den del!

 

Som rigtig mange andre læsere af høsterkøbpamfletten irriterer det mig, at deres billede af andre kirker, sogne og deres præster er så stereotypt. Høsterkøblignende processer er i gang mange steder, men nyheden om det er ikke nået til Høsterkøb. Det skuer også i min oplevelse af skriftet, at menighedsrådet i Høsterkøb finder det nødvendigt at tale ilde om Menighedsrådet i Birkerød. Det vidner ikke om storsind. I Høsterkøb elsker de deres præst, Annemette Norsker, og det er der vist god grund til. Fru Norsker har gjort et stort stykke arbejde med at lytte til den folkelige jordbund i sognet, og hun virker i bogen som en dygtig netværker og et elskeligt menneske og vel også som en god præst.

 

Der er nogle af menighedsrådets formuleringer, der virkeligt går mig på. Det er som, at menighedsrådet mener, at man kan gå i dialog om gudstjeneste og liturgi, mens teologien og kristendommens budskab er præstens område. Huha, tænker jeg. Vi skulle da gerne være fælles om både kristendommens indhold og kristendommens form i kirke og menighed. Indholdet er ikke præstens sag men menighedens sag. I afsnittet, hvor Fru Norsker kommer til orde, spørges Pastor Norsker: ”Hvordan skaber du en folkekirke for folket?” Huha! Præsten skaber da ikke nogen folkekirke. Menigheden skaber en folkekirke, som kalder en præst som deres teologiske sagkyndige. Det går mig også på, at ingen i Høsterkøb nævner den kristne forsoningsteologi. Jesus Kristus, der gav sig selv for at frelse verden, nævnes ikke, og næstekærlighed er forkyndelsen, når Høsterkøberne fortæller, hvad kristendom i grunden er.

 

Min bøn til menighedsrådet i Høsterkøb er, at de vil gøre Jesus Kristus som verdens frelser til en hjertesag for dem selv og resten af menigheden, når man skal tænke kirkelig fornyelse. Luther fornyede en masse ting i kirken, men han begyndte dog alt nyt med at fokusere på, at kristendom i grunden handler om, at Gud er blevet menneske i Jesus Kristus, der døde og opstod fra de døde for dem fra Høsterkøb og alle andre..

 

Endelig undrer jeg mig stilfærdigt over, at man i Høsterkøb i en sand fornyerkirke har nadverritual C. Det betyder, at menigheden under optakten til nadver synger ”Hosianna i det højeste”, og kan de virkeligt være i det, når de moderne Høsterkøbere går i kirke? Eller er der måske i Høsterkøb enkelte traditionalister, som i virkeligheden hører til i Birkerød?

 

Alt i alt var jeg glad for at læse bogen fra Høsterkøb. I den er der rigtig meget, jeg kan bruge, selv om jeg åndeligt set ville begynde en kirkelig fornyelsesproces et andet sted. Gud velsigne Høsterkøb Sogn! Hvis jeg træffer på dem en dag, må præst og menighedsråd ved Høsterkøb Kirke gerne få et stykke steviasødet slik af mig.

Høsterkøb Kirke